Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Sikkerhedsfolk: Apple tracker dig og indsamler data om dig - også selv om du siger nej

Er du iPhone-bruger, indsamler Apple detaljerede oplysninger om dig via sine apps - også selv om du har slået tracking fra på telefonen.

Apple indsamler ganske detaljerede oplysninger om iPhone-brugerne via selskabets egne apps - også selv om brugeren helt har slået tracking fra i telefonens indstillinger.

Sådan lyder konklusionen i en ny gennemgang, som software-selskabet Mysk står bag.

Ifølge selskabet indsamler Apple ufortrødent data via sine egne apps, selv om brugeren har slået tracking fra i telefonen..

I iPhones skal man som bruger give klar tilladelse til, at Apple skal kunne spore ‘aktivitet på tværs af apps og websteder fra andre virksomheder,’ som det hedder.

Men Mysk-folkene konkluderer ifølge Gizmodo, at indstillingerne af analytics control og andre privacy-indstillinger ikke ser ud til at have nogen som helst effekt på Apples reelle indsamling af data.

“Trackingen forbliver den samme uanset set iPhone Analytics er slået til eller slået fra,” hedder det.

Software-selskabet har her kigget på trackingen i en række Apple-apps som App Store, Apple Music, Apple TV, Books og Stocks.

Mysk skriver, at der med Apples opdatering til iOS 14.6 er grund til privacy-bekymring.

“Det ser ud til, at alle klik, som foretages i App Store-appen i iOS 14.6, sendes videre til Apple,” lyder det fra selskabet.

Ifølge Gizmodo tyder alt på, at App Store-appen høster al data på brugerens færden - herunder hvad man klikker på, hvilke apps, der søges efter, hvilke annoncer der bliver set, og hvor længe brugeren kigger på en given app.

“Appen sender detaljer om dig og din enhed - inklusive ID-numre -, telefontype, skærmopløsning, sprog og internet-opkobling,” hedder det.

Ifølge selskabet Mysk overfører Apples Health og Wallet-apps ingen data uanset om der er givet lov eller ej.

Det gør til gengæld Apple Music, Apple TV, Books, iTunes Store og Stocks.

Mysk-folkene har testet de pågældende apps på to forskellige telefoner.

Den ene er en jailbroken iPhone med iOS 14.6, hvor de har dekrypteret data, så de kan se, hvilke data der videresendes.

Den anden er en almindelige iPhone med iOS 16.

Du kan læse hele gennemgangen af deres opdagelser hos Gizmodo her.

Og du kan se en video, som de har oploadet med deres opdagelser, her: