Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. november 2006.
Når det virkelig gælder, er papir langt mere pålideligt end computere. Det gælder både i supermarkedet og i politik.
Hvis jeg må bede dig om at deltage kortvarigt i et tankeeksperiment:
Det er næste tirsdag. Du står i dit lokale supermarked og har lige betalt for dine varer. Du rækker hånden frem for at få bonen, og så siger kassemedarbejderen til dig:
- Vi er holdt op med at lave boner.
Du kommer i tanke om, at du faktisk har set et opslag, hvor butikken fortæller om dette store fremskridt i den moderne civilisation. Butikkens argumenter er selvfølgelig, at det sparer ressourcer - både til papir, printer og oprydning. Desuden er fejlprocenten på kassen nede på 0,001 procent, så udgifterne til bonerne er 20 gange større end fejlene ved kassen.
Det lyder fornuftigt - hvem går ikke ind for at spare ressourcer?
Men med posen i hånden på vejen hjem kommer du til at tænke på, at du faktisk ikke længere ved, om forretningen tog den rigtige pris for varerne, eller om priserne blev lagt korrekt sammen.
Godt nok tjekker du næsten aldrig din bon, og det er flere år siden, du sidst har fundet en fejl. Faktisk stoler du på dit supermarked. I hvert fald i den udstrækning, at du regner dem for de ærlige mennesker, som vi alle fundamentalt set er.
Men uden bon har du ikke længere nem mulighed for at tjekke noget.
En fejl i optællingen af dine indkøb vil være til at overleve. Men på tirsdag bliver der holdt en afstemning om dansk udenrigspolitik, og den bliver holdt uden boner.
Væsentlige dele af dansk udenrigspolitik - som beslutningen om hvilke lande vi skal i krig med - bestemmes som bekendt i USA. Der er dog ikke helt synkronicitet. Det tager som regel den danske regering to til tre uger at opdage kursskift i den amerikanske politik og rette ind efter dem.
I USA holder man midtvejsvalg på tirsdag. Hele Repræsentaternes Hus og en tredjedel af senatorerne er på valg. Hvis demokraterne vinder et eller begge kamre fra republikanerne, kan vi forvente et betydeligt skift i USA's og dermed Danmarks udenrigspolitik.
Over en tredjedel af de 100 millioner stemmer, der forventes afgivet, bliver talt op af elektroniske stemmemaskiner. Størstedelen af dem er uden det, man i USA kalder papertrail - altså en papirkvittering, der fungerer som ekstra optællingssikkerhed.
De elektroniske stemmemaskiner blev indført i stor stil i USA efter det katastrofale præsidentvalg i 2000, hvor man i over en måned ikke vidste, hvem der var blevet valgt til præsident.
Men mange amerikanere mener, at maskinerne er blevet indført for hurtigt og uovervejet. Da det foregår i USA, så er selve historien om, hvordan de blev indført, en røverhistorie af den slags, der forhåbentlig aldrig ville forekomme i vores mere civiliserede del af verden.
Det selskab, der fremstiller flest stemmemaskiner i USA, hedder Diebold. Det forventes, at de vil have omkring 130.000 maskiner i aktion ved det kommende valg. Firmaet har givet massive donationer til republikanske politikere på alle niveauer, og man kunne godt forestille sig, at der er en sammenhæng til deres dominerende stilling som sælger af stemmesystemer.
Pikante detaljer i denne del af røverhistorien er, at deres CEO i et støttebrev til republikanske vælgere i Ohio skrev, at han ville gøre alt for, at republikanerne vandt valget (udtalelsen faldt i forbindelse med præsidentvalget i 2004).
Desværre var der aldrig nogen, der spurgte ham nærmere ud. Men man behøver ikke at være særlig paranoid for at tro, at alt simpelthen betyder alt.
I 1996 skete der et spøjst sammentræf, da republikaneren Chuck Hagel vandt senatsvalget i Nebraska. Det var første gang i 24 år, en republikaner vandt i Nebraska. Han vandt endda i en del områder med mange sorte amerikanere, der traditionelt stemmer næsten hundrede procent demokratisk. Det samme år var han medejer og bestyrelsesformand for American Information Systems Inc. et firma, der laver stemmemaskiner. Deres maskiner optalte 85 procent af stemmerne i Nebraska det år. I 2002 vandt han endnu en overraskende sejr.
Diebolds stemmemaskiner er en slags tablet computere, der kører en modificeret udgave af Windows CE samt et specielt afstemningsprogram. Nogle af maskinerne kan kobles op i trådløse netværk, hvor en enkelt maskine udpeges til samlet optæller af stemmerne. Selve optællingen gemmes på flashkort i maskinerne.
