Af Torben Okholm, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I en verden, hvor fotografi konstant står til rådighed for os, bliver tanken om et liv uden det ret fremmed. Uden kameraet ville historien se helt anderledes ud, og mange erindringer ville være gået tabt for bestandig.
I løbet af det seneste årti har smartphones erstattet kameraet som den nemmeste og mest bekvemme vej til snapshots for mange mennesker, og selvom DSLR-kameraernes dage endnu ikke er talte, har teknologien ændret fotografiets kunst til ukendelighed.
I takt med at smartphonekameraer har udviklet sig, har redigeringen af vores billeder også taget nogle spring fremad. Fotomanipulation er særdeles anvendelig, men teknologien kan også bruges af forkerte grunde – bedrageri, falske reklamer, clickbait, airbrushing og fremkomsten af såkaldte “deep fakes”.
Den kan imidlertid også gøre nytte. Redigering er en forudsætning for at få et perfekt billede – simple justeringer af lysstyrke har reddet mange fotos fra at blive skrottet. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Forestil dig at vente et par uger på, at dine feriefotos bliver fremkaldt, blot for at se, at de er for mørke eller overbelyste. Fotografi og billedredigering er nået langt siden da, og nu skal vi se, hvordan alt dette gik til.
Et snapshot fra fortiden
Når man siger billedmanipulation i dag, dukker Adobes Photoshop-software frem i bevidstheden. Dette program er så forankret i populærkulturen, at ordet “photoshoppe” er kommet med i Den Danske Ordbog.
Billedmanipulation er blevet så udbredt, at ordet photoshop snarere beskriver denne teknologi end selve applikationen. Men hvordan er vi nået dertil? Adobes gigant spiller en stor rolle i hele denne branche, men den var ikke begyndelsen. Før vi beskriver, hvor billedmanipulation kom fra, må vi forstå, hvad den for alvor betyder.
Kort sagt er billedmanipulation kunsten at omforme et billede, så det antager et specifikt og eftertragtet udseende. Det er naturligvis ikke så enkelt, som det lyder, og der er masser af implikationer i sagen. Det er værd at erindre, at billedredigering faktisk fremkom, før vi fik digitale kameraer – længe før, faktisk.
Vi tager en tur tilbage til det 19. århundrede og en franskmand ved navn Joseph Nicéphore Niépce, der i 1826 chokerede alle med verdens første fotografi. Nutidens teknologi udvikler sig med så rivende en hast, at vi bliver immune over for dens konsekvenser, men prøv at forestille dig situationen i 1826: Nu kunne man tage et udsnit af virkeligheden og fryse det fast i tiden.
Når det tager op til otte timer at tage et fotografi, får man ikke lyst til at skyde et gruppebillede.Begyndelsen på fotografiet opstod med opfindelsen af “camera obscura”, og det banede vejen for det første fotografi. Camera obscura er nylatin og betyder “mørkt kammer”. Det bestod af et rum eller en kasse, der var mørk – med en linse eller et hul i den ene side.
Herigennem blev et billede projiceret op på en væg eller en anden overflade. Ved at bruge et camera obscura på en fotografisk plade af tin (et formbart metal) lavede Joseph Nicéphore Niépce et billede af udsigten fra sit værksted. Pladen var dækket af en lysfølsom kemisk forbindelse, som Niépce havde udviklet, og det tog otte timer i direkte sollys at danne billedet.
Hokus-pokus der virkede
Han faldt over denne metode, mens han prøvede at få fodfæste inden for det voksende marked for litografi. Denne trykteknik indebærer, at man indgraverer eller ætser på en voksagtig, olieret substans på en plade og derefter bruger en kemisk proces, der afviser blækket og overfører det til papir med henblik på at danne et billede. Det kan lyde som en slags hokuspokus, men det virker.
Niépce brugte camera obscura til at danne et billede, som han derefter ville ætse med henblik på at lave et litografi. På trods af denne raffinerede teknik var hans hænder ikke sikre nok efter hans egen mening. Han vidste, at visse kemikalier reagerede på lys, og derfor prøvede han, om han kunne få et billede fra et camera obscura til at forblive på en plade, der var dækket af en kemisk substans.
