Af Daniel Bergsagel, Computerworld Online
Syv personalebanker bliver filialer af Lån & Spar Bank. De ser dagens lys i løbet af de næste måneder, skriver Jyllands-Posten mandag.
Konceptet er, at ansatte i virksomheder og medlemmer af fagforbund får adgang til deres egen bank med alle muligheder inklusive betalingskort og realkreditlån via BRFkredit.
Virksomhederne og forbundene kan selv bestemme navn og hvilke varer, der skal tilbydes kunderne.
To af bankerne er åbnet: Politibanken dækker Politiforbundets medlemmer, og Medlemsbanken er stiftet for medlemmer af Erhvervssprogligt Forbund. Begge banker tilbyder gratis Master Card med en kredit på 30.000 kroner. Næste bank bliver en bank for medlemmer af Dansk Jernbaneforbund.
Lån & Spar Banks administrerende direktør Peter Schou oplyser, at de nye banker etableres efter skelettet fra bankens egen netbank, Nextbank og derfor er særdeles billig i etablering og drift.