Jeg har i min ferie (gen)opdaget, at ferie betyder to meget vigtige ting for mig, som jeg desværre alt for ofte glemmer i dagligdagen.
For det første kan jeg glemme arbejdet og lade tankerne flyde mere frit om andre af livets spændende sider.
For det andet får jeg – hvis jeg altså selv skal sige det – et skarpere og mere klart syn på mange pudsige ting.
Under ét kan man vel sige, at jeg i mine ferier tillader mig at slå autopiloten fra “forandring” til “forundring”.
Og jeg er i indeværende uge i den grad blevet forundret.
Jeg hjalp en aften min datter med lektierne – blandt andet med geografi.
Det var stort set samtidig med, at nyhederne var fulde af advarende og formanende ord om, at eleverne i den danske folkeskole er meget dårlige til geografi.
Oh ve, oh skræk – mange af dem ved åbenbart ikke en gang, hvor Svendborg ligger.
Hvad skal vi lære dem?
Mens jeg sad der og hjalp med at lokalisere Svendborg på det fynske landkort, meldte spørgsmålet sig: Hvad er det egentlig, vi gerne vil lære den kommende generation og – måske vigtigere endnu – hvordan vil vi lære dem det?
Mange af de spørgsmål, min datter skulle besvare, handlede meget om noget historisk, for eksempel: “Hvad gjorde man i 1960’erne for at afhjælpe sult i Indien”, eller “Hvad er Tyrkiets vigtigste råstoffer?”.
Det er sådan set meget gode spørgsmål, men de udfordrer ikke ligefrem kreativiteten og lysten til at tænke selv.
Lidt distræt spurgte jeg: “Hvad synes du, man skulle gøre for at hjælpe dem, der sulter i Afrika?”.
Det blev indledningen til en meget sjov snak, som ledte os ud i mange afkroge og en hel hær af mere eller mindre vanvittige – men også fantastisk morsomme ideer.
Det er jo et værktøj
Pludselig forandredes geografi fra et kedeligt fag til et værktøj, man kan bruge til at sætte fantasien i gang med.
Og det tændte en videbegærlighed, som jeg ikke vidste, eksisterede hverken hos mig selv eller hos min datter.
Selv om jeg er modstander af at bruge arbejdsmetoder i hjemmet, gjorde jeg alligevel en undtagelse.
Jeg tog fat i “Mindstafetten” af Finn Kollerup og Jørgen Thorbal.
En mindstafet går i ultrakorte træk ud på, at man tager en ide og leger videre med den.
I praksis udbygger man hele tiden ideen ved at tilføje sætninger, der starter med “Ja, og så kunne man….”. På den måde bliver ideen større og vildere hele tiden.
For hver sætning, vi satte på, skulle vi fortælle en lille historie, om hvorfor vi havde skrevet det, vi nu havde.
Adskillige opslag
Disse små historier krævede adskillige opslag i Den store danske Encyclopædi og på Wikipedia og gjorde os klogere.
Resultatet var forbløffende.
På lidt over en halv time havde vi leget og fantaseret os til viden, som ingen af os havde forestillet os.
Samtidig tror jeg, at min datter for en gangs skyld syntes, at det var sjovt at lave geografi.
Hvis vi virkelig gerne vil være en førende nation inden for brugerdreven innovation, må vi sikre os, at den innovative tankegang også indgår i den måde, som vi tilegner os viden på.
Det starter i folkeskolen, og selv om jeg ikke skal gøre mig klog på pædagogik, vil jeg nu alligevel påstå, at der kan tænkes meget mere innovativt i undervisningen.
Har ikke værktøjerne
Mads Schjølin skrev for kort tid siden en klumme med overskriften “Undervisere: Slip fantasien løs”.
Jeg er meget enig, men måske er en af udfordringerne, at de danske undervisere selv er vokset op i et innovationsudfordret studiemiljø, og derfor ikke har værktøjerne til at inddrage innovation som et naturligt led i undervisningen.
Skal vi ikke starte et Innovationsakademi for Folkeskolelærere.
Med udgangspunkt i en respekt for lærernes pædagogiske ekspertise skal dette akademi være frontløber i at udvikle metoder og værktøjer, som fremtidens lærere kan anvende til at integrere innovation i undervisningen.
Kenny Munck er innovationsdirektør i EDB Gruppen.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
