Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
God fredag fra Austin, Texas, hvor det regner en del, specielt om natten, men til gengæld er her 26 grader hele tiden.
Texas er som bekendt et vildt sted, både hvad angår mid-term-valget på tirsdag, vejret og dyrelivet.
James Morle, som jeg bor os i den næste uges tid, har en fin hund, Floyd (fordi James kan lide gruppen Pink Floyd), der sent onsdag aften røg i nærkamp med et stinkdyr (skunk) ude i deres store have/park.
I kan se, hvordan en hund typisk opfører sig, når det sker, på en fornøjelig video her.
Floyd gik i panik over stanken (af sig selv) og flygtede op i James’ og konens seng.
Det medførte, at de skulle i gang med en større rengøringsopgave, inklusive skift af sengetøj, udluftning i et stykke tid, mm., og ikke mindst en grundig vask af Floyd midt om natten.
Da jeg ankom torsdag eftermiddag lugtede han stadig lidt af skunk. Det er noget kraftigt stads.
Til sagen:
I dag skal det primært handle om typer af store personligheder, også kaldet primadonnaer, som vi oplever i dette AI-vanvid, som vi alle sidder midt i.
Der er AI-primadonnaer, der forudsiger, at enden er nær, medie-primadonnaerne, der får drejet en virkelig positiv nyhed til en enden-er-nær-melding og konsulent-primadonnaerne, der synes enden er nær, fordi alting går hurtigere.
Dertil har jeg et indlæg (hvor jeg siger min mening) omkring Statens It og lidt forklaring på, hvordan kineserne destillerer på den ufede måde. Og nogle fede tips undervejs.
Fun fact: De bedste AI’er har i skrivende stund et niveau som en PhD på top-niveau.
Ved årets udgang vil de være på nobelpris-niveau. Fantastiske tider vi lever i. Der vil komme SÅ mange gennembrud inden for naturvidenskaberne udover dem, som vi allerede ser (forleden var der for eksempel stærke nyheder på krypterings-området).
Glæd jer, men forvent også mange gode nyheder forklædt som rædselsvækkende, problematiserede nyheder.
Kend din AI-primadonna
Hvad er en AI-primadonna? Det er en “stor personlighed”, der forlader en AI-biks, og i en nøje planlagt kampagne går i pressen med en katastrofe-historie, der altid handler om, at NU er AI’erne blevet selvstændige monstre, der er sluppet løs og vil dræbe os alle sammen.
Faktum er, at AI’erne bliver bedt om at løse nogle opgaver, hvorefter de test-miljøer, der er sat op, viser sig at være amatøragtige, så de kan gøre ting uden for dem.
Det er bare dårligt sat op af nogle lusede amatører, svumpukler, impotente grødbønder og fallerede gadesangere, punktum.
AI’erne er selvfølgelig ikke blevet selvstændige eller ondsindede. Det er ikke mennesker.
AI’erne ville i øvrigt kunne sætte test-miljøerne op bedre end de fjumrehoveder, småbørnspædagoger, socialdemokrater og talentløse pigespejdere, der blev sat til det.
Mest legendarisk er ham den middelmådige udvikler, der efter sølle seks ugers ansættelse forlod Anthropic og derpå lykkedes big time med at gå i pressen med en nyhed fra “det inderste af det inderste” om, at nu kunne AI’erne helt frit drøne rundt og ødelægge alt og alle.
Nøj, hvor mange hoppede på den, inklusive danske aviser og podcasts. Fordi vi jo gerne vil høre sådan nogle Frankenstein-agtige historier, som vi kan gyse lidt af.
Forleden hoppede DR-podcasten Prompt IGEN på en primadonna-historie, denne gang med Sofia, der har forladt Google, fordi “Google støtter militæret og dermed Israel”.
