Det kører ikke for vores allesammens pensionskasse ATP.
De dårlige sager ser ud til at hobe sig op med drøje afkast og en tavs topchef i spidsen. Med salget af TDC ser det ud til, at strategien fortsætter.
For administrerende direktør Martin Præstegaard ønsker nemlig ikke at løfte sløret for, hvor mange milliarder vi danskere har tabt på ejerskabet af TDC.
Investeringen i TDC, som ATP indgik i 2018 sammen med PFA, PKA og Macquarie, har gennem årene udviklet sig katastrofalt – med tredoblet gæld og underskud i milliardklassen.
Nu kræver flere politikere svar, skriver Berlingske.
Både Dansk Folkeparti og De Konservative kalder ATP’s tavshed for uacceptabel og kræver åbenhed om konsekvenserne af det fejlslagne ejerskab.
"Jeg tror, at danskernes tålmodighed med ATP er ved at være brugt op. Skandalesagerne hober sig op hos ATP, mens danskerne får alt for dårlige afkast på deres tvungne pensionsmidler. Det er meget utilfredsstillende," siger Helle Bonnesen (K).
ATP ønsker ikke at kommentere, hvor mange milliarder der er tabt, men henviser til, at salget endnu ikke er endeligt godkendt af myndighederne.
Ifølge ATP er TDC’s forretningsområder blevet "forandret markant" siden 2018, og pensionskassen vil nu lade Macquarie videreføre ejerskabet.