Af Malene Grouleff, IDG Online
Kunstig virkelighed i tre dimensioner, der giver en naturtro oplevelse. Det er, hvad et nyt center i Kongens Lyngby vil sælge til virksomheder og institutioner i Europa fra foråret 2000. Centret med navnet VR-C er et produkt af en samarbejdsaftale mellem UNI-C og DTU.
- Det nye virtual reality center er et ambitiøst initiativ, som vi er stolte over at huse. Centrets faciliteter vil give vore studerende og forskere en unik mulighed for at dygtiggøre sig inden for virtual reality teknikker og anvende disse på løsning af komplicerede ingeniør-faglige problemstillinger, siger prorektor Knut Conradsen på Danmarks Tekniske Universitet
VR-C forestiller sig at sælge 3D-ydelserne til projekter inden for produktionsplanlægning, produktudvikling, arkitektur, byplanlægning, kunst og sundhedsvæsnet.
Selve centret indeholder to muligheder for præsentation af 3D: En interaktiv 3D?biograf og et rum, hvor tre personer kan bevæge sig rundt med virtual reality-hjelme på. Personerne vil på samme tid kunne opleve en kunstig og den virkelige verden.