Argumentet, som Sofie bruger (for at få medie-omtale) er, at “X kan føre til Y”. Bemærk ordet “kan”, som jo kan (!) være alle sandsynligheder mellem 0 og 1 og er fuldstændigt ikke-forpligtende.
Lad mig give et eksempel: X = “Nedgroede Negle” og Y = “Skriveblokade”. Så er det bare at sætte et “kan” plus et verbum mellem X og Y, og så kan både X=Y og Y=X bruges som overskrift til en artikel, SoMe-post eller podcast.
Nedgroede negle kan medføre skriveblokade. Skriveblokade kan forårsage negroede negle. Vær så god.
Trump kan være Ukraine-venlig. Putin kan være fredselskende. It-projekter kan gå godt. Huspriserne kan falde. Internettet kan være en døgnflue.
I gamle dage plejede vi at sige “hvis og hvis min røv var spids”, hvilket egentlig siger det meget godt.
Kend din medie-primadonna
Jeg fik engang i Miracle-tiden besøg af et tv-hold fra TV 2, og journalisten startede med at sige, at hun havde fået udtrykkeligt besked på fra sin redaktionschef, at hun ikke måtte komme hjem uden at have fået mig til at sige XYZ.
Jeg forklarede, at det overhovedet ikke var min holdning (og det var det vitterligt ikke), men de prøvede alligevel at spørge mig - for rullende kamera - tre-fire gange om det samme, og deres spørgeteknik blev stadigt mere styrende og tendentiøs (og plat, for at sige det rent ud).
Tip! Når journalister bruger længere tid på at spørge, end offeret får til at svare, så står man med en dårlig journalist. Clement i DR tager den så lige skridtet længere og afbryder gæsterne hele tiden, så han selv kan få endnu mere taletid og samtidig fragmentere det hele til ligegyldighed.
Nå, men vores konkrete eksempel på denne skønne fredag skal være PHP, der jo “er dansk”, fordi opfinderen hedder Rasmus og bor her.
En AI opdager så en svaghed i PHP, der kan give (privilegeret) root-adgang uden privilegier.
Man går i gang med at fixe det i et fint samarbejde mellem AI-firmaet og PHP-gruppen, som man gør med tusindvis af andre ting i øjeblikket, fordi man nu KAN opdage svagheder, der har eksisteret i årevis, hvilket er intet mindre end fantastisk.
Et fjols fra AI-firmaet går så anonymt ud til pressen og fortæller, at noget meget farligt AI er ved at lægge hele verden øde og hæve prisen på cornflakes eller noget.
Pressen elsker det og skynder sig at skrive om det, FØR patchen er kommet ud til folk (det burde de faktisk have smæk i deres numse med en våd søndagsberlinger for) OG forsøger at piske en stemning op om, at NU er AI IGEN ved at lægge internettet øde.
Der er ingen ros fra min side til pressen for at gå ud og eksponere den slags, før en patch er sendt ud.
Det lykkedes endda efter lang tids søgen at finde en lærer, der savnede Aula i de få timer, det var offline. Det var da sjovt.
Der skete i øvrigt overhovedet ingenting. Nogle få hjemmesider lukkede ned i et stykke tid. Ingen dyr døde under optagelserne. Alt gik altså godt, og vi fik et meget mere sikkert internet. En herlig positiv historie, ikke?
Joh, lige indtil pressen skulle “vinkle” den. Den seneste udgave af Prompt-podcasten fra DR prøver derfor at få Rasmus, der skrev PHP, til at besøge dem, også fordi den ene vært liiige får fortalt, at han har været enormt meget i DR-medier med historien.
Øh, OK, Boomer. Jeg kan sagtens se fornuften i, at DR har så umanerligt mange ansatte og ikke får lavet ret meget, når de hele tiden skal tale med hinanden for åben mikrofon.
Tilbage til PHP-Rasmus: Man ser for sig, hvordan en positiv historie SKAL laves til en negativ med Rasmus som statist.