Ved hjælp af en hjemmelavet shellak-blanding lykkedes det omsider Niépce at få succes. Efter at have gjort dette enorme fremskridt brugte han de næste to år på at forfine processen. Han tog udgangspunkt i vindueskarmen i værkstedet og tog verdens første fotografi efter en belysningstid på seks timer. Niépce kaldte processen heliografi, og den udgjorde det første afgørende skridt inden for fotografi.
Kommercielt fotografi
I 1829 slog Niépce sig sammen med den franske maler Louis Daguerre. Det indledte den første kommercielle fotografiproces. Desværre døde Niépce kun fire år senere, men i sine sidste få år fortsatte han sammen med Daguerre udviklingen af processen og finjusterede den. Efter Niépces død arbejdede Daguerre på at perfektionere fotografiets kunst, så det kunne nå et kommercielt niveau. Det er den teknik, vi i dag kender under navnet daguerreotypi – opkaldt efter Daguerre.
Han opdagede, at kviksølv kunne forkorte fremkaldelsesprocessen for et billede fra otte timer til blot 30 minutter. Det er en ret imponerende reduktion i tid. I 1839 præsenterede han denne proces ved et møde i det franske videnskabsakademi og afslørede den for offentligheden. Sammen med Daguerre solgte Niépces søn senere på året rettighederne til daguerreotypiet til den franske regering.
Daguerreotypi-processen finder sted på en plade af kobber med et tyndt lag sølv, og den foregår uden brug af et negativ. Det er en direkte-positiv proces, og den kunne frembringe et meget detaljeret billede på pladen. Denne teknik var dog temmelig krævende, og den henvendte sig ikke til alle og enhver.
På omtrent samme tidspunkt fokuserede William Henry Fox Talbot i Storbritannien på en lignende teknik, men hans ide var markant anderledes. Talbot var videnskabsmand, en pioner inden for fotografi og såmænd også medlem af parlamentet.
Efter en rejse til Comosøen i Italien i 1833 forsøgte Talbot med ringe held at tegne den landskabelige skønhed. Det inspirerede ham til at opfinde en maskine, der skulle bruge lysfølsomt papir til automatisk at opfange landskabet. Han fortsatte med at videreudvikle ideen, og kun tre uger efter at Daguerre offentliggjorde daguerreotypi-teknikken, holdt Talbot foredrag om sin “art of photogenic drawing” i Royal Society.
Frem for at lade billedet fremkomme på en kobberplade byggede Talbots kopier på lysfølsomt papir. Det var en imponerende bedrift, og i dag ved alle, at papir afgjort er det foretrukne medie til fotografier. Talbot stoppede imidlertid ikke her. Han udviklede tre af fotograferingens vigtigste primære elementer – fremkaldelse, fiksering og kopiering.
Når man udsatte fotografisk papir for lys, dannede man et billede, men det var langtfra enkelt, og det krævede ekstremt lange eksponeringstider. Ved et tilfælde opdagede han, at der faktisk var et billede efter en kort eksponering, og selvom han ikke umiddelbart kunne se det, fandt han hurtigt ud af, at man kunne fremkalde det til et negativ ved hjælp af kemikalier.
Billedet på dette negativ blev derefter fikseret kemisk, således at det lysfølsomme sølv blev fjernet, og man kunne se billedet i dagslys. Det gik op for Talbot, at han kunne lave kopier på baggrund af dette negativ. Det var mere effektivt end daguerreotypiet, idet man kunne lave så mange positive kopier, man ville. Denne proces fik navnet “kalotypi”, og den blev patenteret i 1841. Som et resultat af sit arbejde fik Talbot tildelt en medalje fra Royal Society.
Trækasse med plader
En optiker ved navn Charles Louis Chevalier var en af de første, der producerede kameraer, som brugte daguerreotypi- og kalotypi-processerne. De var populære på det tidspunkt, men fotografi var endnu ikke så let og billigt, så alle kunne være med. Fysisk var de mere kompakte udgaver af et camera obscura, men de var lavet af trækasser med plader eller lysfølsomt papir indeni.
