Siden den 20. december sidste år har Telia-kunder haft mulighed for at sende gratis MMS-beskeder til hinanden. MMS (Multimedia Messaging Service) er en forholdsvis ny teknologi, som endnu kun understøttes af et fåtal af mobiltelefoner.
Nu har Telia afsluttet den gratis introduktionsperiode og startet opkrævningen af afgifter for at sende billedbeskeder. Det koster 3 kr. at sende en MMS-besked fra person til person. Det er afsenderen af en MMS-besked som betaler, mens det er gratis at modtage en MMS.
Telia tilbyder en række service-funktioner til MMS-brugere, bl.a. en indbakke på internet, hvor MMS-beskeder bliver gemt. På Telias hjemmeside kan alle selskabets kunder sende og modtage MMS-beskeder - også dem, som ikke har en MMS-mobiltelefon.
Teleselskabet fortæller at man arbejder med at skabe et nyt MMS-univers på internet, hvor der bl.a. bliver mulighed for at sende MMS-beskeder til en e-mail adresse.