De ansvarlige for valget har selvfølgelig tænkt sig om. Derfor kræver de blandt andet, at hver eneste version af softwaren bliver certificeret, før den bliver taget i brug. Men Diebolds teknikere har tit haft problemer med maskinerne og er flere gange blevet taget i at udskifte softwaren til en nyere - ikke certificeret - version, som kunne få maskinen til at køre.
Eftersom mange af de valgtilforordnede er ældre mennesker med meget lidt forstand på computere, så er de ikke de hurtigste til at fange sådan en overtrædelse af reglerne - hvis de overhovedet forstår, hvad den betyder.
Diebolds maskiner er blevet testet adskillige gange af uafhængige eksperter. Blandt andet viste en analyse fra Princeton-universitetet, at maskinerne let kunne inficeres af en virus, der lavede om på optællingen og, at denne virus kunne spredes til de andre maskiner i en kæde. Forskere fra Johns Hopkins-universitetet konstaterede simpelthen, at maskinerne ikke levede op til selv de mest minimale sikkerhedsstandarder, man ville forlange i andre sammenhænge.
Både Diebold og de valgtilforordnede har lavet fejl, der er så primitive, at de nærmest er tragikomiske, for eksempel:
Alle data på maskinerne bliver krypterede. Men på nogle af maskinerne har Diebold valgt at bruge én fast krypteringskode. Det giver selvfølgelig dem, der gerne vil bryde krypteringen, langt bedre tid og mulighed for at gøre det.
Flashkortene med afstemningsresultater må naturligvis ikke tages ud af maskinerne af en uatoriseret person. Så er det for nemt at fifle med dataene eller putte virus i maskinen.
Derfor er Diebold maskinerne forsynet med en lås. Ved en af de nævnte test var det planen at undersøge, hvor svært det var at dirke eller bryde låsen op. Stor var testernes overraskelse, da de opdagede, at låsen var samme type, som blev brugt til for eksempel barskabe på hoteller. Nøglen kunne bestilles over internettet, men var strengt taget ikke nødvendig, for låsen kunne dirkes op hurtigere end Egon Olsen kan sige Franz Jäger.
Men måske er selv det lige meget, for det viste sig, at maskinerne før valget ofte blev opbevaret i en trailer, der var låst med en almindelig cykellås - når de valgtilforordnede ikke bare tog maskinerne med sig hjem.
Maskinerne er plomberede - men kun med en plombe enhver kan købe på internettet. Listen over dumheder fortsætter og fortsætter. Man kommer uvægerligt til at tænke på Winston Churchills sarkastiske karakteristisk af amerikanerne:
"Amerikanerne vil altid gøre det rigtige - når de har prøvet alle andre muligheder."
Spørgsmålet er,om der findes en rigtig måde at gøre det på. Vil vi nogensinde komme dertil, at vi kan stole tilstrækkeligt sikkert på vigtige data som kasseopgørelser og stemmeopgørelser?
Data, der findes i en computer, er holdt op med at være fysisk sanselig information og derfor utroligt let at ændre på en måde, der er nærmest sporløs. Selvom papir kan forfalskes, så er det en meget mere besværlig proces. Lige præcis de fordele, der gør elektronikken perfekt til internet, elektronisk handel og meget andet kan gøre den uegnet til de ting, vi gerne vil gøre sikkert.
Historien om de amerikanske stemmemaskiner viser klart, at de største fjender af sikkerhed er dumhed og partsinteresser. Men den viser også, at sikkerhed for en stor del skal findes uden for maskinen. Det er nødvendigt med både fysisk sikkerhed, strikte standarder og uddannelse af brugerne.
Resultatet kan være godt nok til at få dig til at stole på din elektroniske kassebon. Men er det nok til at få dig til at stole på et korrekt opgjort valg, hvis modstanderen er massive politiske eller økonomiske interesser?
Og egentlig er vi vel først trådt rigtigt ind i den digitale alder, når vi har en sikkerhed på vores elektroniske data, der kan måle sig med den, vi har på en lille lap papir?
Princetonundersøgelsen (PDF): itpolicy.princeton.edu/voting/ts paper.pdf
Johns Hopkins- undersøgelsen (PDF) www.avirubin.com/vote.pdf
En mere omfattende gennemgang af stemmemaskiner findes her: www.votingmachinesprocon.org
www.blackboxvoting.org
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
OriginalModTime: 03-11-2006 11:20:59
