Egentlig var det en god mandag. Solen skinnede, frosten havde sluppet jorden, og jeg skulle af sted til fest.
Glad var jeg, for i modsætning til alle jer privatbilister, kører jeg kun med chauffør, så jeg kan feste hele vejen igennem.
Systemet kaldes for offentlig transport, og jo, det indbefatter også en taxa i ny og næ.
Jeg har altså et buskort, et metrokort eller et S-togskort, eller hvad det nu hedder.
Det ligger på mobilen, og jeg bliver glad, hver gang jeg bruger det.
Det er noget, jeg kan forstå.
Jeg fatter ikke en brik
Hen over vinteren brugte jeg et af de dersens rejsekort.
Jeg skulle ikke bruge det til noget fancy, bare sådan til arbejdet og tilbage igen de fleste af ugens dage.
Og det måtte sådan en bedaget og gennemprøvet teknologi da kunne klare.
Men dengang forstod jeg ikke rejsekortet.
Dagligt så jeg måbende til, når jeg førte kortet mod automaten og tjekkede ud - for i et kort glimt at få vist, hvad turen havde kostet i dag.
Det kunne være alt fra 15 til 28 kroner for den samme strækning gennem to zoner, på det samme tidspunkt, på den samme ugedag med den samme buslinje.
Tjek nu ud, mand
Det sværeste at forstå var det der med at tjekke ud.
Jeg er sikkert for gammel til at lære nye kunster, så jeg glemte ofte at tjekke ud. Og så kostede turen 50 kroner.
Det ville højst ske tre gange, fik jeg at vide, da jeg købte det, så ville mit kort blive inddraget.
Men de inddrog det aldrig.
Jeg glemte i snit at tjekke ud en gang om ugen og fik på den måde betalt rigtig mange penge for mine to zoner hver vej.
Men det værste var næsten, at jeg hele turen måtte sidde og messe for mig selv "Jeg skal huske at tjekke ud, jeg skal huske at tjekke ud."
Jeg forstod ikke, hvorfor det var smart, så jeg købte i stedet mit abonnement til mobilen. Færdig med det.
Troede jeg.
Har læst disse ord flere gange - fatter det stadigvæk ikke
For denne her mandag, hvor solen skinnede, og frosten havde sluppet jorden, skulle jeg længere væk end normalt.
Jeg skulle rejse helt ud til den yderste zone, og det er langt for en københavner.
Og så slog det mig. Lige dér midt i solen: Hvad gør man egentlig, når man nu HAR betalt for de første to zoner?
Hvordan køber man en billet til de zoner, der ligger ude på den anden side?
Jeg forstår det bare ikke
Frem med Google, og ind på dsb.dk, som fortæller:
"Når man rejser ud over det område, periodekortet gælder, kan man købe tilkøbsbillet(ter). Tilkøbet skal være en billet eller klip på klippekort til den eller de zoner, der mangler. Man kunne måske tro, at hvis man bare supplerer sit periodekort op med tilkøbsbillet eller klip på et klippekort til i alt ni zoner, så giver det ret til at rejse i alle zoner. Mere end otte zoner er jo på klippekort eller billet det samme som rejse til alle zoner. Men sådan er det altså ikke. Du skal købe tilkøbsbillet eller klippe på et klippekort til alle de zoner, du rejser i - ud over hvad der er på dit periodekort."
Jeg har læst det flere gange, og jeg forstår det ikke. Selvom de skriver "du" og alt muligt.
Aha! Sådan fungerer rejsekortet
Jeg forstår ikke, hvorfor det billetsystem skal være så svært at kommunikere klart.
Og hvis det virkelig ikke KAN fortælles enkelt, så forstår jeg ikke, at man ikke har lavet det om.
Til gengæld har jeg endelig forstået rejsekortet.
Det er ganske enkelt: Man skal kun bruge det, når man skal rejse langt.
Så tjekker man ind ved rejsens start - og sidder så hele vejen frem til den yderste zone og messer for sig selv:
"Du skal huske IKKE at tjekke ud, du skal huske IKKE at tjekke ud".
Så koster rejsen kun 50 kroner.
Det er da til at forstå.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
