Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. april 2005.
Udbytte
Ved at deltage i udbuddet af it-systemet til udsatte børn og unge forventer Holbæk Kommune større overblik, bedre mulighed for at dele erfaringer, bedre beslutningsgrundlag og bedre økonomi.
Holbæk Kommune er en af de mange kommuner i Danmark, hvor udgifterne til udsatte børn og unge har udgjort en væsentlig del af det samlede forbrug. Derfor er kommunen med i arbejdet om at indføre et it-system til at gøre sagsbehandlingen bedre og mere gennemsigtig. I dag foregår behandlingen af sagerne meget individuelt, baseret på den enkelte sagsbehandlers viden og erfaring.
Når sagsbehandlerne i dag skal trække på tidligere erfaringer eller rapportere ledelsesinformationer videre, kræver det et dyk ned i papirarkivet. Alene på det område forventer økonomidirektør Erik Kjærgaard Andersen at sagsbehandlerne vil spare tid, og stemningen blandt det personale, som kommer til at arbejde med systemet, er meget forventningsfuld.
- Sagsbehandlerne er selv med til at føde kravspecifikationen, og de ved, de får et fagligt baseret system, som giver dem bedre mulighed for at trække på den viden, der findes andre steder. Meget af den tid de i dag bruger på at skubbe brune sagsomslag, kan de fremover bruge på det faglige område, siger Erik Kjærgaard Andersen.
Som økonomidirektør har han naturligvis en stor interesse i, at udgifterne ikke løber løbsk. På trods af de høje forventninger til det kommende system, forventer han dog ikke en økonomisk gevinst fra dag et.
- Vi har høje forventninger, for i dag famler vi i blinde og prøver os frem. Det her projekt skal være kontakten, der giver lys, så vi kan opgøre effekten af vores indsats, og se hvad det koster. Jo større overblik, desto bedre beslutningsgrundlag. Vi tror ikke, det her system er tilstrækkeligt, men det er helt sikkert nødvendigt, siger Erik Kjærgaard Andersen.
Billedtekst:
Det her projekt skal være kontakten, der giver lys, så vi kan opgøre effekten af vores indsats, og se hvad det koster, siger økonomidirektør Erik Kjærgaard Andersen, Holbæk Kommune.
Boks:
Udbud kommer til årsskiftet
Seks kommuner - Frederiksberg, Holbæk, Middelfart, Næstved, Roskilde, Silkeborg - har deltaget i forarbejdet med it-systemet til udsatte børn og unge og er næsten sikre på, at de vil være med til udbuddet. Men nogle steder kræver beslutningen yderligere behandling af de lokale politikere.
- Deadline for at være med var egentlig til påske, men nok deltagere er vigtigere end deadline, siger projektleder, Peter Sørensen, Socialministeriet.
Derfor forsøger man helt frem til årsskiftet at få flere kommuner med.
Selv om hverken kravspecifikation eller udbudsmateriale er skrevet, er Socialministeriet og Kommunernes Landsforening nået langt med beskrivelsen af, hvad systemet skal kunne.
Det skal bygges som et fagmodul, der hjælper sagsbehandlere med at styre arbejdsgange og foretage de nødvendige registreringer i sager om udsatte børn og unge. Systemet skal i høj grad kunne spille sammen med kommunernes eksisterende systemer.
For eksempel skal fagmodulet integreres tæt med kommunens ESDH-system, der blandt andet skal benyttes til sagsetablering, dokumenthåndtering og udveksling af information på tværs af myndigheder. Fagmodulet skal ligge oven på ESDH-systemet og være her, de fagspecifikke data registreres.
Derudover skal fagmodulet integreres med en række af kommunernes andre systemer, for eksempel løn- og økonomistyringssystem.
- Integrationen med de øvrige systemer ser jeg som den største udfordring, fordi der skal etableres flere snitflader. Kommunerne har to forskellige lønsystemer og fire-fem forskellige økonomisystemer, så der vil være en del individuelle tilpasninger, siger Peter Sørensen.
Socialministeriet og Kommunernes Landsforening vil forpligte sig til at vedligeholde den faglige metode, som systemet kommer til at bygge på.
- Det er vigtigt, at den metode, der bliver lagt ind i systemet, bliver vedligeholdt, og det forpligter vi os til at gøre. Det indebærer blandt andet en faglig begrebsudvikling og en standardisering på området, som kommer brugerne til gode, siger Peter Sørensen.
Udbuddet bliver gennemført som et fællesoffentligt udbud, men i modsætning til FESD-projektet bliver der ikke tale om at lave en rammeaftale. Der vil heller ikke blive afholdt en projektkonkurrence, for beskrivelsen af fagmodulet er allerede så fremskreden, at parterne forventer, at en konkurrence vil betyde unødvendig udskydelse og fordyrelse af projektet.
Der er afsat 10 millioner kroner til udarbejdelse af kravspecifikation og udbud, og de kommuner, der deltager fra start, får blandt andet tilskud til implementeringen af systemet.