Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Helsingør Kommune forbyder Chromebooks i skolerne efter dramatisk byrådsmøde

Byrådet i Helsingør Kommune forbød i allersidste øjeblik på hasteindkaldt byrådsmøde søndag aften, at skoleelever i kommunen kan anvende deres Chromebooks, når undervisningen begynder i dag.

Skoleeleverne i folkeskolerne i Helsingør Kommune må alligevel ikke anvende deres Chromebook-computere, når de mandag har første skoledag efter sommerferien.

Kommunens byråd besluttede nemlig sent søndag aften, at skoleelever ikke må anvende Chromebooks i foreløbig en uge.

Ifølge Helsingør Dagblad skete det på et hasteindkaldt og ‘dramatisk nattemøde’ i byrådet.

Her blev det omkring midnat besluttet, at skoleeleverne i en mindst en uge må undvære deres computere, men lærerne fortsat gerne må anvende deres computere.

Forbuddet kommer efter, at Datatilsynet i sommer forbød Helsingsør Kommune at anvende Chromebook-computere i folkeskolerne.

Kommunen har i et år anvende Chromebook som det primære digitale redskab i alle sine skoler, men er blevet meldt til Datatilsynet af en utilfreds far til en skoleelev i kommunen.

Ifølge Datatilsynet har kommunen imidlertid ikke udarbejdet den nødvendige konsekvensanalyse, som blandt andet skal sikre, at kommunen har fuldstændigt styr på behandlingen af elevernes persondata.

Denne analyse på flere tusinder sider blev først afleveret til Datatilsynet i sidste uge, og Datatilsynet er netop nu i fuld gang med at gennemgå den.

Helsingør Kommune meddelte for få dage siden, at kommunen agtede at give lærerne og eleverne tilladelse til at anvende Chromebook fra i dag.

Ifølge Helsingør Dagblad nåede byrådet efter en del diskussion sent om aftenen søndag frem til, at byrådet skal mødes om en uge igen, hvis ikke Datatilsynet inden da har godkendt det materiale, som kommunen har fremsendt.

Ifølge bladet mener byrådet, at materialet er dækkende og forventer, at det bliver godkendt af tilsynet.