Populær dansk app går betalingsvejen

Endomondo har nu betalings-app til Android og Blackberry - til gengæld må iPhone vente.

Knap en uge efter at danske Endomondo lancerede deres første betalings-applikation til motionstjenesten, nærmer salget sig de 1000 styks premium-apps til en pris på 22 kroner stykket.

Det forklarer Mette Lykke, medstifter af Endomondo.

"Den har solgt en lille smule mere, end vi havde forventet," siger Mette Lykke til CRNs søstermedie ComON.

Samtidig går der rygter om, at firmaet nu har en ny investor på plads. Endomondo har allerede mindre investorer, blandt andet tidligere elite-sportsfolk, men firma-ledelsen sagde i sidste årsregnskab fra september, at en ny investor skulle være på plads inden udgangen af i år. Mette Lykke vil dog ikke kommentere rygterne om den nye investor.

De 1000 styks er et lille antal i forhold til de næsten 1,5 million gratis-apps, som Endomondo-brugere verden over indtil videre har hentet. Endomondo barsler med en ny gratis-version, som indeholder reklamer for betalings-versionen. Den nye app vil vise, hvilke funktioner en premium-udgave har, men kunden vil ikke kunne bruge funktionerne uden at betale. Dermed bliver den populære og højt-ratede gratis-app et udstillingsvindue for betalingsversionen.

Premium-udgaven findes indtil videre til Android og Blackberry. Hvor andre firmaer først har kastet sig over iPhone, så gav den prioritet ikke mening for de danske endos. iPhone-brugere må vente til januar med at få en betalingsversion.

Andre kaster sig over iPhone først, så siden Android, Symbian, og hvad vi ellers har. Hvorfor har I ikke satset på iPhone først?

"Det har vi ikke, fordi det ikke er den platform, vi får flest download på. Vi har valgt, at de første skal være dem, hvor vi er størst på, og det er ikke iPhone," siger Mette Lykke.

Hun vurderer, at da Endomondo kom på iPhone, havde andre konkurrenter allerede tilgængelige apps på platformen og havde derfor taget en del af markedet. På Android og Blackberry havde Endomondo til gengæld mere plads at lege på, fordi der ikke var så mange alternativer til den danske motions-app. Endomondo har dog ambitioner om at vokse på iPhone og har netop i weekenden fået frigivet en ny gratis-app til iPhone med nyt design og nye funktionaliteter.

Når det kommer til Android, har det også hjulpet, at applikationen har været "featured" og derfor én af 20 applikationer, som Google gratis viste i Android Market.

"Det betyder, at vi får fire-fem gange så mange downloads som ellers," forklarer Mette Lykke.

Endomondo var blandt de lidt mere end 30 danske it-iværksætterfirmaer, der var indstillet til at deltage i konkurrencen ComON Tech Guld. Firmaet landede dog ikke blandt de 10 firmaer i finalen, blandt andet fordi det stadig var usikkert, hvordan de skulle tjene penge på deres gratis tjenester og dermed hente penge hjem til investorerne.

De sidste tre år har firmaet haft underskud, men i 2011 har Endomondo planer om at nå break even, forklarer Mette Lykke. Pengene skal tjenes på premium-applikationer, salg af sports-udstyr i shoppen, salg af tjenester til firmaer (holdkonkurrencer oa.). Derudover har Endomondo planer om at indføre et premium-abonnement til hjemmesider, hvor sports-freaks får endnu flere tjenester.

"Alt, der er gratis i dag, bliver ved med at være gratis. Det er kun nye ting, der er dedikeret til entusiasten, der koster," fortæller Mette Lykke.

Hun kan ikke fortælle, hvor Endomondo skal hente flest penge hjem, men hun mener, at shoppen har et stort potentiale, hvis virksomheder begynder at købe sportstøj til medarbejderne gennem Endomondo.

"Det er naturligt, hvis medarbejderne i forvejen bruger vores service til trackingen, og dermed kan webshoppen potentielt blive vældigt stor," mener Mette Lykke.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job