Af Knud Søndergaard, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det har taget sin tid. I mere end fem år havde Sonos nærmest markedet for trådløse streaminghøjttalere for sig selv. Efterhånden gik det dog op for de etablerede audiofirmaer, at det var den slags produkter, mange forbrugere ville have som erstatning for traditionelle radio-er og mindre stereoanlæg.
Sony var tidligt ude med Bluetooth-streaming, og i år har firmaet lanceret nogle spændende nyheder, som kan kombineres indbyrdes og fodres med indhold fra såvel analoge som digitale kilder.
Både Bluetooth og Wi-Fi
Der kan siges meget pænt om Bluetooth. Denne trådløse teknologi findes over alt, den er nem at få til at virke, og den er billig, men den rækker ikke langt, og lydkvaliteten er ikke i top. Blue-
tooth er suveræn, når en smart-phone eller tablet skal levere musik til en trådløs højttaler inden for synsvidde.
Når det gælder audio, er selv det mest ydmyge Wi-Fi-system en 6-sporet motorvej uden trafik, som kan overføre hvad som helst fra MP3 til de højest specificerede Hi-Res Audio-filer på 4,6 Mbps/kanal – sammen med UHD/4K-videofiler til flere brugere. Desuden kan Wi-Fi relativt nemt bringes til at dække alle rum i selv de største hjem.
Og Sony ZR7 stopper ikke der. Der er også Google Cast, Spotify Connect, en LAN-bøsning til et kablet netværk, en HDMI-terminal til gengivelse af lyd fra et tv med ARC, en USB-B-bøsning til direkte overførsel af audiodata fra en computer og den uundværlige analoge Audio In til et 3,5 mm stereo-jackstik. Endelig er der en USB-A-port til gengivelse fra en hukommelsesnøgle – men ikke fra en iPod eller smartphone.
Til nærbetjening er der nogle få touchfelter og knapper på højttaleren. Fuldt udbytte af alle mulighederne kræver en smartphone eller tablet med Sonys SongPal app til Android eller iOS.
Stærk bestykning
Det kompakte og stilrene kabinet, som kan fås i sort eller sølv finish, er godt fyldt op med to 45 mm fuldtoneenheder og to 62 mm basser, og på bagsiden er der en stor passiv radiator (slavebas) til at lægge bund under lydbilledet. Udgangseffekt lover Sony intet om, men ud fra den eksterne strømforsynings størrelse lyder et forsigtigt gæt på godt 30 W.
Opsætning og daglig brug
De mange tilslutninger gør ZR7-højttaleren meget universel, men de forenkler ikke ligefrem opsætningen eller den daglige brug. Det anbefales stærkt at følge den kortfattede betjeningsvejledning og downloade den udførlige hjælpevejledning. Det hele er ikke lige intuitivt, men med blot en anelse tålmodighed går det.
Sony har lånt Alt om DATA to eksemplarer af højttaleren. Det har givet mulighed for at prøve den i stereo og som baghøjttalere sammen med en HT-NT5 lydbar. Lyden bliver naturligvis meget bedre på begge disse måder, men priserne ryger også derop, hvor man kan overveje mere traditionelle løsninger med en forstærker og regulære, passive højttalere.
Som streaminghøjttaler spiller en enkelt ZR7 meget civiliseret, især når musikken består af forholdsvis få stemmer og instrumenter. Pink Floyds ”The Wall” klinger flot, mens Wagners ”Walkürenritt” bliver noget rodet. Klangen med equalizeren i ”FLAT” indstilling er neutral med klar mellemtone og ren diskant. Bassen er imponerende for så lille en højttaler.
De dybe toner begynder at blive hørbare ved 40 Hz og fremhæves let omkring 50 Hz, så lyden virker mere voluminøs. Sindssygt højt kan ZR7 ikke spille, men der er rigeligt med styrke til et mindre selskab i et rum på 20 kvadratmeter.
Hi-Res Audio
Sony gør meget ud af, at der sidder et ”Hi-Res Audio” logo på SRS-ZR7 og adskillige andre af firmaets bedre audioprodukter. Det betyder, at grejet kan gengive musikfiler med 24-bit opløsning og sampling-frekvenser op til 192 kHz. Det er 6,5 gange så mange data i sekundet som på en cd, der ”kun” klarer 16-bit og 44,1 kHz – det samme som de bedste streamingtjenester.
Er det noget, der kan høres? Ikke på en højttaler i denne klasse. Under kontrollerede forhold og med udstyr til 6-cifrede beløb menes trænede hi-fi-lyttere at kunne høre forskel på det samme indhold med henholdsvis 16-bit/44,1 kHz og 24-bit/192 kHz i op til 60 % af tilfældene.
Hvorfor så satse på Hi-Res Audio? Hvorfor ikke? Teknologien fordyrer næppe grejet med meget mere end udgiften til et klistermærke, og hvis man har en samling af ukomprimeret og/eller Hi-Res musik liggende på en computer eller en NAS-server, er det rart at være fri for at skulle konvertere filer, f.eks. fra 16-bit/44,1 kHz til MP3 ved 128 kbps til gengivelse i bærbare produkter.