Heldigvis svarede Rasmus - til værternes STORE forbløffelse - “Nej tak” (uden punktum). Ret fedt gjort. Smart move.
Kend din konsulent-primadonna
Jeg har haft fornøjelsen af at forsøge at lede nogle ret gode konsulenter i tidens løb, og nogle af dem var ved Gud også store personligheder, som man sagde og siger.
Jeg er nogle gange stødt på primadonna-adfærd, hvor det ikke var til gavn for kunden, og det skal man jo se at få rystet ud af konsulenten i en fart.
Det kan være, at han/hun holder meget fast i noget specialviden af angst for, at andre “stjæler” det, eller det kan være, at vedkommende kun vil arbejde under bestemte forhold eller for bestemte typer kunder. Ud med dem.
Og så er der den der “sandhed”, at kun erfarne mennesker kan lave gode nok systemer, og at AI’erne slet ikke er gode nok.
James og jeg talte lidt om det i bilen fra lufthavnen i går, og han bemærkede, at han er holdt helt op med at kigge på koden til de programmer, spil og produkter, som han laver - og han laver mange.
Han checkede koden, som AI’erne laver, indtil for nylig, men der er ingen grund til det mere - de er blevet virkeligt gode, og bedre end mennesker, til at skrive kode.
Jeg er helt enig: Programmøren skal være dirigent og produkt-ejer, ikke kode-inspektør.
Og vi er jo rent faktisk også ved at finde ud af på den hårde måde, at vi mennesker måske ikke har været skide gode til at skrive kode gennem årene, ikke? 🙂.
Tip: James har begrænset sig selv til kun at have fem kode-projekter kørende på et givent tidspunkt, så han kan bevare overblikket, og han har erfaret, at Anthropics’ 200 dollars-per-måned-licens er alt for meget, og at deres 100-dollars-per-måned-licens er alt rigeligt selv til hans massive anvendelse.
Nå, men den kloge, smukke og magtfulde redaktør for Computerworld har fra USA skrevet om, at man nu kan få lavet ting i en ruf ved hjælpe af AI, som før tog en evighed, og at det kan (!) give negative reaktioner fra konsulenterne (og økonomiafdelingen).
Well, let me tell you a story:
Da Oracle Premium Services, som jeg kørte fra 1997-2000 med cirka 40 M/K’er ombord, gik over til wait-baserede målinger frem for ratio-baserede, som man altid havde brugt, når vi skulle finde flaskehalse og optimere systemer, så gik vores engagementstid fra uger til timer.
Det gjorde nogle af gutterne og gudinderne lidt nervøse (og så sandelig også min chef), men kunderne elskede det.
Der var tale om en ny og MEGET smartere (og mere korrekt) måde at gøre tingene på, ganske simpelt.
Jeg var den første manager i Oracle på verdensplan, der forlangte, at mine folk brugte den nye og bedre metode, og vi blev meget hurtige meget dygtige til at bruge den - gutterne var finpudsede metoden og fandt på nye anvendelsesområder. Det var bare en fed tid.
Det viste sig selvfølgelig, at vi overlevede og fandt andre ting, som vi kunne lave for kunderne, fordi der var mindre spild af tid, kræfter og penge.
Dårlige penge blev til gode penge, og pludselig havde kunderne jo også råd til at få lavet alle de ting, som de havde ladet ligge af frygt for kæmpe-regninger (abandoned use cases).
Nu viser det sig så (chok!), at man bare kan sætte AI til at kigge på et eksisterende system og enten lave et nyt baseret på det - eller bare lave et nyt system helt fra bunden.
Og det viser sig, at det ikke tager ret lang tid.
En god ven har lavet et meget imponerende system til hans speciale-felt inden for it, og det har taget ham godt 100 timer. Til gengæld kan det langt mere end de eksisterende systemer kan.
Faktisk burde man jo kræve af alle leverandører, rådgivere og konsulenter, at de bruger AI til alt som udgangspunkt (“AI First”) for at de overhovedet kan komme i betragtning.
