Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. december 2006.
Mange amerikanske soldater kommer hjem fra Irak og Afghanistan med psykiske skader. Forsøg tyder på, at nogle af dem kan helbredes hurtigt, paradoksalt nok ved hjælp af et krigsspil.
Asociale, nedbrudte og forpinte mennesker kan hjælpes med nogle få timers computerspil. Det lyder absurd, men foreløbige resultater fra amerikansk forskning er meget positive.
Granatchok kaldte man det i gamle dage, når et menneske var blevet overbelastet af alt for voldsomme oplevelser. Det var ikke nogen særligt accepteret sygdom, for der er det mærkelige med granatchok, at der kan stå en person lige ved siden, som oplever præcist det samme, og som går derfra uden mærkbare psykiske men.
I dag ved man meget mere om granatchok. Nu kalder man det PTSD - Post Traumatisk Stress Disorder - og man ved, at sygdommen hverken har med hypokondri eller kujoneri at gøre. Det er en alvorlig sygdom, som kan gøre mennesker til psykiske og sociale invalider.
De alvorligste tilfælde er dem psykologen Skip Rizzo beskæftiger sig med. Han er forsker på University of Southern California og har udviklet et eksperimentelt system til behandling af amerikanske soldater fra krigene i Irak og Afghanistan.
Skip Rizzo bruger dele af computerkrigsspillet Full Spectrum Warrior som et centralt element i behandlingen - og med bemærkelsesværdigt gode resultater.
Skip Rizzo forklarede mig, hvordan PTSD faktisk starter som en naturlig reaktion på en traumatisk oplevelse. Hvis vi alle blev undersøgt kort efter et trafikuheld eller en anden alvorlig hændelse, så ville de fleste af os blive diagnosticeret med PTSD. Af samme grund begynder man først at diagnosticere syndromet, når der er gået tredive dage efter begivenhederne. Hvis patienten ikke er begyndt at komme sig på det tidspunkt, så er han på vej ud i et PTSD-forløb.
Af de soldater, der kommer hjem fra Irak og Afghanistan, regner man med, at mellem femten og tredive procent har sygdommen i større eller mindre grad. Man ved fra erfaringer med Vietnamveteraner, at hvis det ikke bliver behandlet, så vil nogle af dem få livsvarige følger, som er meget alvorlige.
Sygdommen har fire hovedsymptomer, som vi faktisk kender ganske godt fra amerikanske film:
Der er genoplevelse eller flashback. Her bliver personen kastet ud i en genoplevelse af den traumatiske situation. Hvis en krigsveteran for eksempel sidder på en cafe og hører et knald fra en bil, så genoplever han en farlig situation på gaden i Irak. I de alvorligste tilfælde er genoplevelsen så virkelig, at han reelt ikke kan skelne, om knaldet fra bilen er et geværskud.
Mennesker med PTSD forsøger at undgå alt, der kan minde dem om deres ubehagelige erfaringer. Det er klart, at man ikke skal gå i dækning på en cafe ret mange gange, før man lærer, at det er en dårlig idé at sidde og vente på et knald fra en bil. Desværre er der mange ting i vores daglige masen rundt, der kan udløse den slags reaktioner. Derfor ender de fleste alvorlige tilfælde af PTSD med at trække sig helt væk fra det sociale liv.
Der er også en tendens til, at de ikke følelsesmæssigt bearbejder deres oplevelser. Det kan føre til følelsesmæssig afstumpethed, der igen er problematisk i et socialt liv.
Det sidste symptom mener Skip Rizzo er en reel fysisk ændring af hjernen, nemlig en særlig tilstand af hypervagtsomhed. Det kan måske lyde som en god ting, men mennesker med PTSD ser og reagerer på alt for meget i deres omgivelser. Derfor bliver de lette at forskrække, og de bliver irritable og rastløse.
Der er en tegn på, at hjernen bliver væsentligt omorganiseret under sygdommen. Hjernescanninger har vist, at de dele af hjernen, der har med frygt og stærke følelsesmæssige reaktioner at gøre, bliver mere aktive. Modsat bliver områder, der normalt virker til dæmpning af den slags reaktioner, mindre aktive.
De hidtidige behandlinger har kun været moderat effektive. Hvis man ikke behandler sygdommen, så udvikler 75 procent af dem, der blev diagnosticeret med PTSD efter en måned, det fulde syndrom.
Hvis de bliver behandlet med traditionel samtaleterapi og psykologisk rådgivning, er det stadig 65 procent, der ikke bliver raske. Med en terapi, hvor de genoplever de traumatiske oplevelser, er det kun 22 procent, der ender i den alvorlige version af sygdommen. Men de 22 procent er også ufatteligt mange mennesker, når forløbet af PTSD er så alvorligt.
Derfor er det præcist den del af patienterne, som Skip Rizzos eksperimentelle behandling har sigtet på - de værste og tilsyneladende uhelbredelige tilfælde.
