Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter.
Vi vil begynde med at slå fast, at vi grundlæggende er glade for Microsoft og de fleste af Microsofts produkter. Den ensartethed, stabilitet og udvikling, der generelt er kendetegnet ved produkterne, spiller en stor rolle og har en stor værdi, når man arbejder med it og digitalisering generelt.
Men når det så er sagt, så er det også en glæde, der bestemt ikke er gratis – eller på nogen måde billig.
Med de senere års justeringer i licenspolitikker og strategier har udviklingen nu taget fart – og tænker vi os som slutkunder ikke om, så vil Microsoft inden længe ikke bruge specielt mange ressourcer på selv at sælge sine licenser. Det vil ske helt automatisk – og uden at vi som kunder (og dem der står med regningen) vil have et reelt valg i forhold til, om vi ønsker at købe dem eller ej.
Microsoft ændrede for år tilbage sin licenspolitik. Det betød blandt andet, at der på grundlæggende områder blev skiftet fra enhedsbaserede licenser over til personlige licenser.
Skiftet betød blandt andet, at de fleste licenser nu betales som et fortløbende abonnement og ikke som tidligere, hvor vi gennem en engangsinvestering i et produkt ejede brugsretten til dette, indtil vi besluttede at købe en ny version.
Mere og mere kompleks øvelse
Det skal dog siges, at man som ”vågen” kunde har en vis mulighed for at vælge licensniveau gennem forskellige grundpakker samt diverse tilkøbsmuligheder til disse.
Men det bliver en øvelse, som bliver mere og mere kompleks, da pakkesammensætning, priser m.v. styres suverænt af Microsoft og justeres løbende. Man kan derfor naturligvis hurtig blive fristet til at slippe for besværet – og ”bare” købe Microsofts største licenspakke og betale ved kasse 1.
Sidder man med en it-installation, der består af mange tusinde daglige brugere, så kan ”kasse 1” dog hurtigt betyde mange millioner kroner ekstra årligt.
Går man lidt dybere ind i licenspakkerne, så vil mange af vores brugerprofiler reelt aldrig få brug for de mange muligheder, som man betaler for. I vores tilfælde har en mindre central indsats betydet, at vi indtil videre har kunnet undgå unødvendige millionstore prisstigninger – men det er en øvelse, som bliver mere og mere vanskelig.
Dette skyldes ikke kun, at Microsoft løbende justerer på pakkesammensætning m.v., men også i højere og højere grad, at flere af vores leverandører af fagsystemer teknisk bliver mere og mere obligatorisk integreret med en eller flere af Microsofts services eller komponenter.
Dette er for nogen en ”win-win situation”, hvor vores fagsystemleverandører vinder ved hurtigere at kunne etablere sit system på de byggeklodser, som Microsoft har lavet.
Microsoft vinder ved, at kunderne (som her ikke er vores leverandører, men os slutbrugere) skal bruge – og betale – for direkte til Microsoft.
Kan blive rigtigt dyrt
Kunden – altså os, der betaler for det hele - er lidt blandet stillet: Har man i forvejen betalt for en byggeklods, så er alt jo godt – og der skal i udgangspunktet ikke betales ekstra. Men har man ikke den nødvendige byggeklods, så kan det blive rigtigt dyrt.
Microsoft – og selskabets leverance af byggeklodser – bliver dermed på nogle områder en nødvendighed og obligatorisk forudsætning for, at man kan benytte givne løsninger.
I aftalegrundlaget på leverandør-aftalen er det typisk gemt i formuleringer som ”Kunden sikrer nødvendig infrastruktur, herunder licenser”, ”Kundens platform skal understøtte xxx.” m.v. Små sætninger, der på sigt kan få store økonomiske konsekvenser.
Givet vi aktivt differentierer på vores basislicenser, er ovennævnte noget, vi er meget opmærksomme på.
Vi kan tydeligt mærke, at størstedelen af vores leverandører ikke helt er det samme sted – og langsomt, bevidst eller ubevidst, begynder at binde deres produkter sammen med komponenter eller services, der er omfattet af den ene eller anden licensaftale, som vi som kunder skal betale for.
Vil altid føre til højere priser
Det er en udvikling, som jeg håber, at der kan komme lidt mere opmærksomhed omkring – og som både teorien og virkeligheden siger, så vil en monopolsituation altid betyde højere priser.
For at undgå at den konkurrencetilstand, som vi allerede i dag oplever på eksempelvis operativsystemer og kontorpakker stiger, bør vi på kundesiden nok generelt fokusere lidt mere på ikke selv at underbygge den.
Vi kunne alle begynde med at sikre, at vores leverandøraftaler for eksempel indeholder krav som: ”Leverancen skal omfatte alle nødvendige licenser og komponenter og disse skal være indregnet i den samlede pris”.
Om leverandørerne så vil betale en eventuel meromkostning til Microsoft vil naturligvis være deres valg – men det vil indgå i prisen og med mindre andet aftales vil det være leverandøren, der i aftaleperioden skal betale for eventuelle prisstigninger og/eller omlægninger i licenspakker fra eksempelvis Microsoft.
Der er heldigvis også undtagelser – og leverandører, der er helt opmærksomme på disse mellemregninger fra begyndelsen.
En af disse er for eksempel virksomheden Sofus, der har sikret, at den teksteditor, der anvendes i selskabets fagsystem, ikke binder op til andre licenser, men kan benyttes, uden at vi skal tænke på ekstra omkostninger eller specielle installationskrav på vores pcer.
Sofus' løsninger fungerer mindst lige så godt som andre løsninger, og vi er ikke bundet op på, hvad en underleverandør af komponenter måtte vælge at gøre. Så afslutningsvis lidt ros til Sofus – og alle I andre softwareleverandører, der har styr på det. Tak fordi i er vågne på vores vegne
.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