Få dem til at vise eksempler på, hvad de har lavet af smarte ting med AI, før I hyrer dem.
Mange steder i den store Oracle-organisation dengang i slut-90’erne ville man selvfølgelig ikke bruge den nye, bedre, smartere og billigere metode af angst for indtjeningen.
Dog blev vi nogle få gange kontaktet af kollegaer fra andre lande, når de havde prøvet i lang tid på den forkerte og gammeldags måde.
Blandt andet reddede Johannes engang det norske skattevæsen, så det igen kunne køre hurtigt og effektivt.
Det skældte jeg ham virkeligt hårdt ud over. Vi har tæt på at give ham det, som tyskerne kalder Klassenhiebe (klasseprygl/-tæsk). Man får sgu da ikke Skat til at køre hurtigere og bedre!
Sådan er det bare med nye og smartere måder at gøre tingene på. Pas på primadonnaerne 🙂.
Kend din kinesiske destillatør
Nu er kineserne måske kun tre måneder bagud i forhold til de bedste amerikanske AI’er.
Den nyeste KIMI-model ser rigtig fin ud.
De har mange dygtige AI-folk i Kina, de har nogle store bikse, der har penge og investeringslyst, og de arbejder hårdt.
Men de mangler de supervigtige AI-chips, og de er kun med i AI-kapløbet i dag, fordi de stjæler fra amerikanerne.
Lidt ligesom dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor japanerne besluttede sig for at stjæle alle vores idéer, viden og erfaringer inden for biler, HiFi, TV og alt muligt andet.
Jo, de opfandt da walkman’en, men det var også det eneste. Resten var bare tyveri og kopiering.
Kineserne stjæler AI-kundskaber ved hjælp af noget, der hedder destillations-hacking.
Forestil jer et auditorium fyldt med kvikke studerende og en foredragsholder, der kan svare på alt.
De 420 studerende spørger ham non-stop om alt muligt inden for hans område, indtil al hans viden er trukket ud af ham.
Alt, hvad han siger og tegner på tavlen, bliver omhyggeligt kopieret af de studerende og slået sammen til et samlet værk bagefter, som kan bruges til at lære alle, der ønsker det, at være lige så god som foredragsholderen.
På samme måde “kaster” kineserne masser af prompts (én kina-biks kastede 180 millioner prompts mod en Anthropic-model på fem måneder) mod de amerikanske topmodeller og gemmer deres mange og lange svar, hvorpå de bruger det som træningsmateriale til deres egne AI-modeller.
De gør det helt “legitimt”, det vil sige, at de betaler for adgang og så videre.
Dog havde de fundet ud af at hacke sig ind til de “ræsonnementer,” som Anthropics modeller bruger internt til at udarbejde deres svar, men det blev opdaget og lukket.
En morsom detalje er også, at Anthropic også tager penge for de prompts, der ikke besvares på grund af etiske retningslinjer 🙂.
Effekten ved at have bedre træningsmateriale er markant: I et forsøg forbedrede en mindre AI-model sin score i en matematiktest fra 14,6 procent til 45,8 procent ved at lære af 800.000 eksempler fra en stærkere model.
Så ja, Kina kan indhente noget af USA’s AI-forspring ved at lære af de amerikanske modellers dyrt erhvervede færdigheder – uden selv at skulle betale hele udviklingsprisen.
Men kan de nogensinde indhente dem? Det diskuteres heftigt, men er egentlig ligegyldigt.
De fleste modeller er allerede LANGT bedre end det, somvi har brug for, så vi vil lige om lidt være lykkelige for bare at bruge Googles AI-search-model, der er blevet rasende god eller noget lignende.
