Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Foto: Torben Klint (Foto: Torben Klint)

Efter otte år i Telias chefstol: "Yes we can"

Efter otte år som topchef hos Telia siger Jesper Brøckner ligesom USA's præsident: "Yes we can". Men hvad mener telebossen egentlig med det?

"Man skal kunne se nogle muligheder, og man skal have en grundindstilling, hvor man siger "Yes we can", ligesom Barack Obama. Det vil sige, at man skal tro på, at alt er muligt."

Sådan lyder det fra administrerende direktør i Telia, Jesper Brøckner Nielsen, når han skal beskrive egenskaberne ved en god topleder i dag.

Computerworld har taget en snak med en række topledere fra nogle af danmarks absolut største it-virksomheder om alt fra ledelse over virksomhedens dagsform til branchens fremtid.

Telia er i dag en milliard-forretning, men da selskabet Telia Mobile Danmark i 2002 ansatte den dengang 43-årige Jesper Brøckner Nielsen, lød det i en kort notits på Computerworld:

"Han får ansvaret for at udbygge Telias mobile satsning i Danmark."

Siden er det gået stærkt for den cand.merc.-uddannede i afsætning fra Handelshøjskolen i København, der inden sin Telia-tid havde erfaring fra job som både salgsdirektør i Thorn Danmark samt koncerndirektør for marketing i blandt andre Canon Danmark og Minolta Danmark.

"Da jeg tiltrådte, tabte vi omkring halvanden milliard kroner, og det sidste regnskabsår lavede vi et plus på en milliard. Samtidig er vi gået fra syv til 21 procent i markedsandel, og vi har 24 procent af værdien på markedet," siger han.

Og topchefen befinder sig godt i sit nuværende job.

"Jeg vil også sige, at det blev det job, som jeg gjorde det til. Det skyldes, at jobbet indebærer en entreprenør-ånd, som er mit drive."

"Der var kritikere, der forudsagde, at Telia ikke havde en chance på det danske marked, men det har jeg sammen med medarbejderne bevist, ikke var tilfældet. Telia er i dag blandt de 100 største virksomheder i Danmark og er den næststørste operatør målt på omsætningen, som har rundet syv milliarder kroner," siger Jesper Brøkner Nielsen.

Men Telias bredbåndsforretning er minimal. Har Telias fastnet-satsninger fejlet?

"Tværtimod. Telias bredbåndsforretning har på det seneste fejret store fremgange - og er lige nu en rigtig succeshistorie," lyder det fra chefen.

Han oplyser, at Telia har et stigende antal kunder og en positiv indtjening på området.

Det hele skal ses i lyset af, at Telia kickstartede sin satsning på ADSL-bredbånd for to et halvt år siden, beretter han.

"Det første år blev især anvendt på at etablere en teknisk platform, udvikle nye bredbåndsprodukter og re-brande vores forretning."

"Det andet år blev brugt til at vende et stort underskud til et overskud ved at spare på omkostningerne og tage kunder ind. Så vi har ikke spildt tiden," siger direktøren.

Han oplyser, at Telias bredbåndsforretning har knap 100.000 fastnetkunder, og med mobilforretningens 1,5 millioner kunder har selskabet mulighed for at tilbyde IP-tjenester, såsom internet, telefoni og digitalt TV.

"Og derfor vokser forretningen på privatmarkedet støt. På erhvervssiden har vi i de seneste to år også fået etableret en stærk position," mener topchefen.

Her har selskabet ifølge Jesper Brøckner især været gode til at sælge ADSL-bredbånd med IP-telefoni til de helt små virksomheder samt data-løsninger til de helt store virksomheder både i Danmark og på tværs af grænserne i Norden.

Opkøb på opkøb

En af vejene frem for Telia har været opkøb. Blandt andet købet af Orange.

"Da jeg startede som direktør, havde vi 288.000 kunder i Telia. Ved organisk vækst voksede det til 550.000, og så købte vi over 600.000 kunder, da Telia blev slået sammen med Orange," siger han.