Mellem 1850’erne og slutningen af 1880’erne kom der en ny metode til billedfremkaldelse, som blev kaldt kollodionprocessen. Metoden var opfundet af den engelske billedhugger Frederick Scott Archer, og processen omfattede belægning, sensibilisering og eksponering af det fotografiske materiale, hvorefter det blev fremkaldt i mørkekammeret på 15 minutter.
Denne proces opstod, efter at Archer tog en kollodionopløsning og smurte den på en glasplade. Derefter eksponerede han denne plade, mens den var våd, for at producere billedet. Processen havde imidlertid nogle ulemper – man var nødt til at have et transportabelt mørkekammer, hvor fremkaldelsen kunne finde sted. Hvis der trængte lys ind i mørkekammeret, blev billedet ødelagt.
Dette var en af de mest dominerende fotografi-producerende processer indtil slutningen af 1880’erne. Den var populær blandt velhavende kredse og familier, og de fotos, man skabte på den måde, nåede med tiden frem til aviserne. Denne bølge af popularitet betød, at fotografi snart blev en del af de højere kredse.
Kodaks betydning
Kodaks banebrydende Brownie-model var et af de første billige kameraer.I slutningen af 19. århundrede tog kamerateknologien et stort spring fremad takket været et navn, som mange mennesker stadig kender i dag. Navnet Kodak stod bag boomet inden for fotografi, og manden bag varemærket var George Eastman. Den 4. september 1888 fik Eastman patent på verdens første filmkamera, og det gjorde fotografi muligt for alle slags entusiaster. Ved århundredskiftet kom der en billigere model ved navnet Kodak Brownie.
Dette basale bokskamera var beklædt med kunstlæder og havde en filmholder af træ. Det introducerede det kvadratiske 2,25 x 2,25”-format til fotoverdenen. Disse kameraer gav brugerne mulighed for at gemme og genskabe fysiske minder og fastfryse livets øjeblikke. Kameraet Retina Series 35 mm, der blev lanceret af Kodak i 1934, var endnu et gennembrud for fotografi og for firmaet.
Denne serie blev produceret indtil 1969, og i denne periode udviklede 35 mm-kameraet sig til et af de mest populære formater i fotografiets historie. Mange fotografer karakteriserer ofte 35 mm-formatet som det synsfelt, der kommer tættest på det menneskelige øjes syn, og som sørger for en ægte gengivelse af det, som fotografen ser. Det blev hurtigt et af de mest populære formater. Faldet i salg af film betyder, at Kodak ikke længere er det navn, det engang var, men firmaet var en vigtig pioner i den fotografiske branche.
Sådan opstod fotomanipulation
Udtrykket “Fake news” er nok blevet populariseret i de seneste år, men eksempler på falske nyheder er ingenlunde noget nyt fænomen. Og nu kommer vi så til Hippolyte Bayard, der er endnu en pioner inden for fotografi i 19. århundrede. Bayard mente, at han var fotografiets fader, ikke Niépce, Daguerre eller Talbot.
Bayard var frustreret over det, han selv opfattede som manglende anerkendelse, og han fandt derfor på det måske første eksempel på clickbait – netop: Længe før YouTube overhovedet var blevet overvejet, søgte folk opmærksomhed ved at fremsætte falske påstande.
Man kan betragte Bayard som den første influencer, og han lavede også en af de første selfies. Ansporet af den anerkendelse, som de andre havde modtaget, lavede Bayard et falsk fotografi af sit eget selvmord. På et kornet foto fra 1840 havde Bayard fotograferet sig selv halvt påklædt og liggende op ad en mur efter angiveligt at være druknet.
Bayards selvportræt som druknet mand er et tidligt eksempel på billedmanipulation.En ting er, at det at lave et forfalsket selvmordsbillede er upassende; en anden er, at Bayards foto viser, at billedmanipulation har eksisteret, lige siden fotografiet så dagens lys. Det viste også fra begyndelsen, at et fotografi kunne være forræderisk, og at det ikke altid var en troværdig kilde til information.
På trods af alle de utrolige steder, personer og begivenheder, der er blevet skudt siden da, er det forunderligt at tænke på, at man lavede forfalskninger helt tilbage i 1840’erne. Og da vi nu har vist, at der ikke er tale om et nyt fænomen, springer vi frem til begyndelsen på digital fotoredigering og eksplosionen i fotomanipulation.
