Danskerne er i stigende grad begyndt at bruge den virtuelle indkøbsvogn, når der står bøger, musik og software på huskesedlen. Antallet af vareforsendelser til private personer i Danmark fra lande uden for EU er på kun to år steget med over 75 procent.
Det viser tal fra Toldregion København, som tager sig af langt den største andel af pakker til Danmark ifølge Dagbladet Børsen.
I 1998 behandlede toldvæsenet i alt 136.000 vareforsendelser fra lande uden for EU for at pålægge dem dansk moms og eventuelt told, og tilsammen indbragte det told og afgifter for over 21 millioner kroner.
Langt fra alle pakkerne er bestilt via Internet, men chef for Toldregion København, Poul Jørgen Vittrup, er ikke i tvivl om, at den markante stigning i antallet af forsendelser i høj grad skyldes ivrige e-handlende danskere.
- Af de fakturaer, der kommer med forsendelserne, kan vi klart se, at en meget stor del stammer fra udenlandske Internet-firmaer, siger Toldregionens chef til Dagbladet Børsen.
Boomet i e-handlen har også betydet en eksplosion i antallet af folk, der ringer til Told & Skat, fordi de ikke kan forstå, at det gode tilbud på Internettet pludselig koster mere, når de modtager det.
Desuden bliver Told & Skat nødt til at åbne cirka 40 procent af pakkerne, fordi værdien ikke står uden på pakken, som den burde. Og det har skabt behov for seks ekstra fuldtidsmedarbejdere i Told & Skat, København.
Ansættelsen af ekstra medarbejdere skyldes dog også politisk dikterede mål fra 1998 om at styrke toldarbejdet.
- Men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi bliver pustet i nakken af de danske handelsorganisationer. Det er jo ulig konkurrence, hvis for mange varer slipper igennem uden at blive pålagt moms og told, siger Poul Jørgen Wittrup, chef for Københavns toldregion til Børsen.