Det går fremad med stormskridt for Tele2. Selskabet tabte kun 72 millioner kroner for finansielle poster i første halvår.
I første halvår sidste år var Tele2?s tab 63 millioner kroner. Fremgangen skyldes derfor, at omsætningen er næsten fordoblet fra 198 millioner kroner i første halvår sidste år til 379 millioner kroner i dette års første seks måneder.
Det betyder, at mens Tele2 sidste år tabte en krone, hver gang selskabet omsatte for tre kroner, så er tabet i år begrænset til en krone for hver femmer i omsætning.
Men Tele2 har også store ambitioner for årets regnskab, nemlig noget så usædvanligt i branchen som et nul på bundlinien. Det har hele tiden været det svenske moderselskab, Netcoms, målsætning.
I halvårsregnskabet skriver Netcom nu forsigtigt, at resultatet afhænger af de danske samtrafikpriser. På det punkt er det ikke nok med Tele Danmarks beskedne prisændring. Tele2 håber på 30 procent.
? Vi er godt klar over, at det ikke bliver let at nå nullet i år. Det kræver flid, dygtighed og held, siger salgs- og marketingdirektør Viggo Janum.
Tele2 går dog ikke i defensiven, selv om det trækker ud med at få samtrafikpriserne ned. Selskabet lukker i stedet det hul, som det hidtil har haft i Jylland.
Jyderne får nu mulighed for at ringe lokalt med Tele2. Hidtil har de kun kunne ringe på tværs af landsdelene. Hos Tele2 er hele Jylland og Fyn ét lokaltakstområde.