Artikel top billede

Arla er berørt af nattens kollaps, men det rammer ikke kunderne, lyder meldingen fra fødevarevirksomheden.

IBM-nedbrud rammer danske gigant-kunder

Arla, Dansk Supermarked og A.P. Møller - Mærsk er blandt de storkunder, der i nat blev berørt af IBM's strømsvigt i et datacenter.

Her til morgen har flere danskere måske bemærket, at deres Dankort ikke virkede. Det er et af symptomerne på det strømsvigt, der ramte IBM Danmarks datacenter i Brøndby kort før midnat.

Det er dog ikke kun betalingsvirksomheden PBS, der blev ramt af nedbruddet hos IBM.

Virksomheder som Arla, Dansk Supermarked og A.P. Møller - Mærsk er blandt de berørte storkunder hos IBM.

Arla har mærket til problemerne, men de var ikke omfattende, lyder det fra fødevarevirksomheden.

"Vi er i den her omgang kun blevet ramt på de interne linjer. Heldigvis har nedbruddet ikke betydet noget for vores kundeleveringer," siger Arlas pressechef, Theis Brøgger.

Arla var sidste år en af de virksomheder, der blev ramt af IBM's omfattende nedbrud 9. april. Dengang endte flere butikker uden mælk på hylderne, fordi Arla ikke kunne modtage ordrer.

"Det er jo desværre ikke første gang inden for den seneste tid, at vi har oplevet sådan nogle nedbrud," tilføjer Theis Brøgger.

Dansk Supermarked: Det forsinker os
Den største detailkoncern herhjemme er Dansk Supermarked, der omfatter supermarkeder som Bilka, Føtex og Netto. Koncernens it-afdeling har mærket nattens nedbrud hos IBM, men det er tvivlsomt, at det får nogen reel betydning for forretningen.

"Det, der kan betyde noget, er leverancerne til butikkerne i morgen, men vi forventer, at vi får leveret som planlagt," siger it-direktør Allan Jensen fra Dansk Supermarked.

Han har brugt den første del af formiddagen til at sikre, at alle systemer igen kører, som de skal.

"Der er nogle systemer, der ikke har kørt i nat, men vi har en backup-procedure, som er sat i værk fra morgenstunden. Vores vurdering her for en time siden (cirka klokken ni, red.) var, at vi når det, vi skal, her i formiddag. Vi bliver måske forsinkede på nogle områder, men det bør ikke få nogen væsentlig betydning," siger Allan Jensen.

Har lige fejret og jublet

Allan Jensen fortæller til Computerworld, at it-afdelingen netop lige har fejret, at det er over halvandet år siden sidst, der har været et nedbrud. Dengang var det 9. april-nedbruddet, der forårsagede problemer.

Her til formiddag, da Computerworld talte med Allan Jensen, var han endnu ikke klar over, hvad der specifikt var skyld i problemet.

"Man kan ikke acceptere sådan noget særlig ofte. Vi har koncentreret os om lige at sikre, at vores backup-procedure er kommet op at køre og vores flow omkring der, så jeg har ikke nået at få en dybere udredning af, hvad der præcist er sket," forklarer han.

Han ønsker ikke at kommentere, om det bør få konsekvenser, at nedbruddet fandt sted.

"Vi vil have et overblik over, hvad der reelt er sket, og så tager vi en dialog med IBM, om der er nogle ting, der er overtrådt i forhold til den aftale, vi har, eller om det ligger uden for det," fortæller Allan Jensen.

A.P. Møller - Mærsk: Minimal betydning
Danmarks største virksomhed, A. P. Møller - Mærsk, er også blandt storkunderne hos IBM. Selskabets it-afdeling oplyser til Computerworld, at den stort set ikke har mærket noget trods nedbruddet i Brøndby.

Desuden oplyser it-afdelingen videre, at strømafbrydelsen hos IBM's datacenter ikke får betydning for selskabets forretningsdrift, og at IBM har håndteret sagen efter de aftaler, som firmaerne har indgået.

Indholdet af aftalen er blandt andet, at IBM skal informere kunderne om nedbrud inden for en time, og det er sket, lyder det fra A. P. Møller - Mærsk.

Dankort kører normalt

Den virksomhed, der muligvis blev hårdest ramt, er PBS, der håndterer de danske betalinger med kreditkort. Det var i en periode ikke muligt at bruge Dankortet.

"Som følge af strømnedbrud hos IBM omkring midnat blev alle indkomne kortbetalinger afvist indtil ca. kl. 01.30. Driftsforstyrrelserne påvirker også, at clearingsleverancerne bliver forsinket," skriver PBS.

Dankortet skulle dog fungere normalt nu, mens udenlandske kreditkort stadig volder problemer.

"Omkring kl. 09.00 afvikler vi igen Dankort-transaktioner på normal vis. Der kan fortsat være problemer med at anvende internationale betalingskort - vi arbejder intenst på at løse de sidste tekniske udfordringer," lyder det videre fra PBS.

IBM har tidligere i dag over for Computerworld understreget, at nattens nedbrud langt fra er så omfattende som kollapset 9. april sidste år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere