Test: Så skriv det dog ned!

Lad dig ikke narre af, at noteprogrammer lyder lige så spændende som en daggammel spandauer, for værktøjerne er ikke bare vanvittigt nyttige, men også usædvanligt nemme at komme ind på livet af. I nogle tilfælde er fornøjelsen endda gratis. Læs med her, hvor PC World tester to af slagsen.

Så skriv det dog ned!

I den støvede, gråmelerede krog af it-verdenens supermarked, hvor kontorprogrammerne holder til, er der de seneste år dukket flere spændende nye deltagere op på hylden.

Notetagningsværktøjerne er nemlig – modsat stort set alle andre nyskabelser i officeprogrammernes verden – både nyttige for almindelige mennesker samt meget nemme at betjene. Endelig er de langt hurtigere at arbejde med end de stadig mere altomfattende og funktionsspækkede kontorprogrammer af den gamle skole.

Microsoft var først på banen med programmet OneNote for knap fire år siden, mens Google efter noget tid fulgte efter med det, der på dansk kom til at hedde Google Notesbog. Hvor OneNote er en klassisk klient-applikation ligesom for eksempel Word, er Google Notesbog en webbaseret tjeneste ligesom Google Docs & Spreadsheets.

Fælles for programmerne er imidlertid, at de er eminente til at skrive notater, samle webclips, billeder og andre nyttige småting.

Det er ekstremt nyttigt i forbindelse med research, idéudvikling, ganske almindelig opgaveskrivning eller hvis du pludselig falder over en spændende artikel om specialstøbte tjekkiske modeltog.

Meget mere end tekstbehandling

"Jamen," vil nogle måske indvende, "er det så ikke bare sådan en slags halvbagte tekstbehandlingsprogrammer?"

Nej, ikke helt. Noteprogrammerne adskiller sig primært ved, at du let kan oprette og flytte rundt på enkelttekster og mapper, så de indgår i en logisk sammenhæng. Endda uden hele tiden at skulle bøvle med at oprette, navngive og gemme separate filer. Alle ændringer gemmes nemlig automatisk.

Du skal sådan set kun bekymre dig om at organisere dine noter, så du selv kan finde dem. Men selv hvis dén detalje glipper, kan du blot søge på nøgleord.

Du kan også indsætte billeder eller – i nogle tilfælde – tabeller uden at skulle bøvle med omformatering, sideplaceringer, margener eller andre tidskrævende finurligheder. Det er kort sagt meget intuitivt og klippe-klistre orienteret.

Samler alle informationer et sted

Lad os sige, at du skal organisere en polterabend. Du starter med at få skumle historier og inspiration ved at ringe til gommens kollega hos Carlos Autoskræl ApS samt et par tidligere klassekammerater og vennerne fra militærnægtertiden. Herefter får du tilbud fra otte-ti firmaer, der tilbyder alt fra brakmarksræs til fåreklipning. Endelig skal du lave en liste over indkøb og mulige deltagere.

Under almindelige omstændigheder ville du have samlet udkast til invitation, informationer, links, priser, billedmateriale, tidspunkter, deltagerliste og så videre i et tekstbehandlingsprogram. Det ville hurtigt blive en smule besværligt.

Enten fordi alt endte i samme – og stadig større – dokument. Eller også fordi du skulle organisere det i flere forskellige filer, som det kunne være stadig mere svært at huske, hvad de egentlig indeholdt.

Med et notesprogram kan du derimod holde det hele samlet på en måde, så du med et enkelt klik kan åbne eller lukke netop de informationsmapper, du har brug for. Alt sammen på en brøkdel af den tid, det ville tage at åbne eller lukke en almindelig tekstfil.

Gode og dårlige programmer

Der er i dag flere notesprogrammer på markedet, og som med mange andre produkter spænder de fra det sublime over det rigtig udmærkede til det dybt miserable. I de første kategorier finder vi OneNote og Google Notesbog, og dem kan du læse mere om på de næste sider.

Er du derimod lidt af en it-masochist, er WordPerfect Lightning muligvis noget for dig i stedet. Du kan læse mere om programmet her (men sig ikke, vi ikke har advaret dig).

Microsoft Office OneNote 2007

Første udgave af OneNote kom på banen for små fire år siden som del af Office 2003-familien. Dengang var der ikke rigtig nogen, der opfattede programmet som andet end et kuriøst forsøg på at give salget af tablet-pc’er kunstigt åndedræt.

Selv Microsoft gjorde ikke meget væsen af det nye produkt, men ville langt hellere tale om spamfiltre, XML-koder og om – ikke mindst! – hvordan produkterne fra Redmond stadig var rigtig meget bedre end de konkurrerende programmer fra open-source hippiernes lejr.

