Indhold
5. august 1998: Man siger, at verdens befolkning kan stå på Bornholm. Om det er sandt eller ej, finder vi nok aldrig ud af. Til gengæld blev det idag endeligt dokumenteret, at den danske IT-presse og et par mere kunne være i de trange festlokaler på Allegade i Frederiksberg ved København, hvor Microsoft præsenterede det, så mange har ventet på så længe: Den danske udgave af Windows 98.
Hårdt presset kunne man nok få størstedelen af de fremmøddte til at indrømme, at det de i virkeligheden kom for, hverken havde noget med maden eller det gratis Windows anmeldereksemplar, som ventede for enden af tunnelen, at gøre. De kom med et lille håb om, at årets vigtigste præsentation skulle gå galt, med blå skærme og Generelle Beskyttelsesfejl i stor stil, og redde agurketiden for en stund.
Og der var rent faktisk et meget klassisk systemkollaps. Pressen vågnede gevaldigt op - ja, vi var flere, som ligefrem jublede. Lige indtil det viste sig at være en happening, en arrangeret, ussel spøg fra Microsofts side. Så sank vi atter tilbage i stolen igen, skulede til vores halvtomme glas og gik i venteposition, selv om vi godt vidste, at det nok ikke ville blive vores dag.
At Windows 98-lanceringen var en begivenhed af en eller anden betydning blev understreget af, at flere journalister rent faktisk havde afbrudt deres ferie for at kunne deltage. Faktisk var tilstrømningen så stor, at 20 minutter efter programmet skulle være igang, forsøgte nyankomne stadig at tilkæmpe sig selv det mindste stykke terræn, ude i entréen til mødesalen, som forlængst var udgået for både sidde- og ståpladser.
For én bestemt person havde præsentationen ihvertfald betydning. Microsofts nye direktør, Jens Winther Moberg, der havde sin direktør-debut foran et større publikum, som han straks lovede en nemmere, sjovere og i det hele taget bedre computeroplevelse.
Moberg fortalte blandt andet, at det nu ville blive betydeligt nemmere at holde sit system opdateret med nye drivere.
- Man går på Internet og henter dem, og så tager Windows 98 hånd om resten, forklarede han om den nye opdaterings-wizard, som bare er en nyhed, der skal holde styresystemet trimmet.
Moberg fortalte, at Microsoft havde testet de 16 millioner linier Windows-kode i over 2,5 millioner timer - det er 280 mandår, hvis nogen skulle spørge.
Moberg forventer også, at de nye hjælpefunktioner i Windows vil gøre det nemmere at løse problemerne uden at skulle involvere support. Han sagde, at i USA, som har solgt 1,5 millioner eksemplarer i løbet af de første 30 dage, er der kun halvt så mange Windows 98-opkald til Microsofts support, som tidligere med Windows 95.
Skulle nogen være helt ude af stand til at vente, så holder Unipro's forretninger iøvrigt åben fra midnat, hvor den danske Windows 98 debuterer.