Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Ikke hver dag, men hver eneste dag, kan man i et medie læse om et stort, offentligt it-projekt, der er kørt af sporet.
Når et offentlig it-projekt fejler og enten bliver forsinket, overskrider budgettet eller i værste fald er så fejlbehæftet, at det må skrottes, så leder alle efter en ansvarlig.
Udbudsgiver anklager leverandøren for at misforstå opgaven, overskride budgettet bevidst, levere en ikke-funktionsdygtig løsning og lignende anklager.
Leverandøren skyder tilbage med anklager om, at kravsspecifikationen var mangelfuld, upræcis eller direkte fejlagtig, eller at forudsætningerne har ændret sig undervejs.
Stop skyderiet! I virkeligheden er der ikke nogen, som er ansvarlig.
Det kommer til at lyde helt forkert, men det er sandheden. Hverken leverandøren eller de embedsmænd, som har igangsat projektet er ansvarlige.
Ingen af partner kunne have gjort noget anderledes. Det skulle da lige være at nægte at påtage sig opgaven.
Det er reelt ikke muligt at udvikle ét system, der kan løse alle opgaver inden for et kæmpe område som for eksempel ejendomsvurderinger – og samtidig henvende sig til målgrupper, der spænder lige fra erfarne eksperter til almindelig borgere.
For et af de typisk elementer inden for offentlige it-projekter er jo netop de mange og forskelligartede målgrupper.
I tilfældet med den offentlige ejendomsvurdering skal løsningen dække behovet hos den offentlige administration og den professionelle vurderingsekspert.
Samtidig skal løsningen også kunne benyttes af boligejeren, der ikke nødvendigvis har nogen forudsætninger inden for hverken it eller ejendomsvurdering.
Men det er ikke det hele. Reglerne er meget omfattende og rigide. Løsningen skal nemlig også dække 100 procent af alle ejendomme, 100 procent af alle brugere og 100 procent af alle regler - hvilket ikke er muligt.
Ofte bliver man nødt til at lave 80 procent af løsningen, som så til gengæld virker - og så finde en måde at håndtere de sidste 20 procent. Og så er man jo allerede ude på et skråplan i forhold til kravsspecifikationen.
Det er med andre ord dømt til at mislykkes.
Kim Normann Andersen fra CBS Institut for digitalisering mener, at man for projekter over 10 millioner kroner bør lægge udviklingen over på private hænder. Dermed bliver staten bruger snarere end udvikler af systemerne. Det vil betyde, at man kommer til at dele risikoen med de private, mener han.
Men det betyder også, at man vil få mulighed for at benytte de udviklingsmetoder, der er almindelige de fleste steder i det private erhvervsliv.
En af de afgørende forskelle på det offentlige og det private er, at lovgivningen i dag kræver, at der i det offentlige allerede i udbudsfasen skal foreligge en klar kravspecifikationen af, hvad løsningen skal ende med at kunne.
Dermed er man afskåret fra at arbejde med delmål og løse opgaven i mindre bidder, hvilket normalt fungerer ret effektivt i det private erhvervsliv. Delløsningerne kan også fejle, bevares, men så er der kortere vej tilbage til start, og vi taler desuden ikke om pengespild i milliard kroners klassen.
Selvom der er tale om meget store systemer, hvilket det jo typisk er inden for det offentlige, så er det naturligvis muligt at definere løsningens endelig målsætning.
Men det er en fuldstændig umulig opgave at udvikle løsningen, da man jo ikke kender til alle de måske’er og eventualiteter, der altid dukker op undervejs.
Mindre delopgaver, som gør det muligt at teste og afprøve resultaterne undervejs og justere og rette til, inden man går videre, har ofte vist sig at være løsningen.
Ligesom man ikke arbejder med delopgaver, arbejder man heller ikke med flere leverandører på et projekt. Og det siger næsten sig selv, at ingen selv nok så stor leverandør besidder de bedste kompetencer inden for alle områder i så store projekter, som vi her taler om.
Nu vi er i gang med at ruske op i det hele, kunne man måske også overveje at arbejde med åbne grænseflader, hvor forskellige leverandører kan byde ind, og man dermed kan få det bedste fra flere verdener.
Hvis skylden skal placeres et sted, må det altså være på vores eksisterende lovgivningen, der spænder ben for at bryde løsningerne ned i mindre bidder og heller ikke gør det muligt at arbejde med flere leverandører og dermed få de bedste løsninger og kompetencer til hver enkelt etape af projektet.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
