Facebook glemmer dig aldrig

Det tager kun få minutter at oprette en profil på Facebook. Men det kan tage måneder at få fjernet profilen igen og nogle af dine data bliver måske aldrig slettet. Efter protest fra brugerne har Facebook nu ændret sine betingelser igen.

(Opdateret) Facebook har i al ubemærkethed gennemført en lille men vigtig ændring af sine »terms of service« i starten af februar. De nye betingelser for brug af tjenesten indeholder et ekstra afsnit, hvor Facebook forbeholder sig retten til at gemme og benytte brugerens indhold også efter kontoen er lukket. Desuden har Facebook slettet en tekstlinie, som betød at brugsrettighederne ophører i det øjeblik brugeren lukker sin konto.

De nye betingelser hos Facebook har medført en proteststorm fra brugerne - en gruppe med titlen »People Against the new Terms of Service« har allerede mere end 16.000 medlemmer. Facebook har ellers forsøgt at lægge låg på debatten om, at det er for svært at få gamle profiler slettet på tjenesten - men denne debat er nu blusset op igen, og problemet vedrører ikke kun Facebook.

Sociale netværk har opnået en enorm popularitet gennem de seneste år og tjenester som Myspace og Facebook har haft en fantastisk vækst. Alene Facebook har nu 175 millioner brugere, halvdelen er kommet til gennem de sidste fire-fem måneder, og hver tredje dansker er nu på Facebook. En af årsagerne er, at det er utrolig let at oprette en profil på de sociale tjenester. Det tager kun få minutter at registrere sig og begynde at fylde sin profil med indhold.

Men hvad sker der, hvis man ønsker at fjerne sin profil igen? Så bliver det pludselig meget mere besværligt. Den konkrete proces er forskellig alt efter, hvilken tjeneste der er tale om, men Facebook er blandt dem, der tidligere har gjort det meget svært at slette sin profil.

Der er ikke nogen »Slet« knap på Facebook - men hvis man går ind under Indstillinger, så finder man helt i bunden af websiden en funktion, som deaktiverer kontoen.

Men selvom man deaktiverer sin konto hos Facebook, er alle oplysninger stadig lagret på Facebooks servere. I starten af 2008 begyndte flere medier at omtale den manglende mulighed for at få slettet sine data helt.

I et konkret tilfælde måtte en bruger vente to måneder og true med et sagsanlæg, før internet-tjenesten fik slettet hans profil. Og selv i dette tilfælde var det fortsat muligt at sende elektronisk post til brugeren gennem Facebook.

Det førte til oprettelsen af flere hjemmesider og grupper på Facebook, der fortæller hvad man skal gøre for at få fjernet sin profil.

Facebook forklarede selv, at man blot ønskede at hjælpe brugere, som vælger at genaktivere deres konto på et senere tidspunkt. Så behøver de ikke indtaste deres data igen, fordi de allerede er gemt hos tjenesten.

Men brugerne bliver ikke informeret om, at informationerne gemmes selv efter profilen er deaktiveret, medmindre man selv kontakter firmaets support-afdeling.

Efter protest fra brugerne og negativ medieomtale - en gruppe med titlen »How to permanently delete your Facebook account« har 23.300 medlemmer - har Facebook oprettet en side, hvor man kan bede om at få slettet sin konto permanent og uigenkaldeligt.

Så skulle man altså kunne være sikker på, at alle data, beskeder og billeder er slettet fra Facebook. Men sådan er det bare ikke, hvis man skal tro de nye »terms of service« fra selskabet. Facebook har fortsat retten til at »bruge, kopiere, offentliggøre, streame, lagre, opbevare, scanne og omformatere« brugerens indhold selv efter profilen er slettet.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har reageret på kritikken i dette blog-indlæg, hvor han forsvarer ændringerne. Zuckerberg henviser til, at beskeder sendt mellem Facebook-brugere altid gemmes i to kopier - én i indbakken hos modtageren og én under »Sendte beskeder« hos afsenderen. Hvis afsenderen senere sletter sin profil, bliver kun den ene af de to kopier slettet - nemlig dén under »Sendte beskeder«.

Det betyder altså, at alle de beskeder, man har sendt til andre Facebook-brugere, fortsat bliver bevaret selv efter man har slettet sin profil. Og det gælder selvfølgelig også for de billeder og andre former for indhold, man har vedhæftet. Zuckerberg henviser til, at almindelig e-mail fungerer på samme måde.

Zuckerberg har nu skrevet et nyt blog-indlæg, hvor han lover at Facebooks »terms of service« vil blive grundlæggende revideret og brugerne får også mulighed for at bidrage til denne proces. I mellemtiden har Facebook trukket de ændringer tilbage, der blev gennemført den 4. februar.

Facebook lover nu utvetydigt, at brugerne har retten til de informationer som de har lagt på tjenesten og til enhver tid har kontrol over dem.

Men debatten om Facebooks nye brugerbetingelser viser igen, at det er meget nemt at lægge materiale ud på nettet, sende beskeder og offentliggøre billeder - men betydelig sværere at få sit materiale fjernet igen. Og man kan aldrig være helt sikker på, om den tankeløse e-mail eller det pinlige billede måske ikke stadig ligger gemt et sted ude på nettet og dukker op igen på det mest uheldige tidspunkt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere