Test: LCD-tv mod plasma
Det er ikke så forfærdelig længe siden, at LCD-tv var ensbetydende med elendig opdateringsfrekvens og et særdeles tvivlsomt kontrastforhold.
Men inden for de sidste to år er teknologien kommet stærkt igen, og navnlig LCD-tv i den lidt højere prisklasse leverer en billedkvalitet, der er sammenlignelig med de – traditionelt overlegne – plasma-baserede fladskærms-tv.
Derfor har PC World i denne artikel sat fem LCD- og et enkelt plasma-tv stævne for at se, nøjagtig hvor gode modellerne er, når de sættes overfor hinanden.
Kravet til LCD-producenterne var, at de skulle stille med HD Ready tv med en panelstørrelse på 37 eller 40 tommer til en udsalgspris på mellem 20.000 og 25.000 kroner.
...og så det rigtig dyre
Desuden inviterede vi danske Viewnet, der fremstiller det kendte kvalitetsmærke NAD, til at deltage i testen.
Ganske vist stod Viewnets billigste LCD-tv i størrelseskategorien til knap 37.000 kroner. Men dette gav os mulighed for at se, hvilket kvalitetsspring man kunne forvente, hvis man valgte en model inden for den decideret kostbare kategori.
Ud over de deltagende producenter blev Samsung og Hitachi inviteret, men kunne af forskellige årsager ikke deltage.
Det deltagende plasma-tv stammer fra Pioneer, der som den eneste tv-producent på det danske marked har valgt udelukkende at satse på plasma-teknologien.
Prismæssigt ligger dette tv i tråd med flertallet af testens øvrige deltagere og kan derfor bruges som et pejlemærke for, hvilken plasma-kvalitet, man kan forvente i prisgruppen.
Stortest med HD-signal
De fleste, der på nuværende tidspunkt køber fjernsyn i denne relativt høje prisklasse, gør det med tanke på at vise High Definition-indhold eller i hvert fald digitale tv-signaler.
Så for at teste fjernsynene simultant med ens HD- og digitale Standard Definition-signaler satte vi samtlige tv op ved siden af hinanden med hver sin identisk indstillede HD Selector Boks i TDC Kabels TV's kontorer på Amager Strandvej.
På denne måde kunne vi se ens signal på samtlige tv på én gang og dermed vurdere apparaternes individuelle styrker og svagheder.
Denne opstilling gav os en enestående mulighed for at observere apparaterne under praktisk talt optimale forhold.
TDC Kabel TV transmitterer således kanalen C More HD TV som 1080i signal, og det ventes, at enten denne eller 720p-standarden bliver de dominerende indenfor HDTV-transmission, når HDTV inden for det næste års tid bliver andet og mere end et teknisk interessant kuriosum i det samlede tv-udbud.
HD-indhold på vej
Så længe behøver man dog ikke vente på HD-indhold som sådan.
Producenterne begynder i disse måneder at sende de første Blu-ray- og HD-DVD-afspillere på markedet til priser på omkring 10.000 kroner.
Inden for et års tid kan vi endda forvente, at afspillerne er nået ned i en prisklasse, hvor de fleste kan være med.
Allerede til foråret kan man dog købe PlayStation 3 med indbygget Blu-ray-drev til omkring 5.000 kroner, mens Microsoft lancerer et eksternt HD-DVD-drev til Xbox 360; det ventes at koste cirka 1.500 kroner.
De optiske medieformater er interessante, fordi man herved kan se film uden at skulle betale dyrt for det indtil videre meget smalle HDTV-udbud fra kanaludbyderne.
Desuden vil de nye højkapacitetsformater hver især vil kunne rumme film i den meget datatunge og ekstremt detaljerede 1080p-standard, som ingen af tv-stationerne ventes at tage i brug.
Sådan testede vi
Inden testen kalibrerede vi hvert enkelt fjernsyn via en række prøvebilleder, farve- og gråtone-skalaer samt testklip i Standard Definition, som vi transmitterede fra en dvd-afspiller, der var koblet til test-fjernsynene via en HDMI-splitter.
Denne indstilling fintunede vi løbende, så tv-apparaterne stod optimalt under visning af både HDTV og indhold i Standard Definition.
Alle fjernsyn blev derefter koblet til hver sin HD Selector-boks fra TDC Kabel TV, hvorved vi kunne se identisk signal på alle fjernsyn under testen.
