Fast forvalg med forbehold

Langt fra alle virksomheder har gavn af at tilmelde sig fast forvalg hos Tele Danmark og dermed slippe for at taste forvalgskoder. Også private skal se sig godt for, da forvalget ikke kan splittes op i indlands- og udlandssamtaler.

Af Magnus Bredsdorff

Selv om de nye teleselskaber har stor succes med at få kunderne til at droppe forvalgskoderne og lede alle samtaler gennem deres net, så skal virksomhederne kigge sig godt for, inden de melder sig til ordningen. Fast forvalg, også kaldet fast operatørvalg, blev indført herhjemme ved årsskiftet.
– De mellemstore og mindre virksomheder vil i stort set alle tilfælde være bedst hjulpet ved at mikse to-tre telefonselskaber på en gang, mener salgsdirektør Jan Olsen fra den rådgivende virksomhed Tele-Mægleren.
– Intet telefonselskab kan være bedst og billigst på alle områder, ligesom intet supermarked har de bedste og billigste varer. Derfor vil fast operatørvalg i mange tilfælde være en hindring for at få den billigste telefoni, tilføjer han.

Ingen skelnen
Tele-Mæglerens forbehold over for fast forvalg skyldes særligt, at kunderne ikke i praksis kan tilslutte sig flere telefonselskaber i forhold til, hvor samtalen går hen. Ifølge Tele-Mægleren er konsekvensen for virksomhederne, at det er langt mere fleksibelt at styre trafikken via programmerbare omstillingsborde eller særlige bokse, der kan lede samtalerne hen til det billigste teleselskab.
De danske telekunder har i teorien mulighed for at vælge forskellige teleselskaber til indlands- og udlandssamtaler uden at skulle taste forvalgskoder. Det pålægger lovgivningen teleselskaberne at tage højde for i deres aftaler om samtrafik.
Men ifølge Tele-Mægleren er de to altdominerende konkurrenter til Tele Danmark. Telia og Tele2, ikke interesseret i fast forvalg til enten indland eller udland. Vil deres kunder benytte fast forvalg, skal det være til alle samtaler. Så kan de taste forvalg før eksempelvis udlandssamtalerne, hvis de vil benytte et tredje teleselskab.
At reglerne pålægger teleselskaberne at indgå aftaler, som tager højde for fast forvalg kun til indland eller udland, selv om selskaberne ikke behøver at tilbyde kunderne det, ser kontorchef Sune Rahn fra Telestyrelsen intet ulogisk i.
– Det er logisk nok, at hvis et selskab kun vil tilbyde kunderne udlandstelefoni med fast forvalg, så har aftalerne taget højde for det, forklarer han.
I det tilfælde må kunderne så benytte den gammeldags forvalgskode til indlandssamtaler, hvis de vil slippe uden om Tele Danmark.

To skridt frem og to tilbage
De indviklede procedurer i forbindelse med fast forvalg får markedsdirektør Steffen Hindkjær til at tale om, at de nye regler betyder to skridt frem og to tilbage for de danske telekunder.
Op mod en fjerdedel af danskerne har endnu slet ikke mulighed for at benytte fast forvalg. De er sluttet på en telefoncentral hos Siemens, som mangler en opdatering af softwaren. Derfor har Tele Danmark fået udsættelse til sommer med at indføre fast forvalg på den type centraler.
Det har fået Tele2 til at reagere. Selskabet tilbyder kunder på Sjælland, der er sluttet til Siemens-centralerne, en boks til at slutte til telefonen. Boksen sørger for automatisk at indsætte forvalgskoden 1001, før nummeret, så alle samtaler går via Tele2 ligesom med fast forvalg.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere