Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Novo overhaler SAP og er igen Europas mest værdifulde selskab / Trump har tjent 370 millioner på kryptovaluta / David Heinemeier slutter som nummer syv i Le Mans

Novo overhaler SAP og er igen Europas mest værdifulde selskab. Trump har tjent 370 millioner på kryptovaluta. David Heinemeier slutter som nummer syv i Le Mans. Eficode henter ny topchef, og så er det i dag 114 år siden, at IBM blev grundlagt.

Godmorgen venner

Det er i dag mandag den 16. juni, og Computerworlds morgenbriefing er netop landet i din indbakke.

Denne morgen er det Jacob Wittorff, der byder dig velkommen til it-Danmarks helt store morgen-nyheds-buffet.

Her byder vi hverken på tørre røræg, cocktailpølser fra dåse eller lunken filterkaffe, men udelukkende juicy nyheder.

Novo overhaler SAP og er igen Europas mest værdifulde selskab

For fredag overhalede danske Novo Nordisk den tyske it-virksomheds markedsværdi og er nu tilbage på tronen som den mest værdifulde børsnoterede virksomhed i Europa.

Det skete i øvrigt på en dag, hvor begge virksomheders aktiekurser faldt. Men mens Novo Nordisks aktiekurs faldt 1,5 procent, gik SAP tilbage med 2,8 procent.

Lige under den tyske ERP-gigant finder vi i øvrigt den hollandske ASML, der producerer fotolitografisystemer til produktion af mikrochips.

Trump har tjent 370 millioner på kryptovaluta

Den amerikanske præsident Donald Trump har netop offentliggjort en oversigt over sine økonomiske forhold.

Den viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han har tjent intet mindre end 57,4 millioner dollar – cirka 370 millioner danske kroner – på at sælge kryptovalutaer gennem selskabet World Liberty Financial.

I alt rapporterede Trump aktiver for 1,6 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 10 milliarder kroner. En betydelig del af Trumps aktiver er bundet i ejendomme.

David Heinemeier slutter som nummer syv i Le Mans

Den danske Ruby on Rails-opfinder og racerkører David Heinemeier Hansson blev nummer syv i LMP2-klassen i årets udgave af 24-timersløbet Le Mans, der sluttede søndag.

“Vi havde farten til en podieplacering, men problemer med servostyringen og et misset pitstop betød en 7. plads. Men det er stadig verdens fedeste løb,” skriver han på det sociale medie X.

David Heinemeier Hansson deltog i Le Mans for 12. gang. Han har været på podiet tre gange og vundet sin klasse én gang. Det skete i 2014, da han sammen med Nick Thiim og Kristian Poulsen vandt i GTE-Am-klassen.

I år deltog han for britiske United Autosports, hvor han delte bil nummer 22 med Renger van der Zande og Pietro Fittipaldi.

Eficode henter ny topchef

Det nordiske DevOps-firma Eficode har fået ny topchef.

Selskabet har netop udnævnt Patrik Sallner som ny administrerende direktør. Han overtager posten fra Lari Nurmi, der stopper i selskabet efter seks år.

Eficode blev grundlagt i den finske hovedstad Helsinki i 2005 og har cirka 600 ansatte i 10 forskellige lande – herunder i Danmark, hvor selskabet har kontor på Njalsgade på Amager i København.

I dag er det 114 år siden, at IBM blev grundlagt

Amerikaneren Charles Flint grundlagde den 16. juni 1911 selskabet Control-Tabulating-Recording Company, der var en sammenlægning af fire forskellige virksomheder.

Firmanavnet ringer muligvis ikke en klokke hos mange mennesker i dag. Men i 1924 skiftede selskabet navn til det i dag langt mere velkendte International Business Machines – IBM.