Hvert tv blev bedømt efter følgende kriterier
Billedkvalitet (vægt 50)
Her vurderede vi, hvor flot billedet stod under forskellige forhold. Herunder om farverne stod klart, om billedet var plaget af støj eller ej, om kontrasten blev oplevet som god, samt om betragtningsvinkel og responstid blev oplevet som acceptabel.
Betjening (vægt 25)
Vurdering af menusystemets brugervenlighed, fjernbetjeningens opbygning, behov for løbende indstilling under skiftende omstændigheder for at opnå optimal billedkvalitet.
Udstyr (vægt 15)
Vurdering af antal videotilslutningsmuligheder, antal tunere (om apparatet kun havde analog tuner eller også var udstyret med en eller flere digitale ditto). Desuden indgår panelets opløsning også i denne vurdering, naturligvis efter devisen at høj opløsning tæller positivt.
Design (vægt 10)
Vurdering af fjernsynets konstruktion og visuelle udtryk.
JVC LT-37M70BU
Samlet vurdering 69/100
Målt på sin rene billedkvalitet ved visning af HD-indhold ligger JVC LT-37M70BU meget på linje med Philips’ deltager. Farverne står klart og flot uden uhensigtsmæssige tab af dybde og kontrast.
Desuden koster de to fjernsyn i skrivende stund det samme. Så om end dén detalje ændrer sig hurtigere end efterårsvejret i takt med slagtilbud og andre munterheder, skal det ikke være prisen, der afgør ens valg.
Man kan måske i stedet lade sig lede af sine personlige designpræferencer, og her fremstår JVC’s deltager alt i alt en smule mere diskret.
JVC-fjernsynet er ligeledes nemmere at betjene end eksempelvis konkurrenterne fra NAD og Pioneer. Men det mangler stadig Philips smarte "indstillings-wizard", gennemførte menusystem og den flotte fjernbetjening, vi finder hos både Sony og Philips.
Til gengæld er autoformat-funktionen ret velfungerende og rammer oftere plet end navnlig Philips elendige ditto.
Omvendt mangler fjernsynet den DVB-T-tuner, som næsten alle testens øvrige fjernsyn er udstyret med. Om dette er en parameter eller ej, må være op til den enkelte; en ekstern tuner koster trods alt kun et par hundrede kroner på udsalg.
Som på alle andre testdeltagere krævede det en del ekstraindstilling at tilpasse fjernsynet, så det viste en acceptabel Standard Definition. Også selv om signalet som i vores testopstilling kom fra en ekstern, digital settop-boks.
Men når det er sagt, håndterede JVC-fjernsynet de – sammenlignet med High Definition input – underlødige Standard Definition tv-signaler ganske flot, og der skulle ikke meget tuning til, før det så helt fornuftigt ud.
Loewe Modus L 37
Samlet vurdering 69/100
Bestykningen fejler ikke noget på dette tv fra tyske Loewe. Som flere andre deltagere har også dette tv indbygget DVB-T-tuner til modtagelse af signaler fra det digitale, jordbaserede sendenet.
Men som eneste testdeltager har det tillige DVB-C-modtager, så man kan modtage digitale tv-signaler fra eksempelvis Stofa eller TDC Kabel. Her er praktisk nok også et CA-slot, så man kan sætte et smartcard fra signaludbyderen i fjernsynet og dermed skaffe sig adgang til kodede signaler.
DVB-C-tuneren er smart, selv om den næppe kan agere fuldfed erstatning for en settop-boks fra ens egen signaludbyder.
Der er nemlig ingen fælles standarder for, hvordan man opbygger elektroniske programguides og andre ekstrafunktioner.
Derfor vil man ikke kunne udnytte netværkenes fulde funktionalitet ved at bruge fjernsynets indbyggede DVB-C-tuner.
Tilføjelsen er dog alligevel en rigtig fin detalje, og det lykkedes da også at modtage alle kanaler på TDC’s kabelnet ved at bruge fjernsynets egen DVB-C-tuner samt et Smartcard fra TDC.
DVB-C-tuneren kan dog ikke modtage HDTV; denne mulighed får man først med en kommende Loewe-model i en noget højere prisklasse.
