Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. august 2007.
Nicholas Negroponte er stifter og bestyrelsesformand i non-profit-organisationen One Laptop Per Child (OLPC). For at varetage projektet har han i øjeblikke orlov fra sit daglige arbejde på MIT Media Laboratory, hvor han er professor. OLPC-projektet er startet af Negroponte på Massachusetts Institute of Technology i Boston, og det går i al sin enkelthed ud på at fremstille en fornuftig, solid og børnevenlig bærbar computer til en pris på 100 dollar svarende til 540 kroner. Maskinen skal uddeles til fattige børn i udviklingslandene, så de kan få adgang til den digitale verden, som skal højne uddannelsesniveauet.
En af Negropontes kæpheste er, at problemer som fattigdom, fred og miljø kan løses gennem uddannelse, og OLPC-projektet har således ikke haft til formål at udfordre laptop-producenternes teknologi eller prispolitik, men at udvikle et produkt, til at dække et konkret behov.
Ud over OLPC-projektet er Negroponte kendt for at være pioner inden for computerrelateret design, og han har været medlem af MIT-fakultetet siden 1966. Han er desuden forfatter, bestyrelsesmedlem i Motorola og partner i en venture-kapitalfond, der har specialiseret sig i kapital til digitale firmaer.
Nicolas Negroponte, lederen af OLPC-projektet, blev mødt med betydelig skepsis, da han for snart to år siden fremviste nogle af de tidligste prototyper af OLPC'en.
"Er det ikke en fuldstændig urealistisk pris," lød spørgsmålet således fra fremmødte journalister under IDC's It Forum 2005 i Paris.
"Overhovedet ikke. Tænk på at små bærbare dvd-afspillere kan anskaffes til priser omkring 100 -150 dollar. Kigger man indenfor i sådan en dvd-afspiller, svarer den stort set til en lille bærbar pc, når man ser bort fra det manglende tastatur," lød Negropontes svar.
OriginalModTime: 16-08-2007 14:22:15