Artikel top billede

Med træfront er der dømt retro, der vil noget, men almindelig stof kan også vælges. Der er touch knapper på toppen af enheden. (Foto: Anders Ingvartsen)

Test af Bang & Olufsen Level: Lydmæssigt er den ikke pengene værd, men jeg vil alligevel gerne eje en

Med en pris på 12.400 kroner skal du altså være mere end blot begejstret for det gennemførte design fra folkene i Struer. Ellers giver det ikke mening. Og alligevel har jeg lyst til at eje den.

Med stor fare for at gentage mig selv: Bang & Olufsens produkter er på nær nogle få eksempler ikke pengene værd. I hvert fald ikke når du måler på lyd og funktionalitet.

Det er bestemt ikke fordi, at de er ringe, men blot fordi, at du betaler uhyre meget for designet og brandet.

Og der er mange konkurrenter, der også er rigtigt godt med både i finish og materialevalg.

Træ og metal i skøn forening

Level er en topmoderne streaming-højttaler, men altså klemt ned i et design, der skuer meget bagud. Der er dømt retro B&O, så det vil noget, og skandinavisk design for fuld udblæsning.

Og godt for det. Jeg synes, at det ser hamrende godt ud med de smalle trælameller, som man også kunne finde i de gamle radioer eller tv fra B&O.

Den 5,6 centimeter smalle sag har top og bund i aluminium og udfræset på snedig vis, så du kan hanke op i den. Du kan tage den med, og batteritiden er op til 16 timer.

Der oplades via USB-C via en lille adapter, der klikkes bagpå Level.

Stående, liggende eller hængende

Selv om det er let at hanke op i Level, så er den et stykke møbel. Og her er det smart tænkt, at den kan stilles frit, så den kan beskues fra alle vinkler.

Du kan også vælge at hænge den op på væggen (koster ekstra for beslag, der dog har oplader indbygget), parre den med en til eller flere. Og i samme anledning bliver uvenner med din bankmand. Hvad ved jeg?

Pointen er, at det er godt at have så mange muligheder. Faktisk kan den også ligge ned og spille op i luften, hvis man skulle have behov for det.

Der tilsluttes via Bluetooth eller Wifi. Hereunder AirPlay 2, Spotify Connect og Chromecast.

Der medfølger et lækkert USB-C-kabel i stof, men så heller ikke mere.

Indvendigt består den af to basenheder, to diskanter og en enkelt mellemtone. Der er tale om ret flade enheder, men også nogle, der fylder meget under fronten. Alle sejl er sat til for at få masser af lyd ud af den flade kasse.

Formatet er i øvrigt 34,8 centimeter i bredden men som sagt sølle 5,6 centimeter i dybden.

Klar tale og fed lyd

Det første, der slår mig da jeg får hul igennem, er den ekstremt klare tale.

Stemmer står helt rent og med en klarhed, der gør at det er meget let at høre, hvad der bliver sagt. Det burde være en selvfølge i alle højttalere, men er det langt fra.

Musik gengives med en glød og en varme, der klæder alle genrer. Det er meget langt fra at være klangneutralt. Men det er jo ikke kritisk hi-fi-lytning, som du køber Level til, selv om prisen indikerer det.

Alle musikgenrer klinger godt, og gør de ikke det, er det enten i optagelsen eller streaming-kvaliteten, at du skal fejlsøge i.

Level spiller godt, rimeligt højt til en stue på 20-30 kvm, men dog ikke til festbrug.

En varig investering?

At du kan købe Level og mange andre af B&O’s produkter som refurbished fortæller alt om, at de holder prisen. Og at designet også er et, der matcher tidens trends om 10-15 år. Det vil jeg i hvert fald påstå.

Og med de briller på er det pludselig mere spiseligt at ofre mere end 12 af de lange på en streaming-højttaler.

Men uanset hvor meget jeg prøver at pakke den lidt voldsomme pris ind, ændrer det ikke ved, at det er mange penge, og det afspejler sig også i min karakter.

Til trods for jeg med glæde ville have en hængende selv. Eller to, måske tre…


Loading ikon