Menustrukturen er placeret som bundbjælke, hvor man – lidt PlayStation-agtigt – skal skifte mellem de forskellige indstillingsmuligheder ved hjælp af et lille joystick på fjernbetjeningen.
Det er en særpræget navigationsform, som kræver noget tilvænning. Til gengæld giver komplementerende tekster nær topbjælken gode råd om indstillingsmuligheder under de enkelte menupunkter, og det er en stor hjælp, hvis man skal gennemskue de mange indstillingsmuligheder.
Billedmæssigt glimrer Loewe ved et fint afbalanceret billede med en helt acceptabel dybde. Sortniveauet er på linje med det, Sony, Philips og JVC kan stille med, men er eksempelvis NAD klart underlegen.
Ligeledes har billedet en fin dybde og detaljerigdom og skal ikke justeres så ofte som de lidt mere krævende modeller fra NAD eller for den sags skyld Pioneer.
Med sin grå ramme og markante højttalerbjælke lever designet af Loewe Modus L 37 til gengæld ikke op til de øvrige testdeltageres udseende, men får fjernsynet til at tage sig temmelig billigt og anonymt ud.
Desuden skal Loewe-fjernsynet ikke have ros for sin betragtningsvinkel, der er testens ringeste. Allerede 30-40 grader til højre eller venstre for frontal betragtning bliver skærmen markant blåtonet.
Det er ikke godt nok, og vi observerede ikke blot tilnærmelsesvist samme problem på nogle af de øvrige deltagere.
Philips 37PF9631D/10
Samlet vurdering 76/100
En stor fordel ved Philips-fjernsynet er den indbyggede indstillingsassistent, der ved hjælp af en række testbilleder gør det ultralet at indstille farve, lys, kontrast og lydbillede, så det passer til brugerens personlige præferencer.
Her har Philips erkendt, at de færreste – desværre – gør sig den ulejlighed at ændre ved de elendige butiksindstillinger, og derfor er det gjort nemt at få mest muligt ud af tv’et. Menu og fjernbetjening er som vanligt for modellerne i Philips’ sortiment enkle og overskuelige at hitte rundt i.
Ligeledes slipper man for – som eksempelvis på NAD-fjernsynet – at skulle finindstille farver, lys og kontrast fra tid til anden. Har man én gang kalibreret fjernsynet, er det kun yderst sjældent, man griber til menuen for lige at fintune indstillingerne en ekstra gang.
Så også på den led er Philips-fjernsynet et af testens mest brugervenlige, lidt i stil med Sony og JVC, der også håndterer skiftende billedtyper pænt.
Dette sammenholdt med nogle nydelige, klare farver og flot detaljerigdom i både mørke og lyse partier gør nok Philips-fjernsynet til et af de mest alsidige og oplagte valg for almindelige brugere. Fjernsynet er desuden udstyret med Philips' såkaldte AmbiLight; paneler der projicerer lys i farver bag om og ud fra fjernsynet i takt med de skiftende farvetoner i det viste billede.
Virkningen er fascinerende og sært fængslende, men om den ligefrem fremhæver det viste billede, må være op til den enkelte at bedømme.
Til gengæld skal Philips have bøllebank for en virkelig skidt funktion til automatisk indstilling af billedformatet. Slår man den til – hvilket trods alt er det nemmeste ved tv-kigning – strækkes skuespillere i højden og bredden afhængig af fjernsynets aktuelle temperament.
Derfor tvinges man ofte ind i menuen, hver gang man skifter til et signal med et andet format end det, man lige har kigget på.
Sony KDL-40W2000
Samlet vurdering 75/100
Når man sammenholder et udvalg af fjernsynsmodeller, ligger Philips og Sony næsten altid i toppen målt på ren og skær brugervenlighed. Også her, hvor en velprioriteret fjernbetjening og et velfungerende menu-system gør Sonys deltager meget overskuelig at betjene.
Som testens eneste kan Sonys testdeltager med sin panelopløsning på 1.920 × 1.080 billedpunkter vise den største HD-standard, 1080p, i fuldt vigør.
Det er det, fabrikanterne – for virkelig at forvirre forbrugerne, der allerede har rigeligt med nye begreber at holde styr på – kalder Full HD.
Men fred være med det, for muligheden er særdeles prisværdig og vil komme til sin ret, når de nye optiske højkapacitetsmedier, Blu-ray og HD-DVD, bliver udbredt.
