For nogle år siden mødte jeg Bjørn Borg til et selskab en varm sommeraften i det svenske.
Som gammel tennisspiller i KB var det et stort øjeblik som påbegyndtes med en konstatering fra min side om det glædelige i at stå ved siden af verdens bedste tennisspiller.
Til denne indledende bemærkning måtte jeg inkassere en irettesættelse fra en alvorlig Bjørn Borg.
Han mente ikke at have været verdens bedste tennisspiller. Han betragtede sig selv som en middelmådig tennisspiller.
Fokus, fokus, fokus
Det, han mestrede bedre end nogen anden, var en helt unik fokusering på nuet.
Han kæmpede lige så indædt og sultent om hver evig eneste bold, uanset han var bagud 0-5, eller om det var det sidste afgørende point fra en sejr.
Hans intense fokus på, hvor han med sikkerhed vidste han kunne gøre en forskel – den næste bold – var så markant, at han altid var overrasket, når en kamp sluttede.
Bedst som han stod og var klar til at tage mod en serv i et friskt sæt, kunne han bemærke, modstanderen gå fra banen, og han måtte se op på måltavlen for at finde ud af, om han havde vundet eller tabt.
Bjørn Borgs succesopskrift til et overvældende sejrstogt kunne oversættes til en ydmyg holdning om det konstant at forbedre sig.
Og et indædt fokus på at det er alle mellemregningerne, man selv kan påvirke, der gør den afgørende forskel. Ikke at stirre sig handlingslammende blind på resultattavlen.
Selvsikkerhed og optimisme
Når man bevæger sig rundt på direktionsgangen blandt de større danske virksomheder, er det tydeligt, at det er selvsikkerhed og optimisme, der i højsædet.
I mange virksomheder er ledelsen blevet helt usædvanligt selvsikker og har i så høj grad tiltro til egne evner, at den medarbejder, der udfordrer det eksisterende, er en uvelkommen gæst, der afvises ved døren.
Der udvikles et omklamrende mantra om, hvad der er “The Corporate Truth”.
Det bliver en del af virksomhedens DNA at lægge sin mening op ad, hvad der opfattes som topchefens holdning.
Et rygklappergen, der umærkeligt sniger sig ind i hverdagen, og hvor der kun forfremmes ja-sigere.
Ja, vi er på rette kurs
Topchefen er usvigelig sikker på, at man er på rette kurs.
Som kaptajnen på Titanic er man overbevist om, at skibet ikke kan synke, og at der ikke er isbjerge i farvandet.
Disse virksomheder ignorerer alle advarsler og bliver ofte alvorlig ramt, når de totalt uforberedte rammes af forandringens orkan.
Der kan gøres meget for at få medarbejdernes samlede potentiale udlevet fuldt ud i dagligdagen.
Kunsten er at få dem til at tænke som Bjørn Borg. At behandle nuet ud fra et brændende ønske om at gøre det optimale hver gang i hver eneste handling. Lige fra at skrive den perfekte mail, behandle et opkald fra kunden, som gjaldt det livet selv eller holde interne møder, der altid gør en forskel.
Ildsjæle er irriterende
Medarbejdere, der er ildsjæle, og som har gløden i øjnene, kan være noget af det mest irriterende i denne verden for en topchef af den gamle skole.
De udfordrer det bestående og ser problemer eller muligheder, hvor flertallet ryster på hovedet.
Men de udgør virksomhedens immunforsvar mod trusler udefra. De er guld værd og er fanebærere for høj vækst og bundlinje, når de får lov at blomstre.
Ingen ledelse kan tillade sig at ignorere de konkurrencemæssige fordele, der er ved at have en kultur med fokus på løbende forbedringer og en tilstræben mod perfektion i alle handlinger.
Virksomhedens kultur kan ikke kopieres og er uden undtagelse den væsentligste konkurrenceparameter.
Det bestående skal udfordres og ja-sigerne skal aflæres og trænes op til at virke i en kultur, hvor topchefen forlader mageligheden og vil udfordres.
Den største risiko for at ramme et isbjerg er medarbejdere, der ikke siger sandheden, og som stirrer sig blinde på resultatet i stedet for det, de løbende kan påvirke i dagligdagen.
Sune Adam Schackenfeldt, cand.jur., LL.M., MBA, managing consultant – PA Consulting Group.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