Set i bakspejlet med privatbrugerens øjne, var OneNote imidlertid eneste rigtig spændende tilføjelser ved Office 2003, og med Office 2007 er også OneNote kommet i en ny version.

Men lad os først se på, hvad programmet egentlig er for en størrelse.

Alsidig virtuel scrapbog

I sin grundform kan OneNote sammenlignes med en scrap-bog, hvor du kan skrive tekster og klistre billeder ind på de sider, hvor der nu er plads. Siderne kan være uendeligt brede, men også – ligesom i et tekstbehandlingsdokument – uendeligt lange.

Det fine ved OneNote frem for eksempelvis Word er imidlertid, at alt gemmes automatisk. Desuden er det let at organisere dine notater i selvstændige notesbøger (øverste niveau), der igen er organiseret i sektioner og herfra enkeltnoter, der som sagt kan være lige så store det skal være.

Det er lynhurtigt at åbne noterne via programmets navigationspaneler, ligesom du også let kan kopiere informationer ind fra hjemmesider eller en hvilken som helst dokumenttype.

OneNote: Langt bedre overblik

Programmet har også en meget effektiv søgefunktion, ligesom du i den nye udgave let kan tegne tabeller, hvilket ikke var muligt i OneNote 2003. Ligeledes kunne det i OneNote 2003 være ret bøvlet at flytte og oprette noter, men denne del af programmet har heldigvis fået en ordentlig overhaling, så du i 2007-udgaven kan trække noter mellem enkeltsektioner.

I den nye udgave kan du ligeledes synkronisere noter på tværs af computere på samme lokalnetværk eller – hvis du sidder et sted, hvor der tilfældigvis er et SharePoint-netværk – også over internettet. Det er smart, hvis du arbejder på flere computere og gerne vil være sikker på at have samme opdaterede noter på begge maskiner.

Dog savnes stadig muligheden for at ”låse” enkeltnoter, så man ikke ad vanvare kommer til at slette eller ændre vigtige notater.

Men, om galt skal være, kan du blot lægge hele notesbøger eller enkeltnoter over på en USB-nøglering, for filerne er ganske små. Du kan også sende filer som tekst til Word eller Outlook via de indbyggede eksportfunktioner.

Desuden er her en række samarbejdsmuligheder, men de kræver naturligvis, at alle deltagere har OneNote 2007 på deres computere, og det er måske en kende optimistisk. Her er den gratis Google Notesbog-tjeneste nok mere velegnet.

Enorm alsidighed

Nævnes skal naturligvis også en tæt integration med Outlook samt mulighederne for at tage håndskrevne noter (dog ikke med dansk tekstgenkendelse) samt optage lyd og synkronisere optagelserne med sine noter.

Du kan også associere enkeltfiler som for eksempel mails, præsentationer eller tekstdokumenter med programmet, hvis du har behov for det. På den måde kan du let samle alle elementer af eksempelvis en større opgave eller et projekt i et og samme program, og det fremmer alt andet lige overskueligheden.

Og så videre.

OneNote 2007 er kort sagt enormt alsidigt. Men det bedste er faktisk, at det samtidig er meget tilgængeligt, fordi de avancerede funktioner ikke spærrer for udsynet til de værktøjer, man hyppigst har brug for.

OneNote har tillige den store fordel frem for Google Notesbog, at man kan arbejde med det, selv om der ikke er nogen netforbindelse. For eksempel i toget. Ulempen er naturligvis, at det koster penge. Men de er nu i dette tilfælde givet godt ud.

Hvad med den der online-lagring, Microsoft?

Til gengæld kunne det være rart, om Microsoft på et tidspunkt også gav almindelige mennesker mulighed for at synkronisere eller tage back-up af sine noter online.

Men det kommer måske, hvis og såfremt it-giganten får nusset sig sammen til at lancere den længe lovede lagringstjeneste, Live Drive. Men det har vist lige så lange udsigter som de lovede fordele ved Windows Vista Ultimate, og indtil da må vi nøjes med USB-nøgleringen eller lokalnetværket.

Det ændrer alt sammen ikke på, at OneNote 2007 er et stabilt, tilgængelig og fantastisk alsidigt stykke værktøj, som det er meget svært at leve uden, når man først har vænnet sig til det.

Skal man være en smule grov, kan man sige at OneNote – modsat visse andre Microsoft-produkter – fortjener en langt større udbredelse, end der indtil videre har været det til dels.