De optiske formater har nemlig masser af plads til at rumme de meget data-tunge 1080p-signaler, hvor tv-netværkene primært ventes at gøre brug af de mindre krævende 720p- og 1080i-standarder.
Det skal i øvrigt bemærkes, at en panelopløsning på 1.920 x × 1.080 ikke per automatik betyder, at fjernsyn kan gengive 1080p, men Sony har bekræftet, at det kan KDL-40W2000 altså godt.
Set ganske tæt på kan der forekomme en smule støj i billedet, muligvis på grund af panelets størrelse og høje opløsning sammenlignet med de lidt mindre 37-tommer paneler med 1.366 × 768-opløsning, vi finder hos JVC, Philips og Loewe.
Fænomenet er dog dels komplet umuligt at spotte på blot en meters afstand, dels er det ikke nær så udtalt som på eksempelvis Pioneer-fjernsynet.
Farvegengivelsen er endog rigtig flot. Men man gør sig selv den tjeneste at være meget konservativ i sin indstilling af lys og kontrast, hvis ikke billedet skal stå enten for udvandet eller anmassende.
Desuden vil man opleve at skulle justere fjernsynet fra tid til anden afhængig af billedets beskaffenhed, lidt i stil med NAD-fjernsynet, men dog ikke i samme udtalte grad.
Designet er klassisk diskret Sony-stil, hvilket i denne forbindelse er en ros. Sine 40 tommer til trods syner fjernsynet ikke stort. Den diskrete, matchende mørkegrå højttalerbjælke gør også sit til at fuldende indtrykket af en meget veldesignet enhed.
NAD DV102HD2
Samlet vurdering 74/100
Dette NAD-tv fremstilles af danske Viewnet og er betydeligt dyrere end de øvrige LCD-deltagere, men kom med efter at en af de store producenter havde meldt afbud.
Hvilket egentlig ikke var så galt endda, for det gav os lejlighed til at se, hvad man får for sine ekstra 10-15.000 kroner. Omvendt er det netop prisen på “kun” 37.000 kroner, der som det eneste træk ved dette tv afslører, at det ikke stammer fra B&O i Struer.
Rammen er opbygget i rent metal, højttalerbjælken i bunden er beklædt med sort stof, og et frontglas med hele seks refleksdæmpende lag står en centimeters penge ud fra panelet og komplementerer de øvrige elementer.
Endelig holder en grå alu-ramme sammen på hele molevitten. Her er endda tænkt på en plade til bagpanelet, der skrues på for at holde styr på ledninger og tilslutninger.
Man kan diskutere, om fjernsynet på et eller andet plan bliver en kende for imposant. Men i det mindste er der – selv i slukket tilstand – ingen tvivl om, at her er tale om et hundedyrt produkt.
Fjernbetjeningen er ligeledes tung og præsentabel. Den ligger godt i hånden, men der skal trykkes temmelig hårdt på knapperne for at få en reaktion.
Farve- og kontrastgengivelsen er meget flot. Man kommer imidlertid ofte ud for at skulle justere fjernsynets indstillinger afhængig af, hvilken type indhold, man ser, og hvor farvemættet, lys og kontrastfyldt den pågældende film er.
En indstilling, der står eminent, når Shrek og Æsel toner frem på skærmen, virker eksempelvis temmelig flad, når man ser Frodo kaste sig ud i en af sine tudeture i sin jagt efter Ringen.
Al denne fintuning vil rimeligvis irritere almindelige brugere, der bare vil have et tv, der står pænt under alle omstændigheder. Men er man entusiast (og det er man nok, hvis man køber et NAD-tv) vil man omvendt svælge i de ret avancerede billedindstillingsmuligheder, der giver den avancerede bruger let adgang til at fintune billedet optimalt under alle situationer.
En ret enestående billedmæssig kvalitet ved Viewnets deltager er, at fjernsynet er det af testdeltagerne, der viser sort flottest, samt at denne kvalitet ikke udvandes nævneværdigt sammenholdt med de øvrige tv-modeller, hvis man justerer lys og farve, så billedet står pænest.
Æren for dette træk skal formentlig tilskrives det særlige frontglas. Her bortfiltreres nemlig en stor del af det uønskede lys, der trods alt slipper ud gennem maskerne på det indbyggede LCD-panel – der for øvrigt fremstilles af Samsung.