Og opkøbet skræmte da heller ikke Telia for mere af samme slags.

"Sammenlægningen med Orange gik rigtig godt, synes jeg. Faktisk gjorde vi det jo en gang til med Debitel, som vi har købt og omdøbt til Call me. Alt dette har været og er en spændende rejse," siger han.

Men også sammenlægninger, der naturligvis har krævet, at man høstede synergi-effekterne.

"For hver medarbejder vi har i Telia, har vi i mange tilfælde måttet sige farvel til to andre, der har siddet i samme funktion, når vi har lagt virksomheder sammen. Det vil sige, at det er de absolut bedste, vi har den dag i dag," siger han og peger på, at de tre vigtige ingredienser for at drive en succesfuld forretning er: "ressourcer, know how og vigtigst af alt de rigtige medarbejdere".

Sure medarbejdere giver sure kunder

Men selv med gode medarbejdere er der regninger, når det går så stærkt, forklarer topchefen.

"Når man er i en så kraftig vækstfase, så fokuserer man nogle gange mere på økonomi end på kundetilfredsheden," siger han.

Og han erkender, at det kan blive bedre.

"Der har været en stor udskiftning af kunder i branchen generelt og også i Telia, og selvom det har stabiliseret sig nu, så kan vi stadig blive bedre til at sætte kunden i fokus," siger han.

For det er afgørende i dagens telemarked, mener Jesper Brøckner.

"Telia er blevet den næststørste på erhvervsmarkedet, så det er især på privatmarkedet, at vi skal fokusere yderligere på at få vores processer til at støtte op om, at kunderne skal kunne lide at være her og føle sig tilfredse med både det produkt, de får, og den kontakt, de har med os," siger han.

Topchefen forklarer, at med en penetration på 126 procent er det danske mobilmarked i dag mættet.

"Og det betyder, at det at holde på kunderne er afgørende. Det hænger samtidig sammen med at skabe en medarbejdermotivation, for enhver kunde kan mærke, om den medarbejder, man taler med, er glad for at være der. Medarbejdertilfredsheden påvirker kundetilfredsheden," siger han.

Fra fem til over 1.000 medarbejdere

Topchefen går ind for erfaringsbaseret ledelsesudvikling.

"Jeg tror ikke så meget på, at man kan sætte folk på diverse skoler og så lære at blive leder," siger han.

I stedet skal man starte med at lede et par medarbejdere.

"Jeg startede selv som marketingansvarlig med en marketingafdeling med fem medarbejdere, og så har det udviklet sig, så jeg i dag sidder med over 1.000 medarbejdere. Det er learning by doing," som han udtrykker det.

Som leder er det desuden vigtigt at være bevidst om, at man er en rollemodel, men også at bevare sig selv i rollen, forklarer han.

"Man gør selvfølgelig nogle anderledes ting, når man er på arbejde, end man gør privat, men man spiller ikke en rolle. Man skal være sig selv, og man skal samtidig også have et glimt i øjet, der gør, at medarbejderne kan se mennesket bag den rolle, man har," siger han.

Og så skal det også være sjovt.

"Så vær dig selv, og find det job du synes er sjovt. For gør man det, så skal man faktisk aldrig mere gå på arbejde. Så vågner man om morgenen og glæder sig til at komme ud og gøre en forskel."

"Derfor plejer jeg også at sige, at skal man bare have et job, så skal man ikke komme ud og arbejde i Telia, for det er mere end et job. Vi er på en rejse sammen, og vi er gået fra at være ligesom den grimme ælling til at blive en smuk svane," siger han.

Og endelig er en rigtig god leder kendetegnet ved i gennemsnit at træffe flere rigtige beslutninger end forkerte, forklarer Jesper Brøckner.

"Gør man det, så sikrer man medarbejderne et godt og sikkert sted at arbejde, man sikrer tilfredse kunder, og så er sidegevinsten, at man får lov at sidde på posten efter otte år," siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere