Katten var i sækken. Men den slap ud. Spørgsmålet er bare. Hvem eller hvad lukkede den ud.
DotDK havde IT- og Telestyrelsens umiddelbare velsignelse til at overtage administrationen af .dk, men velsignelsen blev ikke fuldbyrdet.
I denne uge offentliggjorde telestyrelsen, at DotDK og de tekniske partnere ikke har samlet tilstrækkelige støtteerklæringer. Der var ikke nok erklæringer fra det professionelle og private internetsamfund.
Men der er ikke en sort/hvid-forklaring på, at den ustiftede forening med de mange gode intentioner og navnkundige stiftere i folden nu er sat på porten.
Telestyrelsen havde selv peget på DotDK som endehaver af den bedst tænkelige teknologiske løsning. Men den får vi altså ikke at se. Hvorfor?
Tid og timing
Foreningen af Danske Domæneregistranter blev stiftet tidligere i år, efter at styrelsen havde peget på DotDK. Foreningen blev stiftet neutral, men der blev hurtigt valgt side til fordel for DotDK.
Når man spørger formand Jacob Bøtter om årsagen til, at DotDK ikke kom ind over målstregen, så er der en ting, der kommer ind på førstepladsen:
»Det helt afgørende punkt er: "timing". Det virker helt sindsygt at lægge en afgørelse midt i en sommerferie. Det virker næsten lidt for politisk at afgøre det netop der. På det tidspunkt sad alle stifterne på sommerferie med deres børn og familier. Så er det altså svært at samle støtter,« siger Jacob Bøtter.
Den efterfølgende debat, som formanden ikke holder sig tilbage for at kalde "mudderkastning", har også præget det endelige resultat.
»Det gik enormt hårdt for sig - og det var meget personligt. Jeg tror, at det er kommet bag på dem, at det blev så hårdt. Det er nok faldet tilbage på stifterne i den forstand, at de har mistet lidt af gejsten. For under de rette omstændigheder, så er det netop folk som Kim Viborg Andersen, Nikolaj Nyholm og de andre, der ville være i stand til at samle den danske befolkning,« siger Jacob Bøtter.
Selv om formanden mener, at den primære årsag til afvisningen af DotDK skyldes eksterne faktorer, så mener han også, at DotDK skal kigge indad. For eksempel var det forkerte signaler at sende, at Afilias med amerikanske og irske talsmænd overtog for meget fokus og at meget af kampagnen blev lagt hos et pr-bureau og et advokatkontor.
Flere kilder, som ComON har talt med, fremhæver Nikolaj Nyholm som den egentlig drivkraft bag DotDK. Blandt andet som stifter af Speednames i 1999 har et indgåede kendskab til domænebranchen. Desuden var han kollega med den oprindelige frontfigur i DotDK, der forlod projektet i foråret.
Alligevel har han befundet sig langt fra efterårets slagmark og særdeles sjældent gået i debat om DotDKs fortræffeligheder.
Uklare udmeldinger
Peter Larsen er formand i registrar-foreningen DK Registrar.
Selv om telestyrelsens endelige beslutning gik i mod foreningens ønske, så har han valgt at kigge fremad i et indlæg på sin blog.
Alligevel vil han gerne komme med et bud på, hvad der spændte ben for DotDK.
»Som jeg har forstået det, så meldte styrelsen ret klart ud tidligere på året i forhold til de krav, der blev stillet til støtteerklæringerne. Men hen ad vejen har de ændret på dem, så meldingen er blevet en del mere uklar,« siger Peter Larsen.
Ifølge hans oplysninger dækkede den oprindelige definition af det professionelle internetsamfund registrarer og webhoteller men blev senere udvidet til at omfatte blandt andet teleselskaber.
»Men helt overordnet så savner jeg stadig en diskussion om begrebet internetsamfund, og hvad der gør de forskellige organisationer vigtige i forhold til det danske domæne. Hvor vigtig er HKs mening? Hvor vigtig er Horestas. Og hvad er det, der gør DK Registrar vigtig?« spørger Peter Larsen.
Det blev en skønhedkonkurrence
En af kritikernes hyppigste skud mod DotDK har været spekulationer om højere priser.
Men det er ikke noget, som telestyrelsen tager højde for i sin afvisning i denne uge. Men det var en vigtig del af den kommunikations- og pressekrig, som parterne havnede i.
Hos to pr-bureauer, der er vant til at tage virksomheders sag, har man også gjort sig tanker om afgørelsen.
Hos Holm Kommunikation mener man, at DotDK har været for skråsikker.
»Når man melder en liste ud med støtter, og store dele af ens argumentation er baseret på denne, og støtterne efterfølgende falder fra, så krakelerer man let i medierne, og det har næppe været hensigtsmæssigt,« siger Morten Holm, direktør i Holm Kommunikation.
»Det er jo relevant nok at have et bedre bud på den danske domænehåndtering. DotDK fortalte jo, at de kunne gøre det meget billigere og nemmere. Men måske dette ikke er tilstrækkeligt i en sag som domænehåndtering, der jo skal være lige så pålidelig som en nationalbank. Og hvis man så har huller i sin dokumentation og mister opbakning fra sine stakeholders, så risikerer man, at det går galt,« mener han.
Hans kollega Jens F. Kofoed, der er direktør i pr-bureauet Hill & Knowlton, har selv været i kontakt med DotDK.
I hans egenskab af formand for Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder forsøgte DotDK nemlig at få hans blåstempling. Foreningen mente dog ikke, at den burde vælge side i sagen.
Derefter fulgte han sagen på sidelinjen.
»Det er min opfattelse, at DotDKs modpart har været meget stærk. Og så har de haft nogle bedre relationer til relevante beslutningstagere og generelt haft et bedre netværk. DotDk har måske ikke gjort deres pr i tide, og de har ikke skabt de rette relationer,« siger han men understreger, at han ikke forstår, at et offentligt udbud på den måde afhænger af at skaffe sig venner.
»Jeg er dybt forundret over selve processen. Den virker meget besynderlig. Man træffer en beslutning, men tilbyder at ændre den, hvis en af parterne kan skaffe nok kritiske røster. Man burde nedsætte et råd, der uvildigt kunne finde den tekniske bedste løsning. Alt andet er fuldstændigt absurd«.
»Det har udviklet sig til en popularitetskonkurrence. Dybest set har det været en sag om, hvem der kunne mobilisere de flest venner. Der har været alt for lidt faglighed. Det kan man kun begræde,« siger Jens F. Kofoed.
Hvad tror du, at der var sket, hvis DIFO/DK Hostmaster havde lagt sig ned på ryggen og accepteret nederlaget i sommer?
»Så ville DotDK havde kørt sejren hjem. Hvad skulle ellers havde forhindret det? Der er jo sket det, at der er blevet skabt så meget furore, så nogen er blevet bange, og så er afgørelsen blevet omgjort.