Pioneer PDP-427XA
Samlet vurdering 65/100
Vi har inkluderet Pioneer i testen af LCD-tv for at have et tv baseret på den konkurrerende plasma-teknologi at sammenligne med.
Pioneer-tv’et besidder da også en række dyder, som LCD-modellerne endnu ikke kan leve op til. Billedets dybde er forbilledlig, og man ser i højere grad detaljer helt ude i de mørke og lyse billedpartier end på nogen af de deltagende LCD-modeller.
Det skal forstås således, at mørke og lyse detaljer ikke “drukner” i en sammensmeltning af næsten ens farvetoner. Samtidig står farverne som helhed virkelig flot og levende, og med rette indstilling er det decideret imponerende.
Det kan måske virke som en selvmodsigelse, når det omvendt konstateres at dette tv – der langt fra er Pioneers dyreste model – ikke håndterer sort og de helt mørke farvetoner lige så flot som navnlig NAD-fjernsynet.
For selv om man kan skelne lyse og mørke detaljer længere ude i spektret end på LCD-modellerne, er det som om, det mørke ikke står mørkt nok på Pioneer-fjernsynet.
Fænomenet var muligvis årsag til, at Pioneer-fjernsynet var det sværeste af samtlige deltagere at kalibrere efter et testbillede bestående af bjælker i gråtone.
Samtidig er der en ganske svag tendens til, at sort blåtones en anelse, og det kan også undre. Dette er dog formentlig kun mærkbart i vores testopstilling, hvor fjernsynene stod fysisk ved siden af hinanden. Ydermere bemærkes den svage blåtoning udelukkende, hvis hele eller næsten hele skærmbilledet stod enten meget mørkt eller helt sort.
Endelig oplevedes en tendens til, at de enkelte billedpunkter flimrede set på tæt hold. Dette så vi ikke i samme grad på hverken JVC, Philips, NAD eller Loewe.
Man kan diskutere, om fænomenet er synligt på Pioneer-fjernsynet på blot halvanden meters afstand, men nævnes skal det ikke desto mindre.
Designmæssigt tog fjernsynet kegler blandt de forbipasserende TDC-medarbejdere, der ikke sjældent nævnte Pioneer som deres foretrukne model målt på rent fysisk udseende. Fjernsynet er da også ualmindeligt diskret, og i vores testopstilling skilte Pioneer-fjernsynet sig ikke markant ud på størrelse.
Hvilket egentlig er prisværdigt taget i betragtning, at dets panel på 42 tommer var mere omfangsrigt end de øvrige deltageres.
Omvendt må det konstateres, at panelet med en opløsning på blot 1.024 × 768 billedpunkter halter efter det øvrige felt – og således ikke kan vise den “lille” HD-standard 720p uden at skære nogle linjer væk.
I praksis er det dog de færreste, der vil bemærke denne svaghed.
Betjeningen er relativt enkel, men dog ikke på nær samme niveau som deltagerne fra Sony og Philips. Man skal lede lidt for at finde de rette funktioner på fjernbetjeningen, men øvelse gør som bekendt mester.
Skema over alle tv
Her kan du se alle de testede fjernsyn i et skema, hvor der sammenlignes specifikationer.
Klik på på billedet for at se det i stort format.
Konklusion: Derfor vandt de
Det samlede felt var endog særdeles stærkt, og det er kun de allerfærreste, der ville være ked af at have investeret i et af de testede fjernsyn.
Kun på et enkelt LCD-tv oplevede vi problemer med betragtningsvinklen, mens ingen led under problemer med for lav opdateringsfrekvens, og det er i sig selv imponerende. Så skal der findes et par vindere, bliver det på marginalerne.
BEDST I TEST: Philips 37PF9631D/10
Med sit konsekvent flotte billede og eminent lette betjening lægger Philips sig lige nøjagtig i testens spids – skarpt forfulgt af Sony, som render med titlen Godt køb.
GODT KØB: Sony KDL-40W2000
Sony KDL-40W2000 er ikke testens billigste tv. Til gengæld er det imponerende, at man for "blot" 25.000 kroner får et så let betjent og veludstyret tv på 40 tommer, der tillige kan vise 1080p for fuld skrue.
