Internettet er pragtfuld grænseoverskridende. Uanset hvor i verden man befinder sig, er det muligt fra en opkobling til nettet at komme i kontakt med alle de informationer fra nettet, man normalt benytter, ligesom man kan tømme sin mailbox og afsende ny mail.
Den slags grænseoverskridende informationsudveksling synes logisk at passe som fod i hose til EU-samarbejdet, der som bekendt også er et grænseoverskridende samarbejde mellem 15 - snart flere - europæiske lande. Hele begrundelsen for etableringen af EU-samarbejdet var tankerne om et Europa, hvor mennesker, varer og kapital frit kunne bevæge sig rundt uden at være hæmmet af de gamle nationalgrænser. Endvidere skulle EU tackle nogle af de grænseoverskridende problemer, som nationalstaterne ikke længere kunne håndtere, bl.a. miljøproblemerne og mafiakriminalitet.
Gennem de senere år har EU spillet en aktiv rolle for at sikre privatisering og konkurrence i landenes infrastrukturer, blandt andet gennem liberaliseringer i telesektoren, i elsektoren og på jernbaneområdet.
EU har også været aktiv for at understøtte udviklingen af en europæisk industri på det informationsteknologiske område. En række programmer har her støttet forskning og produktudvikling, især projekter på tværs af landegrænserne.
Set i dette lys kan det forekomme mærkeligt, at hver gang der dukker nye problemstillinger op omkring Internettet, så reagerer EU (in casu Kommissionen) med restriktive og begrænsede forslag.
Først dukker der tanker op om, at EU-medlemslandene vil gå glip af betydelige skatteindtægter i takt med at E-handelen på Internettet vokser. Frygten går her primært på, at de momsindtægter, der i stigende omfang har betydning for de enkelte landes budgetter, udhules, hvis handelen kan foregå momsfrit og uhindret på Internettet.
Denne frygt blev straks imødegået med et forslag om bit-skat. Forslaget udsprang af et studie, som EU-Kommissionen havde bestilt hos en forsker.
Konsekvenserne af at gennemføre en sådan skat ville ikke primært være at bremse momsfri handel på nettet, men snarere at begrænse brugen af nettet, på samme måde som forbrugerne begrænser deres forbrug af alle andre vare/tjenesteydelser, der skattebelægges og dermed bliver dyrere.
Det næste problem der dukker op er musikproducenternes beklagelser over, at den musik, de ejer rettighederne til, lægges ud på servere i MP3-filer, hvorfra alverdens brugere gratis henter den ned og afspiller den uden tanke for musikernes indtægter og ophavsretten.
Dette problem har Kommissionen nu foreslået at løse ved at forbyde Internetudbyderne at lægge lokale kopier af de sider, Internetudbydernes kunder oftest besøger. Denne kopiering har ellers udelukkende til formål at gøre adgangen til siderne hurtigere og mere sikker.
Konsekvenserne af at gennemføre et sådant forbud vil primært være at vanskeliggøre trafikken på nettet med længere ventetider, langsommere downloadning og flere fejlopslag til følge. Igen et forslag, der generelt vil forringe mulighederne for at bruge nettet og som givet vil mindske brugen af nettet.
Man kunne derfor få den tanke, at EU-Kommissionen slet ikke bryder sig om Internettet - måske fordi det er for amerikansk! For hver gang Kommissionen skal håndtere problemstillinger i relation til netttet, er den første reaktion at komme med et forslag, der generelt gør nettet mindre interessant, mindre anvendeligt og langsomt. Det virker som om man af al magt prøver at holde brugerne væk fra "det væmmelige" Internet.
Kommissionen bør i det hele taget overveje, om det er fornuftigt, at forringe brugen af nettet for de mange millioner EU-borgere, blot fordi man vil løse et problem, som den teknologiske udvikling har skabt for musikindustrien. Det er vel strengt taget musikindustrien, der ejer problemet og hverken Kommissionen eller EU's borgere.
Lars Rosenborg
Fmd. for fagrådet for ledelse og IT
Dansk Dataforening