Når patienterne skal genopleve deres traumer, vil man i den hidtidige terapi lade behandleren lede patienten tilbage i forløbet, så de efter nogle timers terapi nærmer sig de centrale oplevelser. Hvis det lykkes, kommer der et gennembrud, hvor patienten ender med at huske hele forløbet - de har ofte glemt eller fortrængt vigtige dele af det - og derefter kan man begynde den følelsesmæssige bearbejdning af oplevelserne.
Skip Rizzo tror, at mange af de tilfælde, hvor det ikke lykkes, skyldes patienternes besvær med at visualisere deres traumatiske oplevelser. Nogle af dem er slet ikke vant til at forestille sig ting på den måde. Andre forsøger på grund af deres sygdom aktivt at undgå at tænke på det igen.
Det er præcis der, computeren bliver så effektiv. Med passende virtuel reality behøver patienterne ikke at forestille sig noget som helst - i stedet kan terapeuten kontrollere, hvad de oplever.
Skip Rizzo og hans kolleger bruger et computerkrigsspil, fordi de får foræret et miljø, som fra start kan vise en tilstrækkelig realistisk udgave af den krig, som patienterne har oplevet.
For yderligere at styrke realismen nøjes patienterne ikke med at kigge på en skærm. De har 3D-briller og hovedtelefoner på. Samtidig er deres stol placeret på en vibrerende platform, der kan simulere jordens bevægelser fra for eksempel bombeeksplosioner.
Formentlig kunne en fuld simulation få patienterne til at bryde sammen på stedet. Derfor sidder terapeuten ved siden af patienten med en kontrolbrugerflade, hvor han kan lægge forskellige elementer ind i den virtuelle virkelighed.
Skip Rizzo forklarer, hvordan man typisk starter med en helt almindelig ørken, der kunne være hvor som helst. Når patienten har vænnet sig til det - og for nogens vedkommende er det mere end rigeligt som første skridt - så går man langsomt videre. Næste skridt kan for eksempel være, at der pludselig står en Humvee (militær køretøj, red.), som de kan sætte sig ind i, starte bilen - simulationen er så nøjagtig, at motorens vibrationer bliver simuleret af den platform, de sidder på.
Derefter tilføjer terapeuten så elementer som fjerne geværskud, eksplosioner og så videre. Til sidst når man frem til virkeligt traumatiske situationer som for eksempel, at den Humvee, der kører foran dem, bliver sprunget i luften.
Forsøgene er kun et par år gamle, så det er endnu for tidligt at sige noget sikkert om langtidsresultaterne. Men de foreløbige resultater - og en lille undersøgelse med lignende terapi af ofre fra World Trade Center katastrofen - er meget lovende. Det ser ud til, at næsten alle i restgruppen, som ellers ikke kan behandles, reagerer positivt på behandling med virtuel reality.
Behandlingen er endda forbløffende effektiv. Skip Rizzos patienter har i gennemsnit krævet tolv behandlinger for at nå en tilstand, hvor de virker helbredte.
Skip Rizzos forsøg har mindst tre meget interessante perspektiver:
For det første er det fantastisk, at man nu tilsyneladende kan helbrede en alvorlig psykisk sygdom, som har givet millioner af mennesker et elendigt liv - og vidunderligt, at det er så let. Når man får lavet passende virtuelle miljøer vil man formentlig også kunne hjælpe mennesker, der har været udsat for naturkatastrofer, trafikuheld, vold og lignende.
På en lidt bagvendt facon, så er Rizzos undersøgelser også et godt argument for endnu en gang at overveje computerspils skadelige virkninger. Rizzo bruger teknologien til at gøre de hypersensitive normale, men det er let at forestille sig, at spillene også gør de normale mindre sensitive og sænker deres tærskel for for eksempel voldshandlinger.
Endelig er der computeren som kognitivt redskab. Hvis virtuel reality kan bruges som en genvej til at løsne en psykologisk reaktion, som er så stærk, at den kan ændre hjernens fysiske opbygning, sætter det fantasien i gang med andre muligheder. Kan vi løse alle mulige sociale og psykiske problemer med virtuelle miljøer? Kan vi blive mere sociale, empatiske, sensuelle, energiske, intelligente?
Mere om Skip Rizzos arbejde her www.ict.usc.edu/contentview/31/84
www.defense update.comproducts/v/VR PTSD.htm
www.gruntsmilitary.com/forumviewtopic.php?t=2528&start=0
Jan Skøt skriver hver uge om grænsefladen mellem menneske og maskine - der hvor den digitale kultur tager form. Jan Skøt er cand.phil. i dansk med speciale i medieanalyse. www.skot.dk
Billedtekst: Rask Computerkrigsspillet Full Spectrum Warrior er et centralt element i behandlingen mod PTSD - Post Traumatisk Stress Disorder- og med bemærkelsesværdigt gode resultater.
OriginalModTime: 30-11-2006 14:37:52
