Silicon Valleys historie er også mikrochippens historie og dermed fortællingen om den moderne it-revolution. Uden den frugtbare dal i den sydlige ende af San Francisco bugten havde verden hverken haft mikroprocessoren eller den personlige computer - for slet ikke at tale om internettet, Facebook og alt det andet, som den digitale verden har beriget os med i de seneste år. Hele historien fortælles i dag i Intels eget museum i Santa Clara, hvor ComON fik en rundvisning mandag. Intel symboliserer måske mere end nogen anden virksomhed den udvikling, der er sket i Silicon Valley i det sidste halve århundrede.
Intel blev stiftet i 1968 af to udbrydere fra Fairchild Semiconductor i Palo Alto, Robert Noyce og Gordon Moore. På dette tidspunkt var de vigtigste komponenter til den moderne computer allerede på plads - nu handlede det om at få størrelsen reduceret. Transistoren blev opfundet allerede kort tid efter Anden Verdenskrig som erstatning for de dyre og skrøbelige vakuumrør. Men det var stadig nødvendigt at anbringe de forskellige elementer i kredsløbet hver for sig på en platine. Jo hurtigere computeren skulle arbejde, jo flere elementer var nødvendige, og det betød så igen at computerne blev større og større.
Det ændrede sig med det første integrerede kredsløb i 1958, hvor transistorer, modstande og kondensatorer er anbragt sammen på en lille halvlederplade.Verdens første mikrochip havde set dagens lys.
Og æren for denne opfindelse deles mellem Jack Kilby fra Texas Instruments og Intel-medstifteren Robert Noyce, der begge havde udviklet det integrerede kredsløb uafhængigt af hinanden. De to Intel-stiftere Noyce og Moore havde arbejdet for transistorens opfinder William B. Shockley og var med i den gruppe på otte ingeniører, som i 1957 dannede Fairchild Semiconductor. I 1968 tog de to så den måske vigtigste beslutning i deres liv - de forlod Fairchild og startede deres eget firma, Integrated Electronics, som i dag kendes som Intel. I første omgang skulle selskabet kun producere RAM-blokke. To år senere kunne Intel købe sit første stykke land, en tidligere pæreplantage på 10 hektar i udkanten af Santa Clara.
Det afgørende gennembrud kom i 1971 med den første mikroprocessor, 4004. Den havde hele 2.400 transistorer og skulle køre en gigantisk lommeregner. Til sammenligning findes der i dag processorer med mere end én milliard transistorer. Den første RAM-chip fra Intel havde en kapacitet på hele 1 kilobyte. En typisk computer anno 2009 indeholder måske 2 gigabyte eller to millioner kilobyte. Så er der sket meget i de sidste fire årtier.
Fra 1971 havde Intel dermed sin egen mikroprocessor, men denne forretning havde nu ikke stor betydning for firmaet, som stadig tjente de fleste af sine penge på salget af hukommelse. Der var trods alt grænser for, hvor mange lommeregnere verden havde brug for. Den personlige computer var ikke opfundet endnu. Den første mikrocomputer - altså en computer med en mikroprocessor som sin centrale regneenhed - kom først året efter og salget tog for alvor fart i slutningen af halvfjerdserne. I 1977 kom den første personlige computer, Apple II. Her var der ikke længere tale om et samlesæt for hobbybyggere, men om en færdigsamlet maskine med integreret tastatur og lyd.
IBM valgte en Intel-processor til sin første personlige computer i 1981 og denne beslutning havde stor betydning for Intel, som var under pres fra japanske RAM-producenter. Den ungarsk-fødte Intel-chef Andy Grove skiftede kurs og valgte at satse firmaets fremtid på mikroprocessorer. Dermed var Intels skæbne knyttet til den personlige computer - ligesom Microsoft havde satset sin fremtid på at levere software til computeren. Og det skulle vise sig at være en meget klog beslutning.
Den oprindelige personlige computer fra IBM fik hurtigt konkurrence fra et stort antal x86-kloner, men også her var det Microsoft og Intel, der leverede henholdsvis styresystem og processor - den berømte Wintel-alliance. IBM tabte, hver gang en ny klon-producent gik ind på markedet - men det var penge i kassen hos Intel.
Alligevel havde Silicon Valley-firmaet et problem. Navnet Intel var stort set ukendt udenfor branchen. Det ændrede sig med Intel Inside-kampagnen fra 1990, hvor firmaets navn for alvor blev slået fast i den brede offentlighed. Intel måtte dog også kæmpe med stigende konkurrence fra et andet Silicon Valley-firma, AMD i Sunnyvale, der også var stiftet af tidligere medarbejdere fra Fairchild Semiconductor.
For at kunne levere sin processor til IBMs personlige computer i 1981 måtte Intel opfylde kravet om, at der skulle være mindst to producenter af processoren, så Intel indgik en kontrakt med AMD om produktionen af 8086 og 8080 cpu'erne. Aftalen blev annulleret i 1986 og det førte til et længere retsopgør mellem de to selskaber. I mellemtiden havde AMD held til at etablere sine egne x86-kompatible processorer og selskabet fusionerede i 2006 med grafikkort-firmaet ATI.
Det har dog ikke for alvor truet Intels position som verdens største halvleder-producent, og denne dominerende position har ført til flere monopolsager mod selskabet.
I dag står de to chipgiganter i Silicon Valley foran den måske største udfordring nogensinde. Midt i finanskrisen er der faldende efterspørgsel efter nye hurtige processorer - faktisk skriger forbrugerne efter mindre, billigere computere. Det kommende Windows 7 er mindre hardwarekrævende end forgængeren. Alligevel fortsætter både Intel og AMD med at udvikle nye hurtige processorer - uden helt at kunne forklare, hvad de egentlig skal bruges til.
Intel fejrede sin 35-års fødselsdag i 2003, hvor Moore og Grove mødte op for at fejre fødselsdagen sammen med firmaets medarbejdere i Santa Clara. Moore og Grove talte til medarbejderne og plomberede en tidskapsel, som skal åbnes når Intel fylder 50 år i 2018. Kapslen indeholder det ypperste af Intels teknologier på daværende tidspunkt - men udviklingen i denne industri går så hurtigt, at disse genstande nok vil være klar til at komme på museum når Intel fylder 50 år.
ComON rapporterer i denne uge fra Silicon Valley
