Ifølge den engelske presse forsøger Bill Gates at forhindre, at www.billgates.co.uk bliver bortauktioneret for tæt på £ 2 mio. Arrangørerne af de olympiske vinterlege i Salt Lake City har mistet dele af deres budget på $ 1,34 mio. pga. uautoriseret brug af deres registrerede varemærker på Internettet.
Forestil dig, at en person registrerer sig som Poul Nyrup eller Michael Laudrup. Findes der regler, der kan forhindre noget sådant, eller skal vi blot vente på, at nogle laver dem for os?
Globalt findes der 275 millioner internetbrugere mod bare 40 millioner for fire år siden, og tallet forventes at nå 450 millioner ved udgangen af 2000, viser en undersøgelse ved navn The Face Of The Web.
Der opstår hele tiden nye problemer i forbindelse med cyberspace, men indførelsen af lovgivning og retningslinjer har ikke kunnet følge med den hastige vækst i brugen af Internettet.
Internettet har revolutioneret den måde vi driver forretning på, men mange teknisk begavede brugere har fundet smuthuller til lukrative områder, der bare venter på at blive udnyttet. Et af disse fænomener – Cybersquatting – som er relativt nyt, er i hastig vækst og kommer bag på mange.
Cybersquatting betyder, at man registrerer en virksomheds varemærke som domænenavn før virksomheden selv, udelukkende med det formål at sælge det tilbage til virksomheden til en skyhøj pris. Et domænenavn er en online-adresse eller en oversættelse af de tal, computeren bruger til at lokalisere en vært på Internettet.
Noget af det vigtigste for en virksomhed er dens varemærke – nogle beskriver det som deres virksomhedsidentitet, andre som deres omdømme. I den virkelige verden er en virksomheds værdi direkte forbundet med dens varemærke. I den virtuelle verden er en købsbeslutning ofte udelukkende baseret på et navns genkendelighed. Derfor er en virksomheds digitale identitet livsvigtig.
Derfor er cybersquatting en glimrende forretning.
Det ved cybersquatterne godt, og mens vi venter på, at der indføres lovgivning på området, har de masser af muligheder for at tjene en formue. Desværre kan cybersquatterne prøve lykken ved at købe en uendelig mængde navne – de behøver bare et for at få jackpot.
Med e-handlens eksponentielle eller eksplosive vækst og i takt med at websteder bliver livsnødvendige for en virksomheds image, er mange virksomheder villige til at betale op til 100 gange mere for at købe et eftertragtet navn hos cybersquatterne. Til gengæld koster det kun $ 49 at sikre et generisk domænenavn i to år, og det kan vise sige at blive en god forretning for virksomheden – hvis den kommer først.
Internetpiraterne skaber stor forvirring blandt forbrugerne ved at svække varemærkernes værdi, krænke online-rettigheder og skræmme virksomhederne bort.
Beskyttelse af domænenavne har allerede vundet indpas i USA, Europa og Asien. Virksomheder bør i højere grad være opmærksom på betydningen af dette og lære at beskytte deres egen digitale identitet, især hvis de har planer om global ekspansion.
Det første skridt er at registrere et unikt domænenavn, der består af to dele – et navn og et top-level domain (TLD). Hvis man tager Speednames.com som eksempel, er Speednames navnet og .com er det såkaldte TLD.
Der findes to slags TLD’er: landekode (ccTLD) og generisk kode (gTLD). Landekodedomæner fortæller om oprindelsesland (f.eks. .dk for Danmark, .fr for Frankrig, .de for Tyskland og .sg for Singapore) mens generiske domæner fortæller om, hvilket område den registrerede er aktiv inden for (.com for handel, .net for netværk og .org for organisation). Sidstnævnte domæner er ikke landespecifikke.
Manglende viden kan være nok til at spænde ben for mange virksomheder i kampen om domæner. Der er derfor stort behov for mere viden om cybersquatting, og om hvordan man beskytter sin digitale identitet. Den billigste og mest effektive løsning er at registrere det rigtige navn, før andre gør det.
Kampen er fløjtet i gang.
Du kan selv afgøre, om det er dig eller Internetpiraterne, der skal vinde kampen om retten til et navn.
Af Mickey Beyer Clausen
Medstifter & Vice President, Business Development
Speednames
m.beyer@speednames.com