Phones4U i England har startet en national turnering i SMS-skrivning, "SMS Text Championships", hvor det gælder om at hamre en besked ned i tasterne og sende den afsted så hurtigt som muligt.
Med ryggen vendt mod hinanden bliver to deltagere af gangen placeret i en boksering, mobiltelefon i hånden, og så gælder det ellers om at taste teksten hurtigere end konkurrenten.
Phones4U er en kæde af telebutikker i England. Præmien i de otte regionale turneringer er en Nokia-mobiltelefon, og de otte vindere skal dyste mod hinanden i finalen i London til oktober.
(Kilde: BBC)