Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: NemID-support stopper i dag /Amerikansk politi beslaglægger optagelser fra selvkørende biler / Danske Wingmen Solutions lander to-cifret millionoverskud

Morgen-briefing: NemID-support stopper i dag. Amerikansk politi beslaglægger optagelser fra selvkørende biler. Danske Wingmen Solutions lander to-cifret millionoverskud. Also køber den norske distributør Commaxx. Oracle Fusion får nye funktioner baseret på generativ AI, og så er det 115 år siden, at en mystisk hændelse forårsagede en gigantisk eksplosion.

Det er i dag fredag 30. juni, og her kommer den sidste morgen-briefing fra Computerworld på denne side af sommerferien.

Før vi begynder at puste badeboldene op og trækker de gamle Speedos på, skal vi dog først have overstået dagens nyhedsoverblik.

Vi lægger med historien om, at det i dag er sidste chance for at få udstedt et NemID eller få support til NemID.

NemID-support stopper i dag

Har du et familiemedlem eller en bekendt, som er mindre velbevandret i teknologiens verden og endnu ikke er skiftet til MitID, så er det måske nu, at det skal opfordrede vedkommende til at skifte.

For fra i morgen kan du ikke længere få support til NemID eller få udstedt et nyt NemID, og i løbet af de næste måneder vil NemID helt blive udfaset til det fordel for det nye MitID.

Som Computerworld kunne fortælle tidligere på ugen, er der i omegnen af 60.000 NemID-brugere, som endnu ikke har oprettet et MitID.

Amerikansk politi beslaglægger optagelser fra selvkørende biler

Politiet i San Francisco og en række andre amerikanske byer er ifølge Bloomberg begyndt at beslaglægge optagelser fra selvkørende biler.

Selvkørende biler er kendetegnet ved at være udstyret med et væld af kameraer og sensorer.

Men ordensmagten har opdaget, at optagelserne fra blandt det Google-ejede Waymos biler kan bruges til at opklare forbrydelser.

Eksempelvis beslaglagde politiet i San Francisco optagelser fra biler i Waymos flåde af selvkørende biler, da de i december 2021 skulle opklare mordet på en Uber-chauffør.

Danske Wingmen Solutions lander to-cifret millionoverskud

Det danske Cisco-konsulenthus Wingmen Solutions kom ud af regnskabsåret 2021/2022 med et overskud på 31 millioner kroner før skat.

Samtidig er selskabets medarbejderstab i perioden vokset fra 56 til 83 ansatte.

”Væksten er et resultat af vores evne til at levere den rigtige rådgivning til vores kunder kombineret med evnen til at tiltrække de rigtige medarbejdere. Jeg er dybt imponeret over de dygtige og engagerede medarbejdere i Wingmen,” siger administrerende direktør i Wingmen Solutions Kaare Christensen i en pressemeddelelse.

Also køber den norske distributør Commaxx

Den store distributør Also har købt den norske distributør Commaxx, der også er tilstede i Danmark og Sverige.

Det oplyser Commaxx i en pressemeddelse.

“Commaxx har haft stærk vækst de sidste år. For at tage næste skridt i vores udvikling trænger vi til flere ressourcer og større muskler, og det får vi nu,” siger Geir-Rune Dyrseth, bestyrelsesformand i Commaxx, ifølge en pressemeddelelse.

Det er samtidig forventeningen at Also med opkøbet af Commaxx vil kunne styrke sin position inden for blandt andet cloud-området.

Oracle Fusion får nye funktioner baseret på generativ ai

Oracle har tilføjet nye funktioner baseret på generativ AI til sin HR-løsning Oracle Fusion Cloud HCM.

Det oplyser selskabet i en presssemeddelelse.

Generativ AI er den samme form for kunstig intelligens, som eksempelvis ChatGPT benytter, og løsninger som disse er kendetegnet ved, at de på egen hånd kan generere indhold, når brugeren giver dem en forespørgsel.

I Oracles HR-løsning, der bliver brugt af mange store firmaer, vil der blive tilføjet en knap, der betyder, at brugeren med et enkelt klik kan få genereret et udkast til en tekst til brug i forbindelse med eksempelvis et jobopslag.

"Generativ AI øger produktiviteten og åbner op for en ny verden af færdigheder, ideer og kreativitet, som kan have en øjeblikkelig indvirkning på arbejdspladsen," siger Chris Leone, direktør for applikationsudvikling til Oracle Cloud HCM, ifølge en pressemeddelelse.

For 115 år siden: Mystisk hændelse forårsagede gigantisk eksplosion i Sibirien

Når Elon Musk skal forklare, hvorfor han har skabt Space X, lyder det ofte, at selskabet skal sikre, at menneskeheden bliver multiplanetær og kan overleve i tilfældet af at jorden bliver ramt af en altødelæggende katastrofe.

Det tætteste vi har været på sådan en hændelse i nyere tid, var måske for 115 år, da hvad der formodes at være en meteor forårsagede en gigantisk eksplosion i luften over Tunguska i Sibirien.

Eksplosionen indtraf den 30. juni 1908 klokken klokken 7:17 lokal tid, og den var 1.000 gange kraftigere end atombomben, der blev kastet over Hiroshima. Det vurderes, at op mod 80 millioner træer blev væltet i et 2150 kvadrameter stort område.

Lydbølger fra eksplosionen kunne registreres i Danmark og så langt væk som Washington DC, og i de følgende dage blev der registreret udsædvanligt lyse nætter i København, Berlin og Stockholm.

Således opløftet takker Morgen-briefingen af for denne gang, men fortvivl ikke. Til august vil Morgen-briefingen igen lande i din indbakke.