Den nye undersøgelse Global Computer Security Survey er baseret på svar fra 277 IT-sikkerhedsansvarlige hos virksomheder i hele verden. Hele 30 pct. af deltagerne i undersøgelsen er usikre på, om deres firma er tilstrækkelig beskyttet mod angreb på netværket.
Trods dette mener 91 pct., at deres virksomhed er klar over IT-sikkerhedens betydning, og 47 pct. har øget deres ressourcer til IT-sikkerhed siden den 11. september 2001.
Blandt de adspurgte forventede 38 pct. at øge deres forbrug af ressourcer på IT-sikkerhed i 2003.
Hos 39 pct. bliver sikkerhedsplaner ikke regelmæssigt kommunikeret til topledelsen, men to tredjedele fortalte, at topcheferne havde gjort sikkerhed til en synlig prioritet i virksomheden.
En tredjedel af firmaerne har ikke oplevet et angreb i det seneste år, mens 17 pct. har oplevet 20 eller flere angreb mod netværket.