Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 18. marts 2002.
Compaq hævder at være de blandt de første med en prismodel, hvor kunden kun betaler for det, der er behov for. Men næsten alle konkurrenterne har haft lignende tiltag på dagsordenen. Og nogle endda i flere år.
Da HP i november 2000, et halvt år før Compaq lancerede Computing on Demand, præsenterede sin nye Superdome-server i New York, blev der ved samme lejlighed lanceret en prismodel, der skulle gøre maskinens datakraft og betaling mere fleksibel. Denne prismodel som i HP-
regi betegnes som "pay per use utility pricing" indebærer blandt andet, at kunder kan installere Unix-baserede Superdome servere og Intel IA-32 servere og betale for nøjagtig den kapacitet, de anvender. Dette er identisk med Compaqs senere annoncerede Computing on Demand, hvor brugere af AlphaServer og NonStop Himalaya servere kan få ekstra kapacitet installeret, dog uden at betale for det, med mindre den tages i anvendelse.
En anden spiller, der faktisk kom før både HP og Compaq med en utility-baseret prismodel, er Sun Microsystems, der hævder, at være dem der opfandt begrebet "capacity on demand". Sun har i flere år tilbudt kunder en model, hvor de udelukkende betaler for den kapacitet, de anvender. Det skete først på Suns store 10000 servere og senere på alle selskabets server-produkter. Sun arbejder også på at tilbyde services, hvor de, akkurat som Compaq, vil tilbyde kunder at drifte hele IT-infrastrukturen for en given kunde. For at opfylde det har Sun indgået partnerskaber med en række spillere, for eksempel EDS og Exodus, der begge er store inden for IT-services og drift.
Også spillere som IBM og CSC har været tidligt ude med utility-baserede prismodeller for software og en række andre IT-services. mca
