Af Kim Ingemann, Computerworld Online
Salg af kunst via Internet
På NetGallery.dk kan man købe billedkunst skabt af en række danske kunstnere, deriblandt Tom Krøjer, Peter Omann og Preben Franck Stelvig. NetGallery.dk har udvalgt kunstnerne, og billederne sælges i samarbejde med dem, så værkernes ægthed sikres. NetGallery.dk sælger kun værker, der står i kunstnernes atelier, så sitet ikke kommer i konkurrence med danske gallerier. Der udbydes i øjeblikket 450 kunstværker, og det forventes, at de skal suppleres af op mod 10-15 nye kunstnere om måneden.
Håndholdte radikale
Det radikale Venstre har nu som det første danske parti produceret en særlig hjemmeside til håndholdte computere. Man kan nu få radikale nyheder indlæst på sin håndholdte samtidig med, at computeren indlæser e-mails, aftaler og opgaver. Så nu kan man blive radikal i toget, bussen og alle andre steder, når man er på farten. Den nye service er oprettet i samarbejde med www.avantgo.com, der leverer gratis software til denne funktion.
Viatone.com og Martian i samarbejde
Online-pladeselskabet Viatone.com og det traditionelle selskab Martian Records går nu sammen om at lancere og promovere ny og original musik på nettet og på cd. De to selskaber mener selv, at de viser vejen for udviklingen på området: Samarbejde er bedre end krig mellem MP3-udbydere og pladeselskaber. Samarbejdet udmønter sig den 13. november i udgivelsen af debut-cd?er med de danske bands Ørtz og Mofus.
Viatone.com er finansieret med hjælp fra Erhvervsfremme Styrelsen via Teknologisk Innovation. Det er på længere sigt planen, at Viatone.com skal udbyde andre digitale varer.
NetBorger.dk udregner boligstøtten
En ny tjeneste på NetBorger.dk forøger borgernes elektroniske selvbetjening. Den halve million husstande, der har krav på boligstøtte, kan selv beregne størrelsen af støtten direkte på nettet. Det er Kommunedata, der står bag tjenesten.