Fire ugers uafbrudt drift uden væsentlige nedbrud, for lange svartider eller andre tekniske problemer sætter endeligt punktum i den årelange udvikling af et nyt system til arbejdsformidlingerne. Direktør Ingelise Bogason fra CSC, der er ansvarlig for systemudviklingen af Amanda, skrev i en intern meddelelse på virksomheden, at Amanda har bestået i fornem stil.
? Det gik rigtig godt ? med både oppetid og svartider, og vi har ikke kørt forfra. Vi er meget glade for at bestå i første forsøg, siger Ingelise Bogason med henvisning til, at Amanda skulle have været til re-eksamination, hvis der havde været nedbrud på grund af applikationen.
Arbejdsmarkedsstyrelsen bekræfter, at Amanda har kørt uafbrudt, siden driftsprøven begyndte midt i august, men vil nu have mulighed for at granske tallene og skrive en endelig rapport i løbet af de næste par uger.
Den succesfulde drifts-prøve var den sidste afgørende knast, før CSC endeligt kunne aflevere Amanda til Arbejdsmarkedsstyrelsen.
? Systemet er nu afleveret, og CSC har opfyldt kontrakten, bekræfter Ingelise Bogason.
Amanda gik i udbud i foråret 1995, og ifølge de første planer skulle systemet afleveres i 1998. CSC afleverede i stedet Amanda med mere end et års forsinkelse den 6. oktober sidste år, men Arbejdsmarkedsstyrelsen accepterede ikke kvaliteten og leveringen og krævede bod. Imidlertid har styrelsen frafaldt kravet om erstatning, og i det sidste års tid har arbejdsmarkedsstyrelsen selv betalt for ændringer og forbedringer på systemet.