Informationssamfundet er over os, det kan ingen benægte. Ifølge Carsten Graff fører det til "Infoenza". Det har han skrevet en roman om, som for nylig udkom på Borgens Forlag. Carsten Graff har tidligere skrevet blandt andet "Samtaler med et træ", "Den indre elefantmand" og en mediekritisk børnebog "Sander Sige". Desuden holder han foredrag.
I bogens start møder vi Frank Santa (John når han er på Nettet), der er i trediverne og gift med Jane. Sammen har de børnene Ada og Babbage. Han er ledelseskonsulent og hjælper erhvervsfolk med at løse deres konflikter, men bliver hurtigt bidt af en gal computer, og tilbringer stadig mere tid foran computeren til sin kones store undren og irritation. I modsætning til Frank, kan hun ikke rigtig se ideen i computere. Det samme gælder Janes veninde Cleo der, adspurgt om hun er med på den elektroniske supermotorvej, svarer; "Jeg kører ikke på nogen motorvej før jeg ved hvor den fører hen"
Men Frank er ikke sådan at slå af pinden. Computere kan spare tid, masser af tid. Hvor til konen tørt svarer, at han kan bruge årevis på at spare nogle få sekunder. Selv børnene skal slæbes ind foran computeren for at de ikke skal komme bagud i forhold til de andre børn, forklarer Frank, hvorpå Ada spørger, hvor meget skal man vide for ikke at være bagud?
Frank tilbringer to år mere eller mindre konstant foran computeren for at opnå absolut viden og total kontrol. Han opretter netværk, lærer at programmere, kobler diverse nye ting til computeren. Omverdenen ridder også med på bølgen, og virksomheder køber computere og computerprogrammer ind i stor stil og melder medarbejderne på computerkurser der allerede er forældede, mens ingen tør sige fra af frygt for ikke at kunne få arbejde i fremtidens samfund. Også arbejdsmæssigt sker der noget. Han skal ikke længere tilpasse organisationer til mennesker, men tilpasse organisationer til edb-systemer. Men mens Frank bliver stadig bedre til det med computere og følger med i nyhederne, så der ikke er den ting han ikke ved, kommer han stadig længere væk fra sin familie. Så langt så godt.
Men knap 60 sider inde i bogen er Frank en dag på vej ud til en vigtig samtale med en kunde da det går galt. I sin iver efter at fjerne en nullermand mister Frank kontrollen over bilen og kører ind i et træ. I samme nu mister Carsten Graff kontrollen over sin fortælling. Franks liv og fortællingen går i opløsning.
Frank havner først på hospitalet, hvor hans hoved er en slagmark af sætningsfragmenter der tilfældigt og halve kommer ud af hans mund. Senere overføres han til Sunnyfarm, hvor han opholder sig et stykke tid og finder ud af at han lider af infonoia, det vil sige at han ikke tåler massekommunikation. Så følger 140 siders rablende og ustrukturerede begivenheder der giver en lyst til at smide bogen langt væk. Her bliver man overfodret med nonsens. Men det kan da godt være at man bare bliver lalleglad og uden mål og med, når informationsmængden bliver for stor og informationsoverload er en realitet, og at det er det Graff forsøger at formidle.
En af de nævneværdige begivenheder under opholdet på Sunnyfarm er da Frank møder digteren AndOrZen online. Han planlægger at skrive en bog med titlen "Kejserens næste version". En bog hvori bogens hovedperson, en lille dreng, udvikler et computersystem og sælger det til kejseren, som tror at systemet vil løse alle hans problemer. Men det gør det ikke.
200 sider inde i bogen begynder Frank at få et bedre greb om livet, og med ham får også Graff bedre fat om sin historie, men desværre ikke i samme grad som på de første 60 sider. Her har Frank nedsat sig i storbyen Global Village som infolog, og har skrevet en bog om informationsoverførte sygdomme også kaldet infoenza-sygdomme, der ifølge Frank opstår i et samfund hvor tingene går for hurtigt. Her får han efterhånden også startet en indbringende forretning op, hvor han starter en antireklamekampagne, udsteder en mediefri certificering, sælger stilhed og opretter egogartnerier, hvor egoerne får ro, tid og plads til at vokse.
Men Frank har, som virkelighedens Graff, svært ved at holde sig fra de medier han kritiserer, og han turnerer rundt og deltager i alverdens programmer, hvor han udtaler sig bedrevidende om samfundets tilstand. Det har han også et indviklet ord for "kontra-diktivisme", hvor en kontradiktivist er en person som gør én ting for at bevise rigtigheden af det modsatte.
Ved bogens slutning truer informationsstanden med at stige og medierne er ved at løbe over deres bredder, mens Frank flygter fra det hele.
Spredt igennem bogen finder man også fem medieapokalypser, og endelig sluttes bogen af med et appendiks, der rummer og forklarer infoenza-terminologien, og her finder man mange rammende beskrivelser og begreber, som man ikke skal snyde sig selv for.
"Infoenza" kan vel bedst betegnes som et forsøg på en civilisationskritik. En kritik af informationssamfundet og dets bevidstløse fokus på informationer, informationer og informationer for informationernes egen skyld. En kritik der er tiltrængt. Men Graff formår ikke at komme til bunds med det og aflevere en mere nuanceret kritik. I stedet påtager han sig rollen som pauseklovn der gør sig morsom og interessant på andres bekostning.
Graffs kritik af computerne og de moderne medier er morsom et stykke ad vejen, men så skyder han over målet og smider barnet ud med badevandet. For selv om man kan være enig i kritikken et godt stykke, så er Graffs version for ensidig, moraliserende og bedrevidende i sin tilgang. Som roman betragtet taber "Infoenza" hurtigt tempo, selv om den da også har sine lyse øjeblikke og mere skarpsindige iagttagelser.
Graff vil gerne selv fremstå som en moderne version af drengen i Kejserens Nye klæder der frejdigt hævder at kejseren ikke har noget på, og med samme frejdighed hævder han at informationssamfundet ikke har noget på sig. Tilsat en god del Noah i hans ark der redder alt det som ikke kan måles og vejes.
Carsten Graff "Infoenza" Borgens Forlag 1998.
