Fremtidens telefonboks har set dagens lys i London på Waterloo Station, England. Teleselskabet British Telecom har opstillet den første af 1000 offentlige "multi-telefoner" med en touch-skærm og højhastigheds Internetopkobling.
- Det er første gang, at alle i England vil få muligheden for at bruge online tjenester døgnet rundt, siger direktøren for British Telecoms mønttelefoni, Malcolm Newing til BBC News.
Prisen for at surfe frister dog ikke til lange seancer på nettet. Mindstetaksten er et pund ? altså knap tolv kroner ? for ti minutters Internet-adgang. British Telecom begrunder den høje pris med, at det har kostet selskabet mange penge at udvikle telefonen. Desuden kan brugerne gratis få de seneste nyheder, sportsnyt med mere uden at gå på nettet.
Multitelefonen har fået navnet "Caprice", og er en videreudvikling af de skærme med Internetadgang, som allerede findes på en række større hoteller og i lufthavne.
Caprice består af en 12 tommer trykfølsom farveskærm. På den kan brugerne taste webadresser ind og sende email via British Telecoms portal. Maskinen er koblet op med en ISDN2 forbindelse, som gør det muligt at ringe og surfe på samme tid og med 64 K bps.
Senere i år bliver telefonen udgivet med flere faciliteter.
- Videotelefoni: Se den, du snakker med på skærmen
- Video email: Tag et foto af dig selv, og vedhæft det dine email.
- Lokal vejviser: Få at vide hvor du befinder dig, og få hjælp til at planlægge en rute derfra
- Indbygget printer
- Gratis nummeroplysning: Søg efter telefonnumre med mere på skærmen.
Caprice-apparaterne vil blive placeret der, hvor der er den største trafik af mennesker, det vil sige på togstationer, i lufthavne, på rastepladser og i butikscentre. Samtlige 1000 "multitelefoner" skal være på plads i marts måned år 2000.