Men eftersom Microsoft har besluttet at inkludere programmet i den billigste Office 2007-pakke til privatmarkedet i stedet for Outlook, vil flere forhåbentlig også lære det at kende med tiden.

OneNote 2007 findes desuden i et par af de mere sjældne – men kostbare – Office-versioner (se selv produktoversigten her).

Programmet kan tillige anskaffes som selvstændig produktpakke til cirka 600 kroner. Det må betegnes som en temmelig skidt handel taget i betragtning at en fuld Office 2007 Home pakke med de stærkt forbedrede 2007-udgaver af Word, Excel og PowerPoint koster cirka 400 kroner mere.

Er du studerende eller lærer, begynder det imidlertid at ligne noget; så kan du nemlig downloade en fuldstændig lovlig OneNote 2007 kopi direkte fra Microsoft til blot 165 kroner - læs mere her.

Google Notesbog

De seneste par år har Google sprøjtet nye tjenester ud som skidt fra en spædekalv. Google Notesbog er en af slagsen og – som de andre Google-tjenester målrettet private brugere – indtil videre gratis at anvende.

Ligesom OneNote er Google Notesbog beregnet til at, ja, tage noter med. Det er nemt at oprette og organisere nye notesbøger, ligesom det er hurtigt at åbne og læse enkeltnoter fra en hvilken som helst computer.

Det er praktisk, hvis du jævnligt arbejder eller tager notater fra flere forskellige computere – eksempelvis hvis du er på rejse og kun har pc-adgang pr. netcafé. Eller hvis du som skoleelev eller studerende ikke har andre muligheder end at anvende de maskiner, institutionen nu engang stiller til rådighed eller vil lukke ind på deres netværk.

Let at dele noter

Samtidig kan du let dele noter med andre, så I kan arbejde i samme dokument uden at skulle sende filer frem og tilbage til hinanden. Alt, der kræves, er en internetadgang og en gratis Google-konto. Og eftersom tjenesten afvikles i browseren, er du ikke nødt til at downloade og installere noget som helst.

Denne universelle adgang er Google Notesbog’s suverænt største fordel frem for Microsofts OneNote. Her skal alle samarbejdspartnere som bekendt ikke blot have købt og installeret programmet, men også sidde på samme netværk eller have adgang til et SharePoint-udstyret netsted baseret på teknologi fra – surprise! – Microsoft.

Og så er Google Notesbog jo gratis, ikke at forglemme. Endelig kan den naturligvis også bruges, selv om du har Linux eller Mac.

Google Notesbog: Et lidt stift system

På andre områder løber OneNote imidlertid i cirkler om kombattanten fra Google.

Google Notesbog kan for eksempel ikke udvides til siderne, tjenesten understøtter heller ikke tabeller, og det er bøvlet at indsætte og flytte billeder, ligesom du heller ikke kan tilpasse deres størrelse. Du kan heller ikke associere enkeltfiler med dine note-projekter, men kan dog linke til sites, hvor du har læst noget spændende.

Ligeledes må du kigge langt efter en hel stribe af tilpasningsmuligheder og specialfunktioner, som du finder i OneNote og måske – måske ikke – har brug for.

Ligeledes er det i sagens natur umuligt at tage noter eller læse dem, hvis ikke du har netadgang.

Man kan sige det sådan, at har du allerede OneNote 2007 på computeren, vil du næppe anvende Google Notesbog i det daglige. Dertil er tjenesten en anelse for stiv i leddene.

På den anden side er det ganske enkelt genialt at have muligheden for at tage noter enten i ophøjet ensomhed eller i samarbejde med andre, uanset hvilken computer du og dine samarbejdspartnere tilfældigvis måtte sidde ved i dette øjeblik. Her har Google Notesbog sin store berettigelse.

Bedre filkontrol efterlyses

Det ville imidlertid være et stort skridt på vejen, hvis Google gjorde tjenesten tilgængelig som klientprogram, man kunne downloade.

På den led ville brugeren i højere grad få ejerskab til sine data, flere tilpasningsmuligheder og – ikke mindst – adgang til at arbejde uden netforbindelse. Ikke helt ulig mulighederne med virksomhedens geniale Picasa-fotosoftware.

Men det ligger nok et stykke ud i fremtiden, selv om man naturligvis aldrig rigtig ved med Google, der som bekendt overgår selveste Apple i afdelingen for avanceret hemmelighedskræmmeri, skæg og blå briller.

Allerede i dag kan du dog hente en browser-plugin – til både Firefox og Internet Explorer – hvormed du lynhurtigt kan tage noter og tilføje tekster fra et hvilket som helst website uden at skulle skifte vindue eller fane. Det er smart.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere