Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Forkert begyndt kan til gengæld give en domino-effekt, som efterfølgende bremser for, at det fulde potentiale kan realiseres.
Og alt for mange virksomheder begynder netop forkert, når de vælger at satse på multicloud: Typiske med disse tre indledende beslutninger, der medfører, at en succesfuld og værdiforøgende migrering kuldsejler.
Beslutning 1
Det hele begynder ved den initiale beslutning om, hvorvidt man skal adoptere en multicloud-strategi.
Alt for ofte bliver denne beslutning taget uden en klar motivation og forankring i et veldefineret behov.
It-understøttelse har mange interessenter; fra de it- og dataansvarlige til de forskellige forretningsområder med behov for specifikke services.
At efterlyse en multicloud-infrastruktur forudsætter et indgående kendskab til, hvor og hvordan valg af flere cloudleverandører kan bidrage til en optimering og flere muligheder, og denne viden er ikke alle forundt.
Det vil typisk forudsætte en fuldstændig analyse af den nuværende infrastruktur, perspektivering af denne i forhold til forretningens behov og slutteligt en præsentation af hvilke nye muligheder, der ligger i at supplere med yderligere cloudleverandører, samt hvilke forudsætninger, der skal være opfyldt for at realisere dem.
Beslutning 2
Med et svagt og ikke veldefineret opdrag er det ikke overraskende, at den videre proces forløber under overskriften: Laveste fællesnævner.
Der er kompleksitet nok i forvejen, og derfor holder mange sig til det, de kender.
Det kræver specialisering – ofte certificering – at arbejde med de forskellige cloudløsninger, og udsigten til at skulle onboarde et helt nyt team, der alene beskæftiger sig med den ene, udgør for mange virksomheder en barriere.
Så man holder sig til det, man kender, og lader den eller de additionelle clouds være 1:1-spejlinger af den eksisterende infrastruktur inklusive de services, man benytter.
Mere af det samme, men ingen udnyttelse af de nye muligheder, der ville være relevante for den enkelte virksomhed eller reel optimering.
Beslutning 3
Konsekvensen af beslutning 1 og 2 er, at virksomheden står med et forklaringsproblem.
Man har implementeret en multicloud-infrastruktur, men hvad har man egentlig opnået? Der er ikke kommet flere services til, der er ikke optimeret på driften, og alt kører mere eller mindre, som det plejer.
Dette leder til en efterrationalisering, hvor man på bagkant søger at finde en motiverende faktor.
Det kan tage mange former. To forklaringer går dog igen.
Den ene er en begrænsning af risiko. Med to identiske infrastrukturer, har man sit på det tørre i tilfælde af, at den ene går ned.
Dette bruges også typisk som argument for, at de to skal være 1:1-spejlinger af hinanden.
Den anden er, at multicloud er del af virksomhedens exit-strategi og undgåelse af en vendor-lock, der sat på spidsen kunne efterlade virksomheden til cloudleverandørens nåde og for eksempel pludselige prisstigninger.
Det, kan man selvfølgelig godt argumentere for, er en god grund, og der er visse brancher – for eksempel den finansielle, der er forpligtet af outsourcing-bekendtgørelsen, der skal have en klar exit-strategi uden binding til en enkelt leverandør – men dette er ikke er en lovmæssig binding der gælder for alle virksomheder.
De to beslutninger, man burde tage
Alting har en pris, og når beslutningen om at gå med en multicloud-løsning træffes, skal man være sig denne pris bevidst. Så man kan vælge med vilje og træffe valget målt i forhold til de gevinster, der kan indhentes.
1. Accept af kompleksitet
At tilvælge multicloud har et enormt potentiale for optimering af forretningsunderstøttelse og -udvikling.
Det giver adgang til et langt større udvalg af services både internt og på de kunderettede touchpoints.
Men med større udvalg kommer også øget kompleksitet og behov for intern specialisering eller brug af ekstern ekspertise. Der skal nikkes til begge.
2. Accept af risiko
Der følger en risiko med migrering til multicloud.
Et helt klart billede af denne risikoprofil målt op imod fordele og ulemper samt veldefinerede politikker og arkitektur til håndtering bør være en bunden opgave i den indledende beslutningsproces.
En risiko bliver som bekendt først et problem, hvis den udmønter sig, og med det rette setup, kan trusselsniveauet reduceres markant.
Men accepten dels af en øget risiko samt behovet for at tilføje ressourcer til at håndtere den, skal indgå i de indledende faser.
Dansk erhvervs modning til cloud har i et internationalt perspektiv hængt i bremsen.
Vi er ved at komme efter det. Men vi mangler stadig at gøre endeligt op med gamle dogmer født i en tid, hvor mulighederne var få, og beslutningsrummet begrænset.
Det kan selvfølgelig godt være angstprovokerende med alle de valg, men gevinsterne ved at begynde at træffe dem med vilje i bevidsthed om den kompleksitet og krav til cloudmodenhed, det medfører, er til gengæld tilsvarende store.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