Den digitale tidsalder
Den grundlæggende teknologi bag retouchering havde ikke ændret sig meget indtil 1957, da Russell Kirsch lavede et af de første digitale billeder ved at konvertere et foto af sin tre måneder gamle søn til en digital fil.
Det fandt sted ved scanning af et analogt billede, og selvom det teknisk set ikke var en ægte digital afbildning, var det et skridt fremad for digitalt fotografi. Siden da har mange forskere og opfindere eksperimenteret med digital fotografiteknologi. De har fokuseret på at fremstille maskiner, som kunne tage fotos i et digitalt format.
I 1968 udviklede Peter Noble en sensor, der kunne konvertere lys til digitale data. Den hed Active Pixel Sensor, og den registrerede lys og ændrede denne information til digitale data. Den kunne oprette et digitalt billede uden at scanne analoge billeder, og der var derfor tale om et af de første digitale kameraer.
En forsker i Kodaks laboratorier ved navn Steve Sasson byggede videre på denne idé med henblik på at lave et digitalt kamera, som kunne opfange og gemme elektroniske billeder. Sasson havde planer om at lave det første håndholdte digitalkamera, men det gik ikke helt efter planen. Det endte med at være på størrelse med en brødrister, og det var ikke det, han havde tænkt sig.
Digitalkameraet var en betydelig udvikling i fotografiets historie, men det er blevet overhalet af smartphonen.De billeder, det tog, var sort-hvide digitale fotografier på 0,8 megapixel, og de blev gemt på en kassette. Kvalitetsmæssigt var det et tilbageskridt, for analog var stadig langt overlegen, men det var en afgørende udvikling for moderne fotografi. Denne enhed fungerede, men der skulle gå yderligere 16 år, før digitalkameraer omsider blev kommercielt tilgængelige.
Et af de tidligste var Logitech Fotoman i 1991. Det var et lodret betjent plastikkamera, det havde ingen bagskærm, men havde til gengæld en søger øverst til venstre på kameraet. Det tog sort-hvide billeder ved en pixelopløsning på 376 x 240 med 1 MB internt lager til cirka 32 billeder.
Når man skulle se sine fotos, måtte man slutte kameraet til en computer, hvor man kunne se og redigere billederne ved hjælp af Logitechs digitalkamera-software. Det var banebrydende og skabte en vækst i digitalkameraer i 1990’erne. Foruden at kunne se sine billeder på en computer og lagre dem digitalt fik man mulighed for at justere dem med kameraets indbyggede software. Men i begyndelsen af 1990’erne var det ikke den eneste software, man kunne bruge til at redigere billeder.
Photoshop bliver født
I slutningen af 1980’erne fik vi det bedst sælgende og mest populære fotoredigeringsprogram til dato – Photoshop. Den afgørende applikation blev udviklet af brødrene Knoll, John og Thomas. John arbejdede for Lucasfilms special-effects-firma, Industrial Light and Magic.
Mens han var her, lærte han Pixar Image Computer at kende. Dette udstyr kunne tage et billede fra film, oprette en digital version, som kunne manipuleres, og derefter blive sat tilbage i filmen. Det var en computer, der var lavet specifikt til billedredigering.
Problemet var, at maskinens pris var astronomisk, og den kunne kun betjenes af en specialuddannet tekniker. Det var ikke særlig praktisk. John elskede imidlertid ideen, og da han talte med sin bror om det, viste det sig, at broren havde arbejdet med et lignende stykke software for Mac-intosh Plus på University of Michigan.
Brødrene samarbejdede om ideen, indtil de havde udviklet et avanceret stykke software, som de kunne præsentere for de toneangivende magter. De skulle bruge et billede til en demonstration, og derfor scannede John et 4 x 6”- fotografi af sin kæreste, som han havde taget i Bora Bora. Det blev kendt som Jennifer in Paradise.
Programmets første version blev kaldt “Display”, hvilket hurtigt blev ændret til “ImagePro”. Thomas tog et halvt års orlov fra studierne, og han og hans bror udviklede programmet til et fuldt fungerende billedredigeringsprogram.
