Jeg tror ikke, jeg tager fejl hvis mange af CRNs læsere vil bruge en del af sommerferietiden til at spekulere over målet med deres arbejde.
Når jeg som coach stiller mine klienter spørgsmålet: »Hvad er arbejde?«, har jeg endnu ikke oplevet, at nogen kunne give et entydigt og fyldestgørende svar.
De svar, jeg oftest hører, er:
• En nødvendighed for at kunne betale mine regninger.
• Noget man bare skal.
• Udførelse af opgaver jeg får af chefen.
• Noget, der skal overstås, så jeg kan lave det, jeg virkelig gerne vil.
Mange af svarene bliver også krydret med yderligere kommentarer til, hvad »godt arbejde« er… også selvom det ikke var det spørgsmål, jeg stillede.
Og kommentarerne går ofte på melodien:
• I hvert fald ikke det arbejde jeg har.
• Ikke med den chef jeg har.
• Ikke med de medarbejdere, jeg har.
• Jeg har alt for meget arbejde.
I betragtning af at vi bruger det meste af vores vågne tid i døgnet på at arbejde, og at vi alle ønsker at få noget godt ud af vores arbejdsliv, er det meget forståeligt, at så mange bruger det retoriske trick med at tilføje »godt« til spørgsmålet.
For vi har alle på et tidspunkt i vores arbejdsliv følt, at det at gå på arbejde har virket en anelse formålsløst. Og for rigtig mange er det til tider decideret svært at bruge så meget af vores tid på noget, der åbenbart ikke fylder op på glædeskontoen og oven i købet til tider trækker store veksler på den.
Men hvorfor er det så vanskeligt at definere begrebet arbejde?
Svaret er enkelt: Hele vores samfund og meget af vores identitet er bygget op om, at vi har et arbejde. Så hvorfor bruge tid på at finde ud af det, når det er meget nemmere at give nogle andre skylden for at vi ikke er tilfredse?
Forestil dig, at du spørger dine børn, hvorfor de går i skole.
Rigtig mange børn svarer, at det er omgivelsernes forventninger, forældrene, lærerne - ja, fordi det står i loven - der er den vigtigste årsag til, at de går i skole og laver lektier.
I terapeutiske termer: En offerrolle-struktur, vi alle har i større eller mindre grad, på forskellige tidspunkter af vores liv, også i vores arbejdsliv.
Et løftepunkt for at tage hul på denne problematik er at vende tilbage til mit oprindelige spørgsmål: »Hvad er arbejde?« Had er det som begreb? Hvordan kan det formuleres?
Selv arbejder jeg ud fra en formulering udarbejdet af International Coaching Community ICC, der lyder sådan her:
Arbejde er udførelsen af reflekterende dømmekraft og skøn, i forfølgelse af mål, gennem handling, i et givent tidsrum.
For mange en abstrakt formulering der kan virke hamrende irriterende og til tider voldsomt provokerende. Prøv selv at mærk dit irritationsniveau lige nu!
Men abstraktionen indeholder den finte, at den fjerner offerrolle-tænkningen. Hvor i ovennævnte formulering står der noget om at betale regninger, at min chef eller medarbejdere er idioter.
Og kan vi i grunden have for meget arbejde, hvis det er den ovennævnte definitionen, der gælder?
Har du et barn, der har svært ved at forstå, hvorfor de skal gå i skole, kan du skifte »arbejde« ud med »skole«, og prøve at skyde dig ind på om løftepunktet for dit barn er manglende dømmekraft, manglende mål eller manglende handlinger, der i virkeligheden er udfordringen, og ikke at lærerne er dumme.
Er du ikke blevet provokeret, men tværtimod inspireret af ovennævnte formulering, kan du udfordre dig selv og skifte arbejde ud med ordet livet, og så se hvad der sker…….
Og kan du så have dig en rigtig go’ sommerferie!
