Hvis væksten i antallet af danskere med mobiltelefonabonnement fortsætter i samme takt, vil den 7. december blive en tele-historisk dag, ifølge Børsen. Den dag overhaler antallet af mobilabonnenter nemlig antallet af fastnet-telefonabonnenter. Det viser en fremskrivning af Telestyrelsens opgørelse for første halvår, hvor 3,9 millioner danskere havde en mobil i bæltet, inderlommen eller baglommen. Fastnettelefonen bliver passeret, når tallet når op på 3,91 millioner mobiltelefonabonnenter. Ifølge Telestyrelsen har 68 procent af danskerne en mobiltelefon. Til DR Radioavis siger teleanalytiker Torben Rune, at fastnettelefoner i fremtiden kun bliver noget, man møder i erhvervslivet. (kelmo)