På det tidspunkt var navnet Imagepro blevet brugt af andre, og derfor blev navnet ændret til Photoshop. Dette stykke software blev distribueret sammen med hardware, som blev solgt af Barneyscan, der havde udviklet den første 24-bit bordfarvescanner af høj kvalitet. På den måde blev de første 200 eksemplarer af Photoshop-softwaren solgt.
Knoll-brødrene præsenterede deres software til Apple og Adobe, og det endte med, at Adobe købte licensen til at distribuere Photoshop i september 1988. Photoshop 1.0 blev lanceret i februar 1990 på Macintosh-computere og rummede et væld af funktioner, herunder farvekorrektion med balance, nuance, mætning, billedoutput-optimering, kurver, niveauer og et klonværktøj.
Der var også et lasso-værktøj, et penselværktøj og den kendte tryllestav. Man kunne også ændre gennemsigtigheden og farverne i en udvalgt del af et billede. Disse funktioner findes stadig i softwaren og er lige så vigtige for moderne grafiske designere, som de var dengang.
Hvis man ser bort fra disse nye manipulationsredskaber, har Photoshop også fungeret godt som en standardsuite til billedredigering med evnen til at justere et billedes værdier og også beskære det.
Photoshop var en fremragende pakke, der førte folk ind i fotografiets redigeringsarbejde uanset, om man ville have det sjovt, forbedre sine billeder eller grundlægge en karriere ved hjælp af denne nye teknologi. Det var begyndelsen på en ny æra for alle og enhver.
Historisk retouchering
Måske verdens mest berømte, tidlige billedmanipulation: Kommunisten Lenin agiterer på pladsen foran Bolsjojteatret i Moskva. På det første billede står Trotskij på trappen til højre, men han faldt i unåde i Sovjetunionen og blev fjernet på et retoucheret billede (til højre).I 19. århundrede blev billedmanipulation først introduceret som retouchering. Det var et højt specialiseret og tidskrævende arbejde, som kun de dyreste fotografer kunne tillade sig, når de lavede små justeringer af deres billeder. Denne proces forblev uændret i lang tid og begyndte ved fotografiets fødsel, uanset negativtype.
Efter at et negativ blev eksponeret, blev det fremkaldt ved hjælp af kemikalier i mørke-kammeret med henblik på at fremstille det færdige billede. Nogle fotografer ferniserede deres negativer for at beskytte dem mod at blive beskadiget, mens andre retoucherede dem først og konserverede dem bagefter. Det foregik ved et specielt bord, der havde en vinklet overflade, som man kunne indstille.
Negativerne blev gennem-lyst bagfra, efter at de var blevet placeret i en ramme på den vinklede overflade. Man belyste dem med en reflekterende overflade eller – hellere – et indstilleligt spejl. For at forhindre lys i at skinne ind var der gardiner på hver side. Hovedparten af disse manipulationer foregik på negativsiden, der var dækket af en emulsion.
Mere detaljeret arbejde krævede, at retouchørerne brugte en skalpel eller et lignende blad. Denne ætsning blev kun udført af erfarne retouchører og var en ekstremt avanceret procedure. Ætsning var afgørende, når kundernes billeder skulle perfektioneres til portrætfotografi. Før man begyndte at redigere, skulle man behandle negativet ved at polere det med pimpstenspulver.
Retouchøren fokuserede først på at lysne nogle områder for derefter at mørkne andre ved hjælp af blyanter, blæk eller vandfarver. Dernæst lagde man en retoucheringsblanding på. Hvis man kom til at begå en fejl, kunne dette indtørrede lag nemt fjernes – det 19. århundredes udgave af tasterne ctrl + z.
Sådan redigerer man i dag
Man kan trygt sige, at kameraet har ændret den verden, vi lever i. Efter at World Wide Web gik kommercielt i luften fra 1993, er digitalt fotografi blomstret i takt med væksten på internettet. Lanceringen af Photoshop gjorde manipulation både mere tilgængelig og mere overbevisende. Alt det, vi i dag tager for givet, inklusive lys, skarphed, kontrast, nuancer og mætningsniveauer, er noget, vi kan takke fremskridtene inden for digitalt fotografi og Photoshop for.
