En af de allerhøjest placerede danskere hos Google stopper efter 20 år i selskabet

Chefen for Google i Nordeuropa træder tilbage efter 20 år hos techgiganten.

Artikel top billede

(Foto: Jonas Stolle/Unsplash)

En af de allerhøjest placerede danskere hos techgiganten Google stopper på posten.

Der er tale om Peter Friis, der træder tilbage fra stillingen som chef for Google i Nordeuropa.

Det skriver søgemaskinegiganten i en meddelelse.

Peter Friis har haft en lang karriere hos Google. Han har været i selskabet i 20 år.

Han startede tilbage i 2005 og har blandt andet været landechef for Google Danmark, inden han i 2014 tiltrådte sin nuværende rolle som Vice President for Google i Nordeuropa.

"Det har været et enormt privilegium at tilbringe 20 år i denne fantastiske virksomhed omgivet af de mest talentfulde mennesker og hjælpe vores partnere og kunder med at vokse. Jeg har været så heldig at opleve tre digitale revolutioner fra første række: internettets fremkomst, overgangen til mobiltelefonen og nu kunstig intelligens," siger Peter Friis i meddelelsen og fortsætter:

"Jeg vil for altid være taknemmelig for muligheden for at have ledet det nordeuropæiske team, og jeg tager et væld af erfaringer og utallige venskaber med mig fra hele regionen."

På LinkedIn oplyser han, at han nu vil tage en lang sommerferie, hvorefter han vil overveje sit næste skridt i karrieren.

"Jeg tror og har tillid til, at de mange lærdomme og erfaringer, jeg har samlet gennem 30 år med at lede innovative og hurtigt voksende virksomheder, og de sidste 20 år som ledende direktør i verdens mest transformative virksomhed, har sat mig i en position til at tilføre værdi til andre teams i fremtiden. Jeg ser frem til at finde ud af hvordan, hvad og hvor," skriver han.

Lederen af den samlede EMEA-region hos Google, Debbie Weinstein, taler varmt om Peter Friis.

"Jeg vil gerne takke Peter for hans fantastiske, 20-årige rejse i Google. Peters visioner og lederskab har været en hjørnesten i vores succes i Nordeuropa. Han efterlader sig et meget stærkt team, som jeg er overbevist om vil fortsætte med at levere værdi til vores kunder og åbne op for AI-drevet vækst i hele regionen. Vi ønsker Peter alt det bedste i hans videre færd", siger Debbie Weinstein i meddelelsen.

Den nuværende leder af Google i Benelux, Martijn Bertisen, træder ind på posten som leder i Nordeuropa.

Navnenyt fra it-Danmark

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

Alexander Hoffmann

GlobalConnect

IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

Marlene Gudman

IFS Danmark A/S