Den seneste sikkerhedsrapport fra Internet Security Systems (ISS) viser en dramatisk vækst i antallet af kontaktforsøg og angreb mod virksomhedernes IT-systemer. I forhold til sidste kvartal er antallet af bekræftede angreb steget med 36,6 pct.
ISS har samtidig registreret en tidobling i antallet af sikkerhedsrelaterede hændelser til 160,5 millioner, som bl.a. omfatter automatisk scanning efter sårbarheder i internetopkoblede systemer.
I første kvartal af 2003 er der fundet 752 nye orme, mod kun 101 i fjerde kvartal af 2002. ISS kunne registrere 606 nye sårbarheder, 38 færre end sidste kvartal, men til gengæld kommer de første exploits langt hurtigere end tidligere.