En domstolsafgørelse sætter nu spørgsmålstegn ved, om Dansk Internet Forum (Difo) har myndighed til at afgøre stridigheder om domænenavne. Firmaet Digital Marketing Support har fået medhold i Landsretten i en strid om domænenavnet co.dk, skriver Jyllands-Posten.
Tilbage i 1997 fik firmaet godkendt domænenavnet hos Difo, men den private forening, som administrerer det danske navnerum, foretog senere en ændring af sine regler og ønskede derefter at slette domænenavnet.
Difo mente at co.dk kunne bruges til misvisende markedsføring, fordi bogstaverne co sammen med landekoden i en række lande bruges til virksomheders adresser. Difo fik medhold i Fogedretten, men firmaet kærede afgørelsen til Østre Landsret, som nu har afgjort at adressen ikke kan slettes.
I kendelsen fastslår Landsretten, at Difo ikke har dokumenteret sin ret til at slette domænenavne. Retten understreger også, at Difos vedtægter kun binder foreningens egne medlemmer, og blot fordi man betaler gebyr for et domænenavn, bliver man ikke automatisk omfattet af regelsættet.
Difo forsøger nu at få prøvet sagen ved Højesteret. Samtidig skal Difo forsvare sig i en anden sag, hvor advokat Jesper Søgaard har stævnet foreningen, fordi han mener at Difo forsøger at styre det danske navnerum med både lovgivende, udøvende og dømmende magt.