Kommentar: Forleden havde Politiken et interessant interview med den amerikanske økonom Isabella Weber (paywall) om hendes forskning, som blandt andet handler om såkaldt systemisk vigtige områder som energisektoren, fødevarer og gasforsyningen.
Isabella Weber argumenterer for, at disse områder kræver en særlig (statslig) handlingsplan, når krisen rammer.
I 2021 blev hun grinet ud af det etablerede selskab, men adskillige kriser senere har mange lande etableret prislofter og særlige beskatninger af områder som energisektoren, fødevarer og gasforsyningen.
Det er i sig selv spændende.
Men det, som jeg især fik ud af interviewet, er hvordan Isabella Weber omtaler moderne kriser.
Ikke som enkeltstående begivenheder som oliekrisen i slutningen af 1970'erne, finanskrisen og corona-epidemien, men som konstant overlappende og måske endda internt forbundne kriser.
Velkommende til de mange kriser: Polycrisis
I stedet er der tale om såkaldte polycrisis.
Det er et begreb introduceret af den engelske historiker Adam Tooze, som blandt andet har beskrevet begrebet i dette indlæg (gratis) og i denne fine artikel hos Financial Times (paywall).
I it-verdenen har det længe været en træt leder-kliche, at den eneste konstant er konstant forandring.
Men i verden, hvor vi har snublet os fra mangel på arbejdskraft til corona-epidemi til chipkrise til massive supply-chain-problemer, fordi et skib satte sig fast i Suez-kanaler til eksploderende energipriser efter Ruslands invasion til stigende inflation og lønpres, virker polykrisis-begrebet ret dækkende.
Oven i kan du så lægge en gigantisk klima-udfordring, et politisk ustabilt USA, en regionaliseret mindre aftale-bundet verden og en stadigt koldere krig mellem Kina og USA.
Og, argumenterer Adam Tooze, de overlappende kriser gør det stadigt sværere at pege på en enkelt årsag - og derfor også på løsninger.
Derfor har de seneste års historie handlet om brandslukning, vaccine-spurt og om at afværge værre resultater end dem, som du nu må leve med.
Lektionen for it-verdenen
Nok derfor indeholdt statsminister Mette Frederiksens nytårstale i år mere defensivt midtbanespil, end hvad man ellers kunne forvente af den første flertalsregering i mange år.
For de fleste ansvarlige politikere har indset at den klassiske danske vending om, at ”en ulykke kommer sjældent alene” nok er meget dækkende for de kommende år.
For it-verdenen bør lektionen derfor også være, at fremtidig planlægning bør tage langt flere globale faktorer med og indeholde langt flere backup-planer.
Og at budgetter og bundlinjer bør polstres til at modstå ikke bare én, men en hel serie af overlappende kriser.