I begyndelsen af 2000’erne introducerede Sharp kameratelefonen. Efter nutidens standarder gav den elendige billeder, men tanken om at kunne gå rundt med en kombination af kamera og telefon var tiltrækkende. På grund af kameratelefonens ringe kvalitet blev folk dog ved med at have et separat digitalkamera på sig. Men med tiden blev billedmanipulationens komponenter bedre.
Digitalkameraer fik sensorer med større megapixelværdier. Billeder af bedre kvalitet banede vejen for mere imponerende fotomanipulation. Software til billedredigering blev også markant forbedret i 1990’erne og de tidlige 2000’er, og Photoshop gav plads til grafiske designere.
Telefoner har hurtigt overtaget rollen som den mest mest populære form for kamera.Siden lanceringen har Photoshop været branchestandarden. Denne software bliver brugt i alle former for medier – fra magasiner til albumkunst, fra plakater til websitedesign. Andre programmer til billedredigering kom frem, herunder Microsofts Photo Editor, som blev til Microsoft Office Picture Manager. Disse programmer havde imidlertid ikke den samme klasse som Photoshop, og de henvendte sig til mere generisk billedredigering.
De fleste kameraer blev fulgt af medfølgende software, der også muliggjorde fintuning. Teknologien udviklede sig så hurtigt, at alle elementer blev forbedret i takt med hinanden – i løbet af 1990’erne og 2000’erne til et punkt, hvor digitalt fotografi og manipulation er normen. Man kunne nu stort set designe og afbilde alt, hvad man ville, i denne moderne digitale tid. Man havde ikke længere brug for en retouchør, fordi enhver selv kunne forsøge sig med billedmanipulation.
Fordele og ulemper
Hen mod slutningen af 2000’erne forbedrede telefonkameraer sig i rivende fart. Begrebet iPhone spillede en enorm rolle for udbredelsen af smartphonens popularitet, og kameraerne udviklede sig konstant. Folk begyndte at tage billeder af høj kvalitet direkte fra deres telefoner, overførte dem til deres computere og redigerede dem.
Med fremkomsten af det frontvendte kamera og væksten i sociale mediesites som Facebook og Instagram begyndte vi imidlertid at se en mere uskøn side af fotomanipulation i det forgangne årti. Naturligvis har airbrush-teknikken været i brug i årevis, og man har redigeret modeller for at få dem til at se slankere og mere æstetisk tiltrækkende ud på magasinernes forsider.
De skønhedsstandarder, der bliver skabt af så urealistiske billeder, er blot ét problem ved billedmanipulation: De giver usunde forventninger, som har enorm virkning på yngre generationer. Når enhver kan tage billeder og redigere sig selv på få minutter, bliver billedmanipulation på sociale medier et konstant problem.
I takt med at smartphones udviklede sig, fulgte deres kameraer med.Den nemhed, hvormed man i dag kan manipulere fotos, har medført en opblomstring af falske nyheder, vildledende reklamer og sågar svindel. Der går en hårfin grænse mellem at manipulere billeder i kunstnerisk øjemed og gøre det for at snyde folk uanset, om formålet er økonomisk eller politisk vinding.
Men hvor skal vi trække stregen? Man synes måske ikke, at det er tvivlsomt at beskære et billede, men hvad med den information, der er udeladt? Når fotomanipulation bliver foretaget af medieorganisationer, der har magt til at påvirke millioner af mennesker, bevæger vi os ind på den uetiske del af billedredigering.
Billedmanipulation er ikke kun skadelig. Kunne det for eksempel ikke være sjovt at forvandle sig selv til en hund på Snapchat? Man kan også bruge teknikken til at give fantasien frit løb ved at lave flotte billeder, store kunstværker eller skøre memes.
Teknologien bevæger sig med afsindig hastighed, og vi er holdt op med at gemme fysiske billeder – enten lagrer vi dem digitalt i skyen eller deler dem online, så alle kan se dem. Når der hver dag bliver uploadet over 1,8 milliarder fotos på internettet, er det næsten umuligt at vide, hvad der er ægte, og hvad der ikke er det. På kun 30 år har billedmanipulation og digitalt fotografi ændret vores verden. Spørgsmålet er blot: Er det en ændring til det bedre eller til det værre?