Min ærlige mening om Statens It
Jeg kan tydeligt huske, at jeg før har rost Statens It (i daglig tale bare SIT). Jeg lavede en søgning i Google Notebook, hvor jeg har samlet mine klummer, og den svarede:
Citat:
Den klumme, du leder efter, hedder "En hyldest til Statens It" og blev udgivet 24. februar 2020 (I kan læse klummen her, red).
I klummen skrev du om Statens It i anledning af deres 10-års jubilæum:
- Plads til nørderne: Du fremhævede, at Statens It havde succes, fordi man tillader nørder (uanset køn) at arbejde med det, de brænder for – nemlig reelt at få noget til at virke.
- Nørdet og faglig ledelse: Du roste direktøren Michael Ørnø, som du beskrev som en datalog med ledelseserfaring, der selv er "lidt nørdet", holder foredrag om it-pionerer i sin fritid og har opkaldt møderummene i bygningen efter disse pionerer.
- Synlig ledelse i øjenhøjde: Du fremhævede hans daglige rutine med at gå en tur rundt i bygningen hver morgen for at lytte til medarbejderne ("Walk, Listen - then Talk"), hvilket tager problemer i opløbet.
- Succesfuld oprydning: Du bemærkede, at hvor projektet i sine tidlige år havde haft det svært, var det under denne tilgang lykkedes stille og roligt at få den ene statslige myndighed efter den anden ind under Statens It og få normaliseret og standardiseret deres drift.
💡 Vil du have mig til at udarbejde en oversigt over, hvordan dit syn på Statens It har udviklet sig i dine klummer fra 2008 og frem til i dag?
Citat slut.
Nå, men her forleden var der et interessant indlæg på LinkedIn fra en gut, der tidligere har været arkitekt hos SIT, Søren Walther:
Det er jo et godt spørgsmål.
At lægge EDB ind under Økonomiafdelingen fra starten her i landet (det gjorde man ikke andre steder) var bare åndssvagt, og at lægge SIT under Finansministeriet (FM) betød selvfølgelig også, at regnedrengene i FM betragtede det som en spareøvelse i stedet for en strategisk vigtig ting.
Det er typisk, og man må jo tilgive dem, thi de vide ikke bedre. Eller vidste ikke bedre.
Til gengæld kan ingen røre SIT, fordi FM er det mægtigste ministerium vi har.
Det er jo en fordel, så man ikke koster rundt med dem ligesom man gør med digitaliseringsstyrelsen, eller hvad den nu skal hedde i denne uge.
Jeg vil fremhæve en vigtig ting ved SIT, som virker:
I stedet for, at alle mulige styrelser og departementer havde hver sin metode til at lave it- og cybersikkerhed på, så har SIT en samlet “skal” rundt om sig, og den virker og holder.
Ja, det er da røvirriterende at man hele tiden skal have nye patches på sin SIT-pc men alternativet er værre, og indtil videre kan man vist roligt sige, at SIT har modstået hackere og andre fjolser bedre end andre offentlige bikse (host-host).
Derudover vil jeg vædde en kasse Gambrinus Dark på, at DJØF-procenten er højere i Digitaliseringsministeriet end i SIT.
Ordet digitalisering (en slags avanceret elektrificering, hvor der findes mange forskellige typer stik) har det som bekendt med at tiltrække folk, der aldrig har interesseret sig for it.
Så joh, Søren Walther har bestemt en god pointe. Men nej tak herfra 🙂. Eller som Rasmus fra PHP ville have skrevet: Nej tak
Det var dét! Nu vil jeg lige tage en hurtig dukkert i James’ pool, før jeg leger videre med nogle AI-ting og åbner en god, amerikansk mikrobryg-øl. Rigtig god weekend. På onsdag, når min AI-lab-klumme udkommer, har man haft midtvejsvalg herovre, men det er ikke sikkert James og jeg overhovedet opdager det. Så er I advaret. Skriv gerne til mig på mogensxy@gmail.com, hvis I vil vædde om, hvorvidt republikanerne får en lussing eller ej.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
