Beskæftigelsen i it-branchen er steget for første gang siden 2000. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Videnskabsministeriet. I 2000 var der 104.000 fuldtidsansatte hos de danske it-virksomheder, men efter fire års fald var tallet nede på 91.000 i 2004. Nu er udviklingen vendt, og i 2005 er der sket en lille fremgang til 92.000, skriver ErhvervsBladet.
De andre nordiske lande har dog været endnu bedre til at få it-sektoren til at gro. I Danmark repræsenterer it-erhvervene 7,4 pct. af den samlede beskæftigelse, mens det er 9,2 pct. i Finland. It-eksporten er faldet med omkring en milliard kroner i det sidste år og endte på 34,1 mia. kr. i 2005.
It-varer repræsenterer 7,4 pct. af den samlede danske eksport, som er langt under gennemsnittet på 16,9 pct. i de 15 bedste EU- og OECD-lande.
Statistikken viser desuden at 79 pct. af danskerne har adgang til internet fra hjemmet, mens 48 pct. benytter en netbank.