Gode programmer til billedredigering
Adobe Photoshop
Fotomanipulation ville ikke være, hvor den er i dag, uden Adobes Photoshop-program. Denne pioner inden for billedredigering er i dag lige så kendt som et verbum – at photo-shoppe noget – som den er som et stykke software. Photoshop er en billed-redigeringssuite til både macOS og Windows, men der findes også lettere versioner til pc’er og mobiltelefoner. Man kan bruge denne applikation til billedredigering, grafisk design og digitale malerier.
Photoshop er i dag branche-standard, og selvom alternativerne bliver stadig bedre, er dette program stadig den bedste allroundpakke. Naturligvis koster al den ekspertise penge. Man skal have Adobes Creative Cloud og derefter vælge et abonnement, der passer til en.
Man skal betale 275 kroner om måneden, hvis man vil have en kontraktfri licens alene på Photoshop eller 2234,33 kroner forud for et helt år. Det sidste er for de fleste brugere billigere i det lange løb, men det er stadig en anselig sum for ét program. Hvis du har planer om at bruge andre Adobe-programmer såsom Illustrator, er det bedst at finde en passende “medlemsplan” på Adobes website.
Vurdering: 6/6 stjerner
2234,33 kroner forud om året eller 275 kroner forud om måneden. Se https://www.adobe.com/dk/creativecloud/plans.html.Affinity Photo
Affinity Photo kræver en engangsbetaling og har funktioner, der konkurrerer med Photoshop. Programmet blev lanceret som en gratis beta-testversion i februar 2015, og efter stor interesse blev det færdiglanceret i juli samme år. Tidligere havde Serif, firmaet bag Affinity, haft et produkt ved navn Serif PhotoPlus for Windows, der også var en billedredigeringssuite, men den blev standset efter lanceringen af Affinity Photo.
Affinity Photos layout og udvalg af redskaber svarer til Adobe Photoshop, men med en 60 fps-panorering og zoom er der tale om en lille opgradering. Hvis man går fra denne applikation til Photoshop, kan man afgjort se forskellen på de to. Affinity Photo virker langt mere silkeblød og giver en illusion af bedre ydelse og af at være en hurtigere applikation, der øger ens produktivitet.
Det er gennemgående en gedigen applikation, der lægger sig tæt op ad branchestandarden. Dens største fordel er imidlertid dens engangsbetaling uden abonnement, vil mange synes. Hvis man vil prøve billedmanipulation, kan den være et fortræffeligt førstevalg. Naturligvis er der mulighed for en prøveversion – ligesom hos Photoshop.
Vurdering: 5/6 stjerner
Gimp
Det specielle navn Gimp står for GNU Image Manipulation Program. Det er en billededitor, der kan fås til GNU/Linux, macOS, Windows og andre platforme. Det, der gør GNU så god, er programmets alsidighed. Det er open source, og man kan derfor ændre kildekoden og distribuere sine ændringer, hvis man vil. De fleste mennesker vil ikke udnytte det, men muligheden er der.
Gimp er en god allroundløsning, der leverer højt detaljeret manipulation til grafisk design-arbejde. Selvom det ikke helt lever op til de høje standarder, der er sat af Adobe Photoshop, har denne software, der bliver ledet og udviklet af open source-miljøet, alle de redskaber, man skal bruge for at løse en opgave. Den fremragende farvestyring leverer farvereproduktion af høj kvalitet på tværs af fysiske og digitale medier.
Gimp har også glimrende programmeringsintegration, der betyder tilpasningsdygtige funktioner og plug-ins fra miljøet. Uanset om det gælder billedredigering eller grafisk design, er Gimp en gedigen applikation, og det bedste af det hele er, at programmet er gratis.
Vurdering: 4/6 stjerner
/////
Synes du foto og video er spændende, og ønsker du at skyde flottere billeder?
Magasinet AOD bringer mange artikler om foto og video.
Få et nyt magasin hver tredje uge med tests og